Drab på ældre kvinder bliver overset: Vi glemmer dem, som alligevel er tæt på døden

Der er ikke tilstrækkeligt fokus på ældre kvindelige drabsofre i offentligheden og i forskningen, mener forfattere til ny bog om kvindedrab. Britisk forsker peger på aldersdiskrimination som årsag

"Ældre mennesker har det med at blive glemt, for de arbejder ikke længere, de er ikke til nytte for samfundet, og de er alligevel tæt på døden. Det er selvfølgelig en meget problematisk tendens,” siger Line Vaaben.
"Ældre mennesker har det med at blive glemt, for de arbejder ikke længere, de er ikke til nytte for samfundet, og de er alligevel tæt på døden. Det er selvfølgelig en meget problematisk tendens,” siger Line Vaaben. Foto: Danny Lines/Unsplash.

Emilie Meng. Kim Wall. Mange danskere kender navnene på unge kvinder, som på de mest forfærdelige måder er blevet frarøvet livet. Men også ældre kvinder bliver dræbt. I perioden 1992 til 2016 var 13 procent af de i alt 536 kvindelige drabsofre over 65 år. Og dem glemmer vi i offentligheden. Det mener i hvert fald journalist og forfatter Line Vaaben.

“Jeg har aldrig set nogen, der samlet set har beskæftiget sig med drab på ældre kvinder i dansk presse eller dansk forskning,” siger hun.

Sammen med retsmediciner Asser Hedegård Thomsen udgiver hun den 10. oktober bogen "En forudsigelig forbrydelse – kvindedrab i Danmark”. Bogen er skrevet med afsæt i hans forskning i alle drab i Danmark mellem 1992 og 2016.

“Vi har en blind vinkel i kategorien med ældre kvinder," siger Line Vaaben, der også er eksistensredaktør på Politiken. 

Der findes kun 33 studier om drab på ældre på globalt plan, og en af de eneste i verden, der forsker i emnet, er Jennifer Storey, der er professor i retspsykologi på Kent Universitet i England. Hun er ikke i tvivl om, at den manglende forskning og opmærksomhed skyldes aldersdiskrimination.

“Vi betragter drab på ældre som mindre vigtige end andre drab. Ældre mennesker har det med at blive glemt, for de arbejder ikke længere, de er ikke til nytte for samfundet, og de er alligevel tæt på døden. Det er selvfølgelig en meget problematisk tendens,” fortæller hun.

Ser man på drab på kvinder over 65, er der nogle mønstre, der ligner drab på kvinder i det hele taget, mens andre forhold adskiller sig. Hvert tredje drab på danske kvinder over 65 år er partnerdrab, mens hvert fjerde drab er udført af et andet familiemedlem.

Medlidenhedsdrab er også mere hyppige i denne kategori, ligesom det oftere er tilfældet, at der er sygdom hos enten offer eller drabsmand, når ældre kvinder bliver dræbt af deres partner. Knap hvert femte drab på ældre kvinder er begået i forbindelse med røveri, mens seks procent af de dræbte ældre kvinder har været udsat for seksualdrab. Det er samme andel som seksualdrab på kvinder generelt. Alligevel overrasker det Line Vaaben. 

“Seksualdrab er ikke noget, man ville forvente så meget af i den her kategori. De går ikke ud om aftenen, de drikker sig ikke fulde i nattelivet eller går på dates. Men de er altså alligevel udsatte,” siger Line Vaaben.

Bjarke Oxlund er professor i antropologi på Københavns Universitet. Han har ikke beskæftiget sig med drab på ældre, men han har forsket i aldersdiskrimination. Han hæfter sig ved, at drab på ældre kvinder trods alt udgør en lille andel af drab totalt set. Og han fortæller, at samfundet generelt diskriminerer ældre mindre og mindre, fordi den aldersgruppe er begyndt at minde mere om andre aldersgrupper, i takt med at flere bliver ældre.

Han henviser til, at ældre i højere grad bliver skilt end tidligere, at de går i ungdommeligt tøj, og at de rejser og udfolder sig frit. 

“68-generationen insisterer blandt andet også på stadig at have et aktivt og meningsfuldt sexliv. Og derfor er forekomsten af utroskab og skilsmisse lige så udbredt. Partnerdrab er jo tit koblet op på vold eller affekt og jalousi, og det hænger jo godt sammen med den tendens,” fortæller Bjarke Oxlund. 

Kvinder over 65 år udgør 26 procent af voksne kvinder i Danmark. Og ifølge Danmarks Statistik vil ældre over 65 år i 2030 udgøre én million borgere, mens ældre over 80 år vil udgøre over 400.000 borgere.

De ældre kvinder udgør ganske vist ikke en stor andel med 13 procent af de kvindelige drabsofre, men det kan ændre sig, i takt med at befolkningsgruppen vokser, vurderer både Line Vaaben og Jennifer Storey.

Jennifer Storey siger, at jo større den ældre aldersgruppe bliver, desto flere drab på ældre vil der også komme. Men hun forudser også, at den procentvise andel vil stige, hvis forskningen ikke følger med, så flere drab kan forebygges.

“Drab sker sjældent ud af det blå. Der er tit tydelige tegn på, at det kunne ske – det kan være fysisk eller psykisk vold. Hvis der er kendskab til tegnene, vil personalet omkring de ældre, eksempelvis ældreplejen, kunne indberette det til myndighederne. Hvis ældre mennesker får færre muligheder for at være i kontakt med professionelt personale, i takt med at den ældre befolkningsgruppe vokser, vil det betyde, at færre advarselstegn vil blive opdaget,” siger Jennifer Storey.