Prøv avisen

39-årige Maria: Derfor blev jeg singlemor

39-årige Maria Ortmann fandt aldrig den mand, hun havde håbet at finde. Til sidst kunne hun ikke vente længere, og via en åben donor blev hun gravid med Dunia. Dermed er den lille familie blevet en del af tendensen til, at stadig flere kvinder vælger at få et barn, før de finder en mand. - Foto: Leif Tuxen.

Hun ville gerne have den slags kernefamilie, hun selv kom fra, men manden kom aldrig. Plan B blev den bedste plan, 39-årige Maria Ortmann nogensinde har lagt

Maria Ortmann havde altid ønsket sig børn, mindst tre og gerne tidligt. Hun var den, de andre piger spåede til at blive den første familiemor, og det passede hende også fint, hvis hun kunne være på plads med mand, børn og hus, inden hun var 30, så hun kunne opdyrke den slags kernefamilie, hun selv kom fra.

Men ét eller andet sted gik noget galt. Hendes forhold var aldrig lange eller modne nok til, at børnesnakken kom i gang, og pludselig var hun midt i 30'erne. Og i let panik.

Mange morgener vågnede hun op med følelsen af ikke at have fået det liv, hun drømte om. Og hver gang hun så en kvinde med barn, forsøgte hun at regne ud, hvor gammel kvinden var, da hun blev gravid, og overtalte sig selv til at tro på, at der stadig var tid nok.

I dag kan hun godt se, at det brændende ønske om at blive mor nok smittede af på hendes tilgang til mænd:

"Jeg kildede dem jo nærmest under hagen med æggestokkene og bedømte dem altid efter, om de kunne blive gode fædre. Det har nok ikke ligefrem hjulpet processen." 

Inderst inde vidste hun godt, at en Plan B snart var nødt til at blive iværksat. Alligevel blev det veninden, der skubbede hende i gang efter at have læst i et dameblad om en enlig kvinde, der havde besluttet sig for at adoptere. Hvorfor gør du ikke det? spurgte veninden.

Maria Ortmann skaffede adoptionspapirer og læste om inseminering, og gennem en bekendt snakkede hun med én, der havde fået et donorbarn alene. Men hele tiden håbede hun på at få planerne forpurret af en mand.

"Jeg kan stadig huske den dag, jeg sad med brevet fra fertilitetsklinikken og læste, at nu kunne jeg komme derned. Det rev virkelig i mig, for et barn skal have en far, og jeg skulle have en mand, sådan har jeg altid haft det. På mit barns vegne var jeg urolig for, at hun i denne identitetsfokuserede tid, vi lever i, skulle vokse forvirret op. Desuden havde jeg svært ved at overskue risikoen for at ende ensom og deprimeret og ude af stand til at være en god mor. Men på samme tid vidste jeg også, at min biologiske konto var i bund, jeg var 38 år og ikke kunne vente længere." 

Heldigvis hørte hun tilfældigt om muligheden for at få en åben donor, hvor barnet er sikret et møde med sin far, når det er fyldt 18 år, og så stod valget pludseligt mere klart, fortæller hun. Så hun købte sæden, tog ned på klinikken og blev gravid i første hug.

En fuldstændig surrealistisk proces, som gik alt for hurtigt, men hun var på vej i den rigtige retning - blot ad en anden rute end planlagt.

I dag bor Maria Ortmann med sin ni måneder gamle datter, Dunia, og lever et til tider udfordrende, men dejligt liv. Ligesom enhver anden børnefamilie.

Når hun ser tilbage, har det været en fantastisk proces, hun har været igennem. Og havde hun bare vidst, at manden ikke ville komme, og at reaktionerne ville blive, som de blev, havde hun gjort det for længst.

Enkelte mænd har bekymret spurgt: Kan du nu klare det? Og nogle har været skeptiske omkring adoption, men ingen har fordømt hendes valg, tværtimod har hun udløst en lavine af venner og bekendte, som nu overvejer at gå samme vej og lade sig inseminere.

"Jeg er nærmest blevet en informationscentral, og det er virkelig opløftende med alle de skulderklap, jeg får. Jeg tænker selvfølgelig stadig meget over, at der ikke er nogen far - både for Dunias og min skyld, men jeg plejer at sige til mig selv, at min familiehistorie ikke er slut endnu. Jeg vil fortsat lede efter en mand, men indtil det sker, sørger jeg for, at Dunia får så meget mandlig inspiration fra venner og bekendte som muligt. Og jeg har blandt andet valgt børneinstitution efter, hvor mange mandlige pædagoger der er," fortæller hun.

Om hun skal have barn nummer to er hun dog ikke længere så sikker på. Hun er kommet i tvivl om, hvis interesser og drømme hun egentlig varetager.

Det vil uden tvivl være godt for Dunia at få en søskende, og hun har stadig otte portioner sæd tilbage fra samme donor, så de kan endda få samme far. Men hun må også være realistisk, for hverdagen skal kunne hænge ordentlig sammen.

Det er blot ét af flere dilemmaer, som har fået hende til at tage kontakt til andre enlige mødre, der står med tilsvarende spørgsmål: Hvordan undgår de andre at tabuisere, at de ikke kender faderen, og hvordan har de tænkt sig at fortælle deres børn det?

Hun søger også kontakter for finde legekammerater til Dunia, der har den samme tilblivelseshistorie, så datteren kan se, at hendes familieform ikke er mærkelig, bare særlig.

"Alle er meget accepterende over for vores måde at leve på, men også nysgerrige, og der kommer mange spørgsmål. Derfor er jeg nødt til at fortælle Dunia hendes historie så tidligt, jeg kan. Jeg vil fortælle, at der ikke var nogen far, men at hun er mit højeste ønske. Og så kan jeg heldigvis henvise til efterhånden rigtig mange forskellige familieformer og sige: Heldigvis skred din far ikke fra dig. Tværtimod er han én, der gerne vil hjælpe kvinder, som ikke kan blive gravide på andre måder. Og det er da en meget god start."