DR-program om aktiv dødshjælp handler om dokumentation

Pointen er at dokumentere, hvordan aktiv dødshjælp helt lavpraktisk foregår, lyder det fra DR-redaktør om omstridt dokumentar, der viser hovedpersonens sidste minutter

Anders Roholt er redaktør for DR-dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø". Til dagligt redaktør i afdelingen "Livsstil og Fakta".
Anders Roholt er redaktør for DR-dokumentaren "På tirsdag skal jeg dø". Til dagligt redaktør i afdelingen "Livsstil og Fakta". Foto: Marco Møller/DR.

Hvorfor skal seerne være vidner til Preben Nielsens død?

Det skal de, fordi vi synes, det er vigtigt, at seerne på et oplyst grundlag kan danne sig en mening om aktiv dødshjælp. Vi kunne sagtens have undladt den sidste scene, men vi fandt det journalistisk vigtigt at dokumentere helt præcist, hvordan det foregår. Det synes vi ikke har været belyst tidligere. 

Hvad ville seerne gå glip af, hvis kameraholdet forlod lokalet, inden lægen yder aktiv dødshjælp?

De ville gå glip af dokumentationen af, hvad der foregår. De ville vide, at nu dør han derinde, men ikke hvordan. 

Så det handler helt lavpraktisk om at dokumentere, hvordan aktiv dødshjælp foregår?

Ja, fuldstændig. Det handler faktisk udelukkende om det. Det er ikke et spørgsmål om, at vi nu har noget vildt dramatisk fjernsyn, som kan få mange seere. Vi overvejede, om scenen skulle med, men uden den scene havde vi fornemmelsen af, at man går glip af noget og ville sidde tilbage med nogle ubesvarede spørgsmål. 

Hvilke journalistiske og etiske overvejelser har I gjort jer, før I kom frem til den beslutning?

Det er jo et meget privat øjeblik. Det kan næsten ikke blive mere privat end at se en person udånde, så det er bestemt ikke noget, vi tager let på. Derfor er det også vigtigt, at de pårørende føler sig godt behandlet. Vi overlod det til familien at afgøre, om vi måtte være til stede eller ej. Vi havde aftalt på forhånd, at vi ville være der, hvis vi fik muligheden og så efterfølgende tage en alvorlig drøftelse om, hvorvidt det var noget, vi skulle bringe. Familien har ikke haft redigeringsretten over programmet, men de har fået lov at se det, inden det blev bragt, og de havde ingen indvendinger.

Du siger, at det centrale har været at dokumentere virkeligheden, som den ser ud. Det åbner principielt for, at man konstant skal vise mange ubehagelige ting. Hvordan finder man den rette balance?

Det findes der ingen formel på. Det gør der simpelthen ikke. Jeg har også været redaktør på et afsnit af "Indefra med Anders Agger" fra retsmedicinsk institut. Det var godt nok også en prøvelse. Og det er det samme, når man viser billeder fra operationer. Det er en ny situation hver eneste gang. Hvor tæt på skal man gå? Og hvad skal der til for at give seerne den mængde af information, der skal til, så de på et oplyst grundlag kan mene noget om et givent emne.

Mange seere vil nok finde både den sidste scene og dokumentaren som helhed følelsesladet. Har I tænkt på, om I skubber seeren i en bestemt retning i forhold til at mene noget bestemt om aktiv dødshjælp?

Vi har fået adgang til denne case, og vi synes, at Preben var så stærk en karakter, at vi lod det være hans fortælling. Vi lod Anders Lund Madsen udfordre Preben på den beslutning, han havde truffet og seerne kan ikke være i tvivl om, at beslutningen er fyldt med dilemmaer Vi brugte også andre metoder end de spørgetekniske. Prebens helt store passion var at dykke, og det sørgede vi, at han fik mulighed for i hajtanken på Den Blå Planet. Vi tog ham også med op i Skovtårnet, som han havde et brændende ønske om. Vi forsøgte at trække ham lidt væk fra kanten og vise ham, at livet måske godt kunne leves. Det var en anderledes måde at udfordre ham lidt på hans beslutning. 

Hvad håber du, at dokumentaren har bidraget til i debatten om aktiv dødshjælp?

Jeg håber, at dokumentaren tilfører nuancer til debatten om, hvad et værdigt liv er, og hvilke muligheder og begrænsninger vores samfund giver os borgere. Aktiv dødshjælp er et tilbagevendende debatemne, hvor grænserne hele tiden flytter sig og selv det er et svært emne, så er det helt centralt at vi tør at debattere det.

Har dokumentaren ændrede dit eget syn på aktiv dødshjælp?

Jeg synes, jeg har lært meget af forløbet. Før havde jeg nok en mere laissez-faire-holdning. Jeg vidste ikke rigtigt, hvor jeg stod. Nu har jeg fået indsigt i på godt og ondt hvad både patienten og de pårørende gennemgår af yderst vanskelige og til tider ubærlige dilemmaer og beslutninger.