DR er under pres fra mange sider

Folketingsvalgets magtskifte har genåbnet debatten om Danmarks Radios rolle og public service i en ny medievirkelighed. Dagblade, kommercielle tv-stationer og borgerlige politikere har ikke nødvendigvis de samme idéer om fremtidens mediemarked, men én ting kan de enes om: DR fylder for meget

Illustrationer: Rasmus Juul.
Illustrationer: Rasmus Juul.

Ved første øjekast kan det virke besynderligt, at slagsmålet om DR's fremtid skulle blusse op igen netop denne sommer. Et meget bredt politisk flertal vedtog sidste år et medieforlig, der gælder frem til 2018.

Alligevel er luften fuld af kritik mod DR fra flere fronter, som har noget imod både licensbetalingen og ikke mindst omfanget af mediehusets såkaldte public service-forpligtelser. Især på den borgerlige side luftes idéer til, hvordan mediekolossen kan slankes, og eksempelvis vil Liberal Alliance ændre radikalt i licensordningen.

Det var ikke den nyudnævnte kulturminister, Bertel Haarder (V), der først gik til angreb på DR, men derimod finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der i dagbladet Politiken i forrige uge beskyldte DR for at fylde alt for meget, især på internettet, og for at sende kedelig underholdning i stedet for interessant public service. Kritikken fik i denne uge opbakning fra Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup.

Tidligere på sommeren blev DR kritiseret for at misbruge sin økonomiske magt til at tryne private kulturinstitutioner. Cirkusdirektører mente i Berlingske, at det er konkurrenceforvridende, når DR's Cirkus Summarum rejser rundt i landet i sommermånederne med forestillinger, der udfordrer de traditionelle cirkusser.

Også arrangører af musikalske koncerter og foredrag føler sig trådt for nær af DR's aktiviteter som bookingbureau og koncertarrangør siden 2012.

Hvad angår medieaktiviteter på internettet, er det i høj grad de danske dagblade, som ønsker sig mere tilbageholdenhed fra statsradiofonien. I dagbladenes optik påfører DR dem med sine mange licensmidler ulige konkurrence på nettet.

Berlingskes chefredaktør, Lisbeth Knudsen, der tidligere var nyhedsdirektør i DR, er blandt dem, der formulerer kritikken, og hun skriver i sin blog, at den forældede definition af public service i dag forhindrer det danske mediemarked i at udvikle sig og vokse på sunde kommercielle vilkår.

”Langt om længe ser det ud til, at et af de mest massive politiske tabu-emner, DR, står for fald”, lyder det fra Lisbeth Knudsen.

Men hvad har public service at gøre med kommerciel konkurrence? Svaret på det spørgsmål kræver en nærmere definition af, hvad public service er. Medieforsker, lektor Henrik Søndergaard fra institut for medier, erkendelse og formidling ved Københavns Universitet henviser i første omgang til paragraf 10 i radio- og fjernsynsloven (se boks her på siden).

Teksten fortsætter under grafikken 

Den giver en forholdsvis bred definition af begrebet public service, som lægger sig tæt op ad de definitioner, man bruger i vore nordiske nabolande, i Tyskland og i Storbritannien. I Danmark vedrører public service-forpligtelsen Danmarks Radio, TV 2 og Radio24syv.

”Kernen i public service er, at den skal omfatte oplysning, kultur, nyheder og underholdning. Og som herhjemme diskuterer man også i andre lande, om public service burde defineres smallere.

For det første handler kritikken herhjemme om, hvorvidt der er for meget underholdning, som kommercielle medievirksomheder lige så godt kunne bringe. Og for det andet handler det om, hvorvidt DR generer dagbladene ved at være på nettet,” forklarer Henrik Søndergaard.

Han sidder i det public service-udvalg, som den tidligere regering nedsatte, og som ledes af tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard.

På torsdag holder udvalget sin første høring på Nationalmuseet i København, hvor hovedtemaet er, om det giver mening at tale om public service i det 21. århundredes mediebillede. Udvalget vil holde fire høringer og om knap to år fremlægge en rapport med mulige scenarier for public service i fremtiden.

Det svære er ifølge Connie Hedegaard ikke at beskrive yderscenarierne - at man enten lukker DR og afskaffer public service-begrebet, eller at alt fortsætter som i dag - men at pege på ”mellemscenarier”, hvor der både bliver plads til forskellige medier, hvor de unge ikke hægtes af nyhedsformidlingen, og hvor kultur, sprog og det danske demokrati får de bedste rammer.

”Det er godt, at der er en offentlig debat om det allerede, men jeg vil da appellere til, at man ikke begynder med at have alle konklusionerne parat på forhånd, for så bliver det ikke interessant nok. Vi er helt klar på, og alle ved, at den trykte presse går nogle ekstremt svære år i møde, men løsningen på det er jo ikke, at DR blive nedlagt i morgen. Det redder ikke dagbladene,” siger Connie Hedegaard.

Ifølge Henrik Søndergaard hænger den aktuelle debat sammen med, at markedet for medier er under stærk forandring.

Tidligere konkurrerede aviser, radio og tv på hver deres platforme, som det hedder på mediedansk, men med internettets voldsomme vækst, slås printmedier og de elektroniske medier i dag om de samme læsere, lyttere og seeres opmærksomhed.

For kommercielle radio- og tv-stationer som SBS, TV3, TV4, 6'eren og flere andre har nettets fremvækst ikke ændret så meget på konkurrencesituationen de senere år, men debatten giver også dem en ny chance for at presse DR.

DR, TV2 og ”andre kanaler” dækkede hver cirka en tredjedel af den tid, seerne brugte på tv i 2014. Men over en 15-årig periode har DR1 og især TV2 tabt seere. Når DR samlet har kunnet bevare en høj markedsandel, skyldes det de mange nye kanaler, som institutionen takket være den teknologiske udvikling har kunnet lancere.

En svaghed ved målingerne er imidlertid, at de ikke tager højde for, hvor meget tv og radio, der bliver set og lyttet til på for eksempel computere, tablets og telefoner.

”Der er to hovedtemaer for kritikken, nemlig at DR vægter underholdning for meget, og at DR generer dagbladene. De to temaer smelter sammen i den aktuelle debat.

De politikere, som gerne vil forsvare den trykte presse, angriber DR for at sende for meget X Factor, og dermed kommer de til at indgå en alliance med den kommercielle mediebranche, som de måske ellers ikke ønsker at støtte. Men denne nye flanke, som består af kritiske politikere, dagbladene og de kommercielle tv-stationer, har givet kritikken et nyt momentum,” siger Henrik Søndergaard.

DR's ledelse er vant til kritik, der kommer i bølger mindst én gang om året. Denne gang forsvarer nyhedsdirektør Ulrik Haagerup sin arbejdsplads i en klumme og skriver blandt andet: ”Det himmelråbende paradoks er naturligvis, at mange herhjemme har travlt med at modarbejde og lægge hindringer i vejen for det public service-tilbud, som man andre steder i verden beundrer.”

Spørgsmålet er, om presset er blevet for stort til, at DR kan komme med de sædvanlige forsvarstaler og blot afventende se, hvad politikerne beslutter sig til frem mod et nyt medieforlig.

Som Lisbeth Knudsen påpeger, er der for første gang meget længe et borgerligt flertal, der er villig til en mere dybgående granskning af DR's rolle og størrelse. Samtidig udtrykker et flertal af danskerne, 62 procent, i en Wilkes-måling i Morgenavisen Jyllands-Posten, at de ville vælge en del af DR's programpakke fra mod at spare i medielicensen, hvis de kunne.

Da Altinget spurgte om noget lignende i 2014, svarede 51 procent, at de gerne ville have en abonnementsordning på DR-programmer.

Iagttagere af mediebranchen ser dog ingen grund til at løfte øjenbrynene over den nye kritik, der slet ikke er så ny, som mediekommentator og tidligere chef for TV-Avisen Lasse Jensen påpeger:

”Kritik af DR's størrelse er en klassisk sommerhistorie, der har kørt uændret i flere år. Hvis man ser på økonomi, er DR ikke blevet større. Tværtimod er budgettet blevet mindre, og der er skåret i antallet af medarbejdere,” understreger Lasse Jensen, der også er medlem af public service-udvalget.

Lasse Jensen og tv-producer Bjørn Erichsen, der har været tv-direktør i DR og i European Broadcast Union i Genève, mener ikke, at argumentet om DR's betydning for den trykte presse holder.

Der findes ifølge dem ingen dokumentation, der viser en sammenhæng mellem public service-stationernes tilstedeværelse på nettet og dagbladenes situation.

I for eksempel Tyskland og Østrig, hvor man har lagt restriktioner på dette område, er der ingen mærkbar virkning, og det samme gælder lande med en beskeden public service, påpeger de.

Medieforsker Stig Hjarvard fra Københavns Universitet mener ikke, at Claus Hjort Frederiksens kritik egentlig handler om, hvorvidt DR skal have en kanal mindre, sender for meget underholdning eller er en reel trussel mod aviserne.

”Jeg ser det som en værdipolitisk markering på et tidspunkt, hvor regeringen står over for en finanslov og har svært ved at finde de store ideologiske udsagn. Kritik af DR er en gratis udmelding, som formentlig skal opfattes som et led i en ideologisk opvarmning til senere at kunne foretage ændringer, som skal sikre et mere liberaliseret og kommercialiseret mediebillede,” siger Stig Hjarvard.