DR er fortsat forpligtet over for kristen kulturarv

Medieordfører for Dansk Folkeparti, Morten Marinus, er glad for, at Danmarks Radio's forpligtelser i forhold til den kristne kulturarv blev fastholdt i det nye medieforlig.

DR er fortsat forpligtet til at "lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv" efter dagens medieforlig
DR er fortsat forpligtet til at "lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv" efter dagens medieforlig. Foto: Torben Huss Denmark.

Danmarks Radio skal fortsat opretholde deres forpligtelser overfor den kristne kulturav, som i public service-kontrakten lyder, at "DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv."

Det står klart, efter regeringen tirsdag indgik et medieforlig sammen med Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Enhedslisten.

Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus er positiv over resultatet.

LÆS OGSÅ: DR: Krav om kristen kulturarv har aldrig betydet det store

"Forliget er måske ikke helt uden skønhedspletter, men jeg er i særdeleshed tilfreds med, at det er lykkedes for DF at gennemføre en opretholdelse af DRs forpligtigelse i forhold til den kristne kulturarv. Vi skal ikke blande os i, hvad DR sender eller planlægger af programmer, men vi får en bedre føling med, i hvor høj grad DR lever op til deres forpligtigelse med formidling om vores kristne kultur," skriver Morten Marinus i en pressemeddelelse.

I august fortalte De Radikales medieordfører Zenia Stampe ellers til Kristeligt Dagblad, at formuleringen skulle skrives ud af public service-aftalen.

Både Socialdemokraterne og SF kritiserede i 2011 den tidligere regerings krav til DR om at sende programmer om den kristne kulturarv. Begge partier udtalte dengang, at de ville fjerne formuleringen i DR's public service-krav, hvis de kom til magten, og det bakkede De Radikales Zenia Stampe altså op om for nylig.

LÆS OGSÅ: S-SF vil fjerne kristen kulturarv fra DR's forpligtelser

Direktør for DR Danmark Inger Bach imødekom også initiativet og udtalte, at det ikke ville betyde det store, hvis regeringen ville fjerne sætningen.

Det fik Dansk Folkepartis medieordfører Morten Marinus til at sige til Kristeligt Dagblad, at "det er et meget alvorligt skridt i den helt forkerte retning. Den kristne kulturarv og dansk historie er en hjørnesten i vores politik. Vi går til forhandlingerne for at gøre armslængden til DR endnu kortere og vil stille yderligere krav til DRs forpligtelser."

Og de forhandlinger havde Dansk Folkeparti altså succes med i dag.

Se hovedpunkterne i det nye medieforlig her