"Tænk hvis du havde verdens længste diller! Det har John."
Udsagnet lyder ikke umiddelbart børnevenligt, men det er ikke desto mindre sådan, DR Ramasjang beskriver sin nye programsatsning "John Dillermand", som havde premiere lørdag den 2. januar, og for en kort stund fejede Donald Trump og corona af banen som samtaleemne nummer et på de sociale medier.
"John Dillermand" er en animeret serie i 14 afsnit, som lige nu sendes på DR Ramasjang. Ikke nok med, at hovedpersonen er indehaver af verdens længste penis, så kan han - når den ikke får ham i problemer, vel at mærke - bruge den til at redde både børn, babyer og biler. Faktisk kan han redde hele verden, hvis bare han får lov, lyder det i programbeskrivelsen.
Ifølge Ramasjang-redaktør Niels Lindberg skal serien lære de fire- til otteårige, at det er okay at se forskellige ud, samtidig med at den skal anerkende børnenes nysgerrighed omkring kroppe og kønsdele - også det pinlige og det sjove.
Men det pinlige og sjove er ikke til at få øje på, hvis man spørger kulturordfører for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, som er en af mange iagttagere, som i løbet af weekenden har givet deres besyv med på de sociale medier.
"(...) er jeg den eneste, der finder det forkasteligt, at børn skal synes, det er sjovt at se på voksnes tissemænd på DR Ramasjang?," spørger han i et opslag på Twitter, hvor flere samtykker i kommentarsporet.
LÆS OGSÅ: Vi havde John Dillermand med som ubuden gæst på familieferien
De mange kritiske røster afskrækkede imidlertid ikke journalist og debattør Ida Rud, som efter at have set "John Dillermand" med sin kæreste anbefalede serien på sin Twitter-profil.
"Jeg synes egentlig bare, at den var underholdende. Vi kan godt være lidt for bornerte i Danmark. Serien har en naturligt tilgang til, at en tissemand bare er en tissemand, og at det ikke behøver at være noget seksuelt eller perverst," siger hun.
Det er ikke i alle situationer, at John Dillermand kan styre sit overdimensionerede kønsorgan. Men Ida Rud mener ikke, at serien på den måde opfordrer til en ansvarsfralæggelse i den virkelige verden - en pointe, som flere kritikere ellers har påtalt.
"Det er ikke, fordi tissemanden gør noget grænseoverskridende seksuelt - altså den plukker æbler og går tur med hunde. Det ville være noget andet, hvis den tvang sig selv på børn, men det er ikke det, der sker. For mig er det bare sjovt og bramfrit i forhold til den nøgne krop," lyder det fra Ida Rud.
"Det er jo ikke socialrealistisk børne-tv. Serien er på mange måder så gakket, at det bliver uskyldigt og skægt," uddyber hun.
Ifølge forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen er børn ikke "dumme kulturforbrugere", men forstår tværtimod mange ting.
"Hvis børnene hører budskabet om, at man ikke rigtig kan gøre for de ting, ens tissemand roder en ud i, længe nok, så begynder de også at tro på det."
Modsat flere andre handler Anne Lise Marstrand-Jørgensens kritik ikke om, hvorvidt det er forsvarligt at præsentere børn i den alder for et overdimensioneret kønsorgan. Hun mener, at det skal være slut med "tissemændenes verdensdominans" og efterspørger en kvindelig pendant til John Dillermand.
"Vi trænger til en variation af den gamle historie om manden, der tænker med tissemanden, ikke rigtig kan gøre for det og i øvrigt er lidt barnlig," lyder det fra forfatteren.
"Jeg kunne godt tænke mig, at man både tog børns humor, seksualitet og køn alvorligt og prøvede at møde dem et sted, hvor man ikke presser nogle gammeldags normer ned over dem."
I DR’s egen programomtale siger børnepsykolog Margrethe Brun Hansen, at man skal huske at se “John Dillermand” i et humoristisk lys.
"Det er os voksnes liv og erfaringer, der gør, at vi kan rynke på næsen af en magisk dillermand – det gør børn så absolut ikke. De leger doktorlege, undersøger hinanden og elsker frække ord, og børn griner højlydt, når de siger prut og dillermand. Og det er lige præcis det univers, som John Dillermand taler ind i," siger hun.
"Min erfaring siger mig, at børn både vil grine og lære noget af 'John Dillermand'. Forældrenes reaktion kan påvirke, men mon ikke de fleste forældre også vil synes, at det er supersjovt."
Men ifølge Anne Lise Marstrand-Jørgensen er det ærgerligt, at det kun er "dillermænd", som er sjove.
"Det er tragisk, at tissekoner aldrig er sjove. Lad os endelig tale om køn, men lad os gøre det på en måde, som er mere mangfoldig og inkluderende."