Prøv avisen

At undgå familiedrab skal være en opgave for hele samfundet

(Arkivfoto) Rasmus Kjeldahl, direktør i Børns Vilkår, ser gerne, at det bliver hele samfundets pligt, også den enkeltes, at gribe ind, hvis man identificere nogle af de otte stadier, der kendetegner langt de fleste sager, som er endt med partnerdrab: ”Lige nu fortæller vi os selv, at de her drab sker som lyn fra en klar himmel. Vi har parkeret problemet der, selvom det ikke er tilfældet, fordi det fritager os fra ansvaret,” siger han. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

De fleste drab i familier begås af mænd på deres partner og børn. Men forud for drabet er der en række vigtige signaler, som vi skal blive bedre til at fange, så vi kan gribe ind. Gør vi det, kan flere drab undgås, lyder det fra flere sider

I sidste uge dræbte en mand sin kæreste og sin ekskæreste. Selvom det kan virke uforståeligt, er drabene ikke enestående. Mens det samlede antal drab i Danmark falder, er der en kategori af drab, der ikke har fulgt den generelle udvikling de seneste 25 år. Nemlig drab, hvor gerningsmanden dræber et familiemedlem – typisk børn, partner eller tidligere partner. Denne kategori udgør knap halvdelen af alle drab herhjemme, viser en kortlægning, som retsmediciner fra institut for retsmedicin ved Aarhus Universitet Asser Hedegård Thomsen står bag.

Men de såkaldte familiedrab bør kunne forebygges, mener direktør i Børns Vilkår Rasmus Kjeldahl. Han henviser til udlandet, hvor man blandt andet i Storbritannien har forsket i partnerdrab og haft held med at identificere otte stadier, der kendetegner langt de fleste sager, der er endt med partnerdrab. Den viden kan også bruges herhjemme, når det gælder drab inden for familien, herunder de i gennemsnit otte drab, der bliver begået på børn om året.

”Forskere har identificeret forskellige faser, der finder sted inden selve drabet, og det er derfor vores antagelse, at man må kunne forhindre drab på børn, hvis man er opmærksom på faserne og er i stand til at gribe ind. Det skal vi lære herhjemme, og i samarbejde med flere forskere er vi ved at undersøge hvordan.”

Med tiden ser Rasmus Kjeldahl gerne, at det bliver hele samfundets pligt, også den enkeltes, at gribe ind.

”Lige nu fortæller vi os selv, at de her drab sker som lyn fra en klar himmel. Vi har parkeret problemet der, selvom det ikke er tilfældet, fordi det fritager os for ansvaret,” siger han.

Lisbeth Jessen, tidligere vicepolitiinspektør ved Rigs-politiet og nuværende direktør i krisecentret Danner, som hjælper voldsramte kvinder og børn, er ”fuldstændig enig”.

”De, der begår de her forbrydelser, har visse karakteristika, som vi skal være bedre til at få øje på, inden drabet sker. Der er oftest tale om planlagte handlinger, hvor gerningsmanden eksempelvis har indkøbt et våben og nøje forberedt, hvordan han skal få offeret på tomandshånd. Mange gange har der også eksempelvis været vold i forholdet inden. Vi ved også, at tiden lige omkring bruddet er den farligste. Når parforholdet bliver brudt, er der nogle mænd, der mister kontrollen og ikke kan se en anden udvej end at hævne sig på kvinden ved at slå hende eller dem, hun holder mest af, ihjel. Når kvinderne kommer til os, er de derfor ofte udsat for en konkret trussel,” siger hun.

”Men voldsmænd kan ændre adfærd, hvis de får den nødvendige hjælp, og den skal de have første gang, de begår vold,” siger hun og peger på en række områder, hvor der også skal sættes ind, hvis drab i familien og særligt på børn skal undgås i fremtiden.

”Jeg tror, der er brug for en forpligtende national handleplan, der arbejder på tværs af flere områder. Vi skal forpligte myndighederne til at handle forebyggende i sager om vold og tilbyde den rette hjælp og beskyttelse allerede første gang, der er vold i en familie. Hjælpen skal tilbydes hele familien. Også den, der udøver vold. Vi skal uddanne personale, der møder forældre og barn, så de kan spotte faresignalerne og sætte ind ved behov. Vi skal oplyse den brede befolkning, og vi skal lære elever helt ned i folkeskolen om respektfuld kærlighed og gode relationer. Der skal også fokus på det her politisk, og politiet skal opruste i forhold til partnervold. Som det er nu, er det de facto straffrit at udsætte sin partner for vold. Ofte har kvinden ikke overskud til at anmelde det, og hvis hun gør, kan systemet ikke forstå, hvorfor hun reagerer, som hun gør, fordi der mangler viden om voldens dynamikker og traumereaktioner,” siger hun.

Derudover skal systemet sikre en hurtig og effektiv sagsbehandling i sager om vold. De rette værktøjer til at risikovurdere kan hjælpe myndighederne med at fange de sager, som bærer præg af at kunne ende med drab.

Men først og fremmest skal vi begynde med at blande os i hinandens liv. Vi er nødt til at tale om det, hvis nogen har en skidt måde at være i sit parforhold, mener Lisbeth Jessen.

Selvom der er handlingsmønstre, der går igen, er det dog ifølge professor Henrik Høgh-Olesen fra Aarhus Universitet, der er ekspert i gerningsmandsprofiler, svært at forudsige drab begået inden for familien.

”Det er nemmere at se bagefter, at der var noget under opsejling. Det er nogle særlige mennesker, der kommer ud for det her under særlige omstændigheder,” siger han, men peger på nogle af de mønstre, der går igen, når en forælder slår sit barn ihjel.

”Der er mønstre på tværs af tilfældene. Mange af dem, der ender med at slå deres barn ihjel, har oplevet en personlig nedsmeltning, meget er gået dem imod, og de har ofte tabt status. De kan eksempelvis have mistet deres job, partner eller andre ting, som vi forbinder med succes. Livet ser sort ud, så man kan lige så godt forlade det og tage sine børn med,” siger han og peger på, at der i nogle tilfælde er tale om, at gerningsmanden slår både barnet og sig selv ihjel.

Ifølge Henrik Høgh-Olesen er motiverne varierende. Drabet kan skyldes det, forskeren kalder en ”narcissistisk kortslutning”, hvor gerningsmanden ikke er i stand til at se, at barnet kan få et godt liv, selvom man selv føler sig som en fiasko. Det kan også skyldes et behov for hævn mod den anden forælder, og trusler om dette er et tegn, man skal øje med, siger Henrik Høgh-Olesen.