Familiedrab er det mest præcise ord, når en mand slår kone og børn ihjel

I april 2017 slog endnu en mand sin familie ihjel - denne gang i Brønshøj. Politi og presse har tradition for at omtale drab inden for familien som familietragedier, men formuleringen deler sprogforskere. Læs eller genlæs denne artikel fra januar

”Ingen drab er mere forståelige end andre, og vi ville ikke tøve med at bruge ordet ’drab’, hvis en mand dræbte tre-fire tilfældige mennesker nede i Netto,” siger kønsforsker Christian Groes. På billedet ses venner og familie til de dræbte i Ulstrup ved Randers i sorg.
”Ingen drab er mere forståelige end andre, og vi ville ikke tøve med at bruge ordet ’drab’, hvis en mand dræbte tre-fire tilfældige mennesker nede i Netto,” siger kønsforsker Christian Groes. På billedet ses venner og familie til de dræbte i Ulstrup ved Randers i sorg.

Alle medier og iagttagere er enige om, at det er forfærdeligt og tragisk, når en person slår sin egen familie ihjel. Men da politiet i denne uge slog fast, at der forud for fundet af seks lig i et parcelhus i Ulstrup ved Randers var sket det, at manden havde slået sin kone og sine fire børn ihjel for derefter at begå selvmord, begyndte en sproglig diskussion om, hvorvidt ”familietragedie” eller ”familiedrab” var den rigtige betegnelse.

”Når en mand slår sin kone og børn ihjel, er der ikke tale om en ’familietragedie’, men et massedrab. Termen antyder, at der er tale om et privat anliggende, som ikke angår samfundet,” konkluderede en artikel i Berlingske Tidende, og en analyse i Information argumenterede for ”familiedrab”, fordi ”familietragedie” gør begivenheden til ”et uforståeligt lynnedslag i Hverdagsdanmark”.

Andre debattører har imidlertid svært ved at se brugen af ordet ”tragedie” som problematisk, så længe man også fortæller, at det var et drab med en gerningsmand og ofre. En tragedie er ifølge Ordbog over det danske Sprog en ”(uventet) ulykkelig situation eller hændelse som fremkalder dyb sorg, smerte eller bedrøvelse”, og det gør Ulstrup-begivenheden, mener Michael Ejstrup, forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Ordet ’massedrab’ synes jeg, sender signaler om massakrer under Anden Verdenskrig, i Mellemøsten eller i Bosnien. ’Familiedrab’ har den begrænsning, at man får et billede af, at nogen udefra har slået en familie ihjel. Men dets styrke er, at der er en agent og et offer, altså en, der gør noget imod nogle andre. Jeg vil dog foretrække ’familietragedie’, selvom det kan dække over mange andre ting,” siger Michael Ejstrup, som mener, at det danske sprog mangler et ord, der er fuldt dækkende.

Der er ingen tvivl om, at medier i mange år har foretrukket ”familietragedie”, konstaterer Ida Elisabeth Mørch, seniorkonsulent i Dansk Sprognævn, som i avisdatabasen Infomedia kan finde 12.250 forekomster af dette ord siden 1980 mod kun 600 forekomster af ”familiedrab” siden 1990.

”Begge ord kan bruges, men ’familiedrab’ er mest præcist. ’Familietragedie’ kan også dække over helt andre forhold. For eksempel et højt alkoholforbrug,” forklarer seniorforskeren.

En søgning i Kristeligt Dagblads elektroniske arkiv viser, at denne avis siden 1896 har skrevet ”familietragedie” 97 gange, og ordet har i tidens løb været brugt om alt fra en mand, der blot forlod hustru og børn, til sager om seksuelt misbrug som Brønderslev-sagen. ”Familiedrab” har kun stået seks gange i Kristeligt Dagblad. I 1968 anvendte avisen ordet om en revisor fra Assens, der dræbte sin hustru og sine to børn.

Men hvorfor denne strid om ord? Ifølge Christian Groes, lektor og kønsforsker ved Roskilde Universitet, fordi ordet ”tragedie” slører, at der er foregået en handling, som nogen har ansvar for, og som der er brug for at tage afstand fra for at kunne forebygge tilsvarende episoder i fremtiden.

”Det er naturligvis tragisk, når sådan noget sker, men ordet tragedie kommer fra græsk tradition og signalerer noget skæbnebestemt. Det fratager gerningsmanden et ansvar, vi i en retsstat må insistere på, at han har,” siger han.

Ifølge Christian Groes handler striden om en lang nedarvet ”patriarkalsk arv” i vores kultur, som også forklarer, at personer af hankøn er i overtal blandt fortalerne for ”familietragedie”.

”Vi er nødt til også rent sprogligt at bryde med forestillingen om, at manden ejer kvinden og børnene og kan herske over deres liv og død,” siger han og tilføjer:

”Ingen drab er mere forståelige end andre, og vi ville ikke tøve med at bruge ordet ’drab’, hvis en mand dræbte tre-fire tilfældige mennesker nede i Netto.”