DR er den rene velfærd

DR er en del af den danske velfærdsmodel.

Det mener Socialdemokraternes medieordfører, tidligere kulturminister Mogens Jensen, som ikke vil ændre grundlæggende på den støtte, danske medier får af staten. Hverken de 1,2 milliarder kroner, som dagbladene får, hvis man medregner deres momsfritagelse eller de 3,7 milliarder kroner, DR får af licensmidlerne hvert år.

”Det er vigtigt for demokratiet, at man har adgang til medier, der er båret af høj kvalitet, og som er uafhængige af politiske og erhvervsmæssige interesser, og det er DR,” siger Mogens Jensen og peger på, at DR med sine seks tv-kanaler og otte landsdækkende radiokanaler i dag giver seere og lyttere større valgfrihed for de samme penge, som de betalte for ti år siden. I hans bog ville det ødelægge DR at indføre den abonnementsordning på DR's enkelte kanaler, som Liberal Alliance foreslår.

”DR giver alle adgang til on-demand-tv (bestillingsprogrammer, red.), man har adgang til DR's arkiv, og det altsammen for 4,50 kroner om dagen. DR er billig i drift i forhold til, hvad man får for pengene.”

Kritikken af, at DR fylder for meget på nettet og tager markedsandele fra aviserne ved hjælp af licenskroner, afviser den tidligere kulturminister.

”Undersøgelser viser, at de publicistiske medier og DR fylder nogenlunde lige meget på nettet. Og dagbladenes fjende er ikke andre danske medier, det er de udenlandske medier og søgemaskiner som Yahoo, Google og YouTube, som virkelig udfordrer mediebilledet herhjemme.”

Derfor ser han hellere for sig, at danske dagblade og tv-stationer i højere grad arbejder sammen, og allerede nu stiller DR udklip til rådighed for de trykte medier, påpeger han.

Mogens Jensen mener, at underholdning er en vigtig del af DR's public service-forpligtelse, og der skal efter hans mening være noget for enhver smag, også den folkelige.

Derfor skal tv-stationens programflade også indeholde underholdningsudsendelser som det udskældte X Factor, mener han.