Prøv avisen

Drabsplaner mod karikatur-tegner ryster politikere

Planer om at dræbe Jyllands-Postens tegner Kurt Westergaard ryster politikere, som blandt andet opfordrer moderate muslimer i Danmark til at fordømme planerne

Planerne om at myrde bladtegneren Kurt Westergaard chokerer politikere, der samtidig roser Politiets Efterretningstjeneste (PET) for at have optrævlet planerne, inden de blev til virkelighed.

PET anholdte tidligt tirsdag morgen en række personer, som er mistænkt for at planlægge et drab på Kurt Westergaard, bladtegner på Jyllands-Posten. Kurt Westergaard var blandt de 12 tegnere, som i 2005 tegnede den muslimske profet Muhammed i avisen.

Alvorlig terrortrussel
- Det her understreger, at det dels handler om en alvorlig terrortrussel fra islamiske fundamentalister, men også vigtigheden af, at vi, der tror på demokrati, frihed og ytringsfrihed, står sammen i et forsvar for, at man kan tegne og ytre sig, som man vil, siger næstformand i Socialdemokraternes folketingsgruppe, Morten Bødskov til Ritzau.

Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, er også påvirket af, at mordplaner af sådan en art kan forekomme i Danmark.

Indsats mod ekstreme grupper
- Det er rystende, at vi har mennesker i det her land, der så meget som kunne drømme om at foretage et attentat på en bladtegner, der bare bruger sin ytringsfrihed, siger hun.

Hun håber, at der er tale om en enkeltstående sag. Men samtidig henviser hun til, at det indgår i regeringsgrundlaget, at der skal gøres en større indsats mod ekstremisme.

- Den her sag viser jo bare, at vi har et stort arbejde foran os, siger hun.

Bør fordømme mordplaner
Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, ønsker, at moderate muslimer tager markant afstand fra planerne om at myrde tegneren.

- Jeg opfordrer de moderate muslimer i vores land til at komme på banen og i klare vendinger fordømme disse mordplaner, siger han.

- Vi politikere kan opstille en synlig konsekvens over for den slags hjemlig islamisme, men det moderate muslimske samfund må også komme på banen med en fordømmelse uden forbehold. Der kan ikke være nogen som helst forståelse for denne primitive fanatisme, siger Peter Skaarup.

Vil begrænse ytringsfrihed
Fungerende gruppeformand for Enhedslisten, Per Clausen, mener, at det er skærpende, når mordplaner vil begrænse ytringsfrihed.

- Det er naturligvis totalt uacceptabelt at planlægge mord på andre personer, og hvis der er tale om planer, som er et led i at bekæmpe ytringsfriheden, er det om muligt endnu værre. Derfor må sådanne planer fordømmes, siger Per Clausen.

Forstår ikke danske værdier
Henriette Kjær, politisk ordfører for De Konservative, kalder det for et uhyggeligt angreb på danske frihedsrettigheder.

- Gruppen af muslimer, som står bag drabsplanene på Kurt Westergaard, er desværre et tydeligt eksempel på, at ytringsfriheden er under pres - ikke bare udefra, men også inden for vores grænser.

- Det demonstrerer med al ønskelig tydelighed, at der bor mennesker i Danmark, som absolut ingen forståelse har for danske værdier og frihedsrettigheder, siger Henriette Kjær.

ritzau