Prøv avisen

Drengen, der ikke var som de andre

Ved det aflange gravsted med engle og blomster står der på den sten, Casper Nordsted valgte til sin lillebror: Jannick Nordsted "Michelle" har nu fundet lykken

I Skibby på Sjælland sidder en familie med flere spørgsmål end svar. Sønnen Jannick Nordsted kæmpede med sin seksualitet og sit køn. Til sidst valgte han livet fra. Familien kan godt se, at han havde det svært. Men hvorfor sagde han ikke noget til dem? Hvorfor gjorde de ingenting selv?

”Nu kan jeg ikke mere.” 11-årige Jannick Nordsted kommer hjem fra skole en dag i foråret 2006. Han kan ikke mere. Jannick Nordsted går på det tidspunkt i 5. klasse på Marbækskolen i Skibby, hvor han i et år har haft kronisk ondt i maven. Først nu finder familien og skolen ud af, hvad mavepinen skyldes. Han er blevet mobbet. Når han om morgenen er taget fra hjemmet til skolen, har de andre drillet ham.

Hvad der præcist er sagt eller gjort, har Jannick Nordsted aldrig fortalt. I fire en halv måned sidder han i familiens hus, mens resten af klassen fortsætter i 5. klasse. På sit blåmalede værelse spiller han computerspillet World of Warcraft, hvor han bliver god til at skrive på engelsk, og så kommer matematiklæreren en gang imellem med plus- og minusstykker. Engelsk og regnestykker bliver en dag afbrudt af moderens fund i sønnens tøjskab. Moderen, Mette Nordsted, har opdaget, at noget af hans tøj er klippet i stykker. Shorts er blevet til hotpants, og der er blevet klippet nederdele og bh’er ud af drengetøjet.

”Jannick, hvad er det her for noget?”.

”Jamen det skal du ikke tænke over, mor,” bliver der kort svaret.

[Jannicks mor, Mette Nordsted: ”Jeg havde det sådan, at man ikke skal jokke på sine børn. Selvom de er børn, har de også et privatliv. Jeg ville ikke skubbe til ham. Jeg ville ikke skubbe ham fra mig. Jeg ville ikke rykke op i noget, hvis han ikke havde lyst." ]

I 2012 begik 33 unge mænd i alderen 15-24 år selvmord. Fælles for de fleste tilfælde er, at det kommer som et chok for de efterladte, som ingen direkte forvarsler har fået. Her er historien om en 19-årig ung mand, hvis problemer gled over i selvmordstanker. Historien om selvmordstanker, som ingen opdagede, før det var for sent. Det var det den 19. marts 2014.

Familien Nordsted i Skibby bestod af moderen, Mette, bonusfaderen, René, storebror Casper og lillebror Jannick. Drengenes far, Ole Laursen, boede i Søborg.

Forældrene gik fra hinanden, da Jannick Nordsted var 5 år. Skilsmissen medbragte en del kontroverser mellem forældrene, som påvirkede den lille dreng. Han trak sig mere ind i sig selv og blev mere stille. Stilheden var intakt, da René Nordsted, moderens nye kæreste, et halvt år efter skilsmissen flyttede ind i den nye lejlighed. Det tog noget tid for Jannick Nordsted at vænne sig til endnu en mand i sit liv. Parret flyttede efterfølgende med børnene til huset i Skibby, da Jannick Nordsted skulle starte i 2. klasse i 2003. Kort inden havde moderen fået forældremyndigheden over drengene. Det var her, da Jannick Nordsted en dag lå og tonsede som en sindssyg rundt med en bamse på stuegulvet, at familien første gang italesatte, at der var noget galt. Det var ikke helt normalt.

Efterfølgende, i efteråret 2005, kom en stor rapport om sønnen. Jannick Nordsted haltede et år efter andre på hans alder, og så blev han diagnosticeret med Tourette Syndrom. En tilstand med tics, som kan være i form af bevægelser eller specielle lyde. Han sagde dyrelyde. Kort efter fik han også konstateret ADHD.

”Jeg er ikke ligesom de andre,” var Jannick Nordsteds kommentar til diagnoserne. De kom et halvt år før, han ikke kunne gå i skole mere.

[ Mette Nordsted: ”Jannick har altid haft brug for, at man passede på ham. Han havde brug for sin mor, og specielt når han havde det sådan her. Derfor har jeg altid beskyttet ham ekstra meget, for ham skulle jeg passe på.” ]

Jannick Nordsted havde ret. Han var ikke ligesom de andre. I resten af 5. klasse samt 6. og 7. klasse gik han i skole på special-tilbuddet Svinget. Kristian, en anden dreng fra Svinget, var den eneste ven, han nogensinde fortalte, at han ville være en pige.

8. og 9. klasse foregik på specialtilbuddet Hanghøj, hvor Jannick Nordsted lærte at spille guitar og blev gode venner med den jævnaldrende Simone Krath. Det venskab fortsatte. Efter 9. klasse tog Jannick Nordsted på Efterskolen Smededal ved Mørkøv. Det var moderens idé, og han var med på den, så længe efterskolen ikke lå alt for langt væk hjemmefra.

I efteråret 2010 flyttede fætteren Nicklas ind hos familien. Et par måneder efter flyttede storebroderen Caspers kæreste ind. Brødrene Casper og Jannick Nordsted lignede hinanden af udseende. Høje, tynde drenge med samme ansigtstræk. Men på personligheden var der kun få ligheder. Casper Nordsted var social og gik til grænserne. Sådan var lillebroderen ikke. Han var indadvendt, og ham skulle man ikke være for hård ved. Men da han kom hjem fra efterskolen, svarede han pludselig storebroderen og de andre unge i huset igen. Han plejede bare at tie, hvis der faldt provokerende ord.

Jannick Nordsted havde gennem de sidste år fået nye venner og en tro på sig selv.

[ Mette Nordsted: ”Jeg kunne mærke, at Jannick i de år blev mere uafhængig. Han trak sig fra mig. Han klarede sig selv, og han hvilede mere i sig selv. Så trak jeg mig også for at give ham plads.” ]

Han ville være spildesigner. Derfor startede han i 2012 på HTX i Ballerup. Det gik fint, indtil han i maj 2013 kom hjem og sagde, at han var droppet ud. Der var for mange lektier. Fra maj til september gik han hjemme. Han søgte nogle jobs, men ingen af dem førte et job med sig. I stedet valgte han at starte sin egen hjemmeside. ”Gamerne” hed den. En side, hvor brugerne skulle betale penge for at spille computerspil.

Den sommer viste det sig endnu tydeligere for familien, at Jannick Nordsted ikke var som andre. Mette Nordsted fandt kvindetøj i sin søns tøjskab, da hun ville lægge vasketøj på plads. Hun lagde tøjet frem på spisebordet og kaldte ham ud i køkkenet, da han kom hjem.

”Det er rigtig nok, mor. Det hedder transkønnet.”

Han satte sig på en stol ved spisebordet og forklarede, at han gerne ville sidde, som pigerne gør. Med det ene ben trukket ind under det andets lår, som hviler på stolen. Han ville også gerne stå, som pigerne gør. Han rejste sig, skubbede hofterne til siden og tog en hånd i taljen. ”Sådan,” sagde han og gik ind på værelset, som om der ikke var mere at tale om. Men lidt efter kom han ud med sin iPhone. Han viste moderen nogle linjer, som han havde skrevet i 4. klasse. Han levede i skallen ”Jannick”, men han var pigen Michelle, stod der beskrevet. Et efterfølgende lægebesøg og en henvisning til Rigshospitalet endte dog ikke som ønsket. ”Kom igen, når du er 25 år,” lød beskeden. Jannick Nordsted var 19 år.

[Mette Nordsted: ”Det har været et nederlag for Jannick. Jannick ville være en pige. Den kamp skulle han selv tage, men jeg ville hjælpe ham, når han var klar til, at jeg skulle hjælpe. Jeg ville gå igennem det hele med ham. Det vidste han.” ]

Samme år i september startede han på grundforløbet Strøm, styring og IT på HTX. En uddannelse, der skulle slutte med en eksamen i marts, hvorefter han skulle begynde i en læreplads. Men efter jul ændrede Jannick Nordsted sig. Igen. Han havde tidligere sørget for at komme i seng i ordentlig tid, stå tidligt op, tage sin medicin og spise morgenmad, inden han skulle ud ad døren. Sådan var det ikke længere. Han ville heller ikke søge en læreplads. Måske ville han være bartender i stedet.

Mette Nordsted fik et møde med kommunen den 11. marts 2014, for at se om de kunne hjælpe med at få hendes søn videre. Han troppede op, lidt ugidelig. Men alligevel virkede han efterfølgende optimistisk. Det skulle nok gå. Også med uddannelsen. Den efterfølgende weekend var han sammen med sin far, farmor og farfar i Casper Nordsted og kærestens nye lejlighed. Det var lørdag, og Jannick Nordsted var glad, smilende, grinende og pjattende, mens der blev spist kage og drukket kaffe. Den 28. marts skulle han til sin sidste eksamen på uddannelsen, fortalte han.

Samme weekend mødtes han med den gode veninde Simone Krath. Ligesom han havde fortalt faderens familie, fortalte han veninden, at han havde det godt, og at han gerne ville læse videre. Tirsdag aften den 18. marts sad han ved sin computer, da Mette Nordsted gik ind for at sige godnat omkring kvart i ti. Hun skulle tidligt op næste morgen.

”Kan du sove godt.” ”Ja, ja. Godnat,” lød svaret. Om natten hørte hun, at han stod op. Klokken var fire, og han skulle nok tisse.

[Mette Nordsted: ”Jeg kunne godt mærke den aften, at han havde det lidt halvskidt. Men jeg tænkte, at vi måtte snakke om det, når han havde været til eksamen en uge efter. Jeg skulle nok ikke skubbe yderligere til ham lige nu.” ]

Næste gang hun så sin søn, var han ikke længere i live. Jannick Nordsted hængte sig kl. 09.04 den 19. marts 2014. Jagten på svar er for længst sat i gang. Nogle af spørgsmålene får de pårørende aldrig svar på. Dem kunne kun Jannick Nordsted svare på. Nogle andre stiller de efterladte sig selv.

”Hvorfor kom du ikke? Hvorfor skulle det ende sådan?”, spørger moderen sin søn, når hun står på kirkegården og kigger på gravstenen.

Hun er lidt vred på ham. Han kunne ikke være bekendt at vælge livet fra. Men vreden vendes hurtigt indad. Her ligger der langt flere spørgsmål. For der er ingen tvivl blandt familie og venner. Jannick Nordsted havde det svært. Det kunne alle se.

”Hvorfor gjorde vi ikke noget? Hvorfor har vi ikke kunnet hjælpe ham? Hvorfor så jeg det ikke som mor? Hvorfor reagerede jeg ikke? Hvorfor gav jeg ham ikke et kram og spurgte ind til, hvordan han havde det?”.

Familien har ikke fundet svarene. Jannick Nordsted har til gengæld efterladt svar til de efterladte på, hvor længe han har haft selvmordstankerne, og hvad der foregik om morgenen den 19. marts.

Det var bonusfaderen René Nordsted, der fandt ham i familiens røde skur. Her hænger resterne af det hvide reb stadig. Moderen, Mette Nordsted, kan ikke tage det ned endnu. Det er et bevis på, at hendes søn virkelig ikke er her mere, når hun har svært ved at tro på det. Det var det, han var oppe at hente om natten, da hun troede, at han var på toilettet. På hylden langs skurets væg havde han lagt sin mobiltelefon. Med den har familien fået et indblik i hans sidste uger.

Den 7. marts skrev Jannick Nordsted en kommentar på You-Tube til sangen ”Glem mig”:

”Har kraftige selvmordstanker:’(har mest lyst til bare at gøre en ende på det hele nu =’(”

Den 10. marts downloadede han et billede med fire trin til at lave en galge, lige inden han skulle til mødet på kommunen med sin mor, og dagen efter skrev han på Facebook:

”The ones that grabs you when you’re on the edge of life, those are the people I admire, and the ones, in my opinion, are mankind’s true heroes.”

”Dem, der griber dig, når du står på kanten af livet, er dem, jeg beundrer, og dem, der i mine øjne er menneskehedens sande helte.” Ingen hæftede sig ved opdateringen.

Om morgenen den 19. marts blev Jannick Nordsted vækket af sin bonusfar, René Nordsted. Efter flere opfordringer stod han op og gik hen til bussen. Mens han ventede, kørte bonusfaderen forbi. De vinkede et ”ha’ en god dag” til hinanden. Efter kort tid i bussen tog Jannick Nordsted et billede af sig selv, inden han stod af for at gå hjem igen.

[Mette Nordsted: ”Jeg tror, han har taget billederne, så vi skal kunne forstå, at han virkelig har gjort det her. Han har vidst, da han tog det billede, at det var det sidste billede af ham. Man kan se på billedet, at han er rejst. Han er helt tom i blikket. Det kan man tydeligt se i forhold til andre billeder af ham.” ]

Jannick Nordsteds værelse står stadig, som han har forladt det i det gule murstenshus. De blå vægge, reolen med parfumer, tandbørste, sengen, computerbordet og tøjskabet med drenge- og dametøj. Oven på skabet står den obligatoriske Aida-kasse med tallerkener og kopper, som var første skridt til, at han ligesom sin storebror skulle flytte hjemmefra. På væggen hænger et stort billede af en kvinde bagfra med bukserne halvt nede.

Ingen kendte til alt dametøjet, der lå gemt i Jannick Nordsteds tøjskab. Der hænger stadig en lyserød strikkjole med pailletter, en blå festkjole uden stropper, højhælede, langskaftede sorte støvler og forskellige toppe, som familien først har opdaget efterfølgende.

Støvlerne har han ikke gået med, kan man se på sålen. Det andet tøj har han haft på, når han har været alene hjemme, tror familien. På værelset har familien også fundet et brev fra skolen. Det er sendt den 27. februar 2014. Jannick Nordsted havde for meget fravær.

[Mette Nordsted: ”Jeg tror, at Jannick har været usikker på livet. Usikker på, om han kunne klare det. Der har hele tiden været noget, som Jannick har kæmpet med. En skilsmisse, diagnoser, mobning og så tvivlen om, hvem han var som person.” ]

Det forklarede han også selv i afskedsbrevet, som familien efterfølgende har haft god tid til at læse om og om igen. Han vidste godt, at der ikke var nogen god grund til at gøre det, men hvis folk var i hans sko, ville de have gjort det samme, skrev han. Det var for svært at leve som to personer. Og det ville det altid være. Nu håbede han, at Gud ville tillade pigen i ham at leve igen. Helt i stedet for gemt.

Bisættelsen foregik torsdag den 27. marts. Jannick Nordsted blev til den pige, han gerne ville. Han blev velsignet af præsten. Han var blevet sminket, iført en lang, sort pailletkjole med sorte, højhælede støvler og smykker, som han havde gemt i sit skab.

Med sig havde han også sin bedste krammebamse, guitaren, blomster, en pose chips med Sour Cream and Onion, en coca-cola og tre billeder af hundene Rofus, Lucky, Basse og Sofus.

Nogle gange har familien det, som om Jannick Nordsted lige om lidt kommer susende ind i huset, siger ”hej, hej” og går ned til computeren på værelset. Men det gør han ikke. Rebet, værelset, billederne af ham, og hans ur, der ligger i stuen, hvor tiden er stoppet ved det sidste livstegn, hjælper familien til at forstå, at Jannick Nordsted er væk for altid. Gravstedet hjælper også familien til at forstå. Ved det aflange gravsted med engle og blomster står der på den sten, Casper Nordsted valgte til sin lillebror: Jannick Nordsted ”Michelle” har nu fundet lykken.

En såkaldt QR-kode har fået plads for enden af gravstedet. Scanner man koden med sin mobiltelefon, kan man få Jannick Nordsteds historie beskrevet. En historie, som de efterladte ikke kan ændre på. Men når de ser tilbage, ville de ændre to ting. Han skulle have sagt noget, og det skulle de også selv.

[Mor, Mette Nordsted: ”Hvis bare han havde sagt noget, så ville jeg jo have været der. Jeg havde sat alt andet væk og hjulpet ham, alt det jeg kunne. Men jeg fik ikke hjulpet ham. Og det gør, at jeg går med mange skyldfølelser. Hvorfor har jeg ikke kunnet hjælpe mit eget barn? Jeg skulle ikke snage i hans privatliv. Men jeg skulle have spurgt ham, hvordan han havde det.”]

[Far, Ole Laursen: ”Det var et chok af format. Han havde aldrig sagt noget til mig omkring sine problemer, og at han ønskede at skifte køn. I dag kan jeg acceptere, hvad der er sket, fordi jeg kan forstå, at han har haft det svært. Men jeg vidste det ikke.” ]

[Bonusfar, René Nordsted: ”Jeg havde aldrig troet, at Jannick havde det så svært, at han ikke ville leve mere. Men vi anede jo ikke, hvad Jannick virkelig gik med inden i sig. Det fortalte han ikke noget om. Jeg har det sådan, at hvis man forventer at få hjælp, så må man også åbne munden. Men jeg kan jo godt se, at det har været for svært selv at sige noget.” ]

[Storebror Casper Nordsted: ”Hvis han bare havde sagt noget til os det sidste halve år, så havde vi gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe. Jannick og jeg talte aldrig om pigen i ham. Men han har nok været bange for, hvordan vi ville tackle det. Jeg spurgte heller ikke ind, for jeg håbede, han selv kom med det. Men i dag tænker jeg, om jeg bare skulle have spurgt, om jeg kunne få lov til at møde Michelle.” ]

[Veninde Simone Krath: ”Jeg er sur på ham, fordi han ikke sagde noget. Der var stadig muligheder for at blive den pige, han følte, han var. Men set i bakspejlet kan jeg godt forstå ham. Jannick var meget stille omkring sine problemer, så jeg er ikke sikker på, at hverken familie eller venner kunne have gjort noget anderledes." ]

Portrættet af Jannick Nordsted er blevet til med hjælp fra familie, venner og dokumenter.