Prøv avisen

DR sparer eksistentielle programmer væk

Ved at nedlægge radiomontagen og radioprogrammer om eksistens og identitet skærer Danmarks Radio nogle af sine kerneværdier bort, siger eksperter

Danmarks Radio har i sin nye spareplan valgt at skære netop to af de radioprogrammer bort, som har gjort tros- og eksistensstof tilgængeligt for det yngre publikum og øget P1's lyttertal. Samtidig afskaffer DR en af de mest hædrede og nyskabende radiogenrer, radiomontagen, der også har tradition for at gå i dybden med den menneskelige eksistens.

Det siger medieforskeren Per Jauert, lektor ved Aarhus Universitet, der er ekspert i radiomediet. Han undrer sig meget over, at DR ikke alene har valgt at spare på sport og underholdning, men også flere af de radioprogrammer, som går i dybden med den menneskelige eksistens, herunder radiomontagen, det eksperimenterende identitets-program "Ultralyd" samt "Eksistens", som produceres af DR's trosredaktion.

– DR's radiomontager og radiodokumentarer har i mange år ligget i absolut topklasse, har høstet et utal af priser og været forbillede for resten af verden. Det er dybt beklageligt, at disse programmæssige juveler smides væk, for når først programtypen er nedlagt, vil den være vanskelig at etablere igen, siger Per Jauert.

Han hæfter sig ved, at hverken radiomontage, "Ultralyd" eller "Eksistens" er programtyper, som lytterne kan forvente at finde på andre kanaler i fremtiden. Og han påpeger, at "Eksistens" gennem sin brede filosofisk-religiøse tilgang har været bedre til at tiltrække det eksistentielt interesserede unge publikum end programmer som "Folk og kirke" eller "Mennesker og tro".

Også Annette Holm, funktionsleder for Radioafdelingen på Danmarks Journalisthøjskole, beklager beskæringen af de eksperimenterende og eksistentielle radioprogrammer:

– Det er meget trist for radiomediet, at alle de radioprogrammer, der er billeder og dybe psykologiske skildringer i, bliver afskaffet.

Annette Holm tilføjer, at Journalisthøjskolens radiospeciale må laves om, for det giver ikke mening at holde en radiogenre frem som ideal for de studerende, som ingen medier længere praktiserer i virkeligheden.

– Fælles for montage-, dokumentar- og eksistens-programmerne er, at her er der fokus på almindelige mennesker og på store spørgsmål om liv og død, had og kærlighed, skyld og skam. Det, der nu er tilbage, er ren taleradio, som er billigere at lave, men det er en beklagelig indskrænkning af mediet, siger hun.

Lars Grarup, mediedirektør i Danmarks Radio, erkender, at en række eksistentielle og nyskabende radioprogrammer forsvinder. Men han påpeger, at DR i sin spareplan har været nødt til at se på, hvor dyre programmerne har været at producere i forhold til, hvor mange der lytter til dem.

– Alle programmer på den hidtidige plan, er programmer, vi ønskede at have. Så det skærer i hjertet at måtte spare, for eksempel på radiomontagen, siger Lars Grarup, som dog påpeger, at kun 18 timers radiodokumentar om året er nyproduceret. De resterende 54 timer er genudsendelser.

Hvad angår tv og radio om tro og eksistens fastholder mediedirektøren, at "programpaletten består".

– Ud over at vi bevarer de rent kirkelige programmer, vil vi fortsat have en lang række indslag om etik og religion på P1's morgenflade, lover han.

Formanden for KLF – Kirke & Medier, Lars Peter Melchiorsen, beklager, at "Eksistens" forsvinder, men er først og fremmest lettet over, at hverken DR Kirken, "Ved dagens begyndelse" eller de andre rent kirkelige programmer er omfattet af spareplanen.

– Jeg forestiller mig, at DR har følt, at de eksistentielle programmer lettere kan indpasses i den øvrige programflade. Men grundlæggende forstår jeg ikke, at man ikke løser de nuværende økonomiske problemer i DR ved at sætte licensen op, siger han.

mikkelsen@kristeligt-dagblad.dk

LEDER

MINDRE EKSISTENS i programfladen

**Danmarks Radios radiomontager er en tradition, som går tilbage til 1920'erne. Så sent som i 2005 modtog Kirsten Laumann den prestigefyldte Prix Italia for montagen "Den lille pige med tørklædet" om en ung pige som konverterede til Islam.

**Blandt øvrige radioprogrammer, der nedlægges, er "Eksistens", "Ultralyd" og "Dokumentarzonen".

**PÅ tv stopper kulturtransmissioner på DR 1, en planlagt "Eksistens"-serie på DR 2. Desuden bliver der færre tematirsdage på DR 2 og en serie kulturportrætter på DR 2 falder også bort.