Dansk-pakistanske Babar Razi var 15 år, da han første gang smagte alkohol. Han blev hurtigt mere end almindeligt glad for de våde varer, og i løbet af få måneder udviklede han en egentligt afhængighed.
Men hans tiltagende forbrug af øl og spiritus var ikke noget, der blev talt åbent om i familien. Da han senere blev selvstændig i tele-marketingbranchen, fortsatte han sit misbrug, samtidig med at han passede sit job.
LÆS OGSÅ: Nøglepersoner skal bryde tabu om misbrug i indvandrermiljøer
I mange år levede jeg et dobbeltliv i forhold til min familie. I perioder kunne jeg drikke tæt, men jeg forsøgte at holde det hemmeligt. Min familie talte indbyrdes om, hvad der var galt med mig. Men jeg blev aldrig konfronteret med alkoholproblemet. Flere gange, hvor jeg var led og ked af mig selv, tog jeg på sommerferie i Pakistan for at få en pause. Men da jeg kom tilbage, var problemerne de samme, fortæller den i dag 44-årige Babar Razi, der tog beslutningen om at gå i behandling i 2000.
I dag er han den eneste muslim i Danmark, der har taget uddannelsen som international misbrugskonsulent, og i løbet af det kommende år skal han uddanne nøglepersoner, som kan udbrede kendskabet til misbrug og mulighederne for behandling, hvad enten det drejer sig om stoffer, alkohol eller ludomani.
Babar Razi fortæller, at hans egen historie er typisk. Blandt muslimske familier er der en stor benægtelse af især alkoholmisbrug på grund af Koranens forbud mod at drikke.
I mange familier siger man: Muslimer drikker ikke. Hvis man siger til en person. Du drikker, så vil det ofte blive opfattet som et anslag mod selve den muslimske identitet. Man vil ikke italesætte misbruget, og hvis der er alkoholproblemer i familien, er holdningen ofte, at det ikke må komme ud til omverdenen. Problemerne forbliver en hemmelighed i familien, forklarer Babar Razi. Han fortæller, at mange familier forsøger at løse deres børns stof- eller alkoholmisbrug ved at sende dem på genopdragelsesrejse i hjemlandet.
Mens de er hos familien i hjemlandet, er der ikke noget misbrugsproblem, for de har ikke adgang til rusmidler. Men de problemer, der ligger til grund for misbruget, bliver ikke løst, og når de kommer tilbage til Danmark, er situationen den samme som før, og de falder tilbage i misbruget.
En anden udbredt løsningsmodel er, at familien arrangerer et ægteskab for den misbrugende.
Ofte er det tavse budskab til ægtefællen: Vær nu sød og rar, så din mand eller kone holder op med at drikke. Og man gør på den måde ægtefællen ansvarlig for, at misbruget stopper. Familien betragter drikkeriet som en dårlig vane. Men vi, der arbejder med misbrug, ved jo godt, at afhængighed er en lidelse, der kræver behandling, siger Babar Razi. Han understreger, at afhængighed i indvandrermiljøer har mange ansigter.
Blandt kvinder er det udbredt med misbrug af slankepiller og medicin, og hash er meget almindeligt blandt unge mænd. I nogle etniske grupper er ludomani meget udbredt. For nylig holdt jeg selv oplæg for 40 kvinder med flygtningebaggrund. Næsten alle gav udtryk for, at de var afhængige af medicin.
Benægtelsen af misbrug betyder også, at nogle forsøger at løse deres misbrugsproblem på et behandlingscenter i hjemlandet.
Jeg har besøgt behandlingscentre i Pakistan, hvor 80 procent af klienterne kommer fra Europa og USA. Men når de kommer tilbage, er der stadig en uvidenhed hos familien om, hvad misbruget drejer sig om.
Babar Razi håber, at uddannelsen af frivillige, der kan sætte misbrug på dagsordenen i indvandrermiljøer, er et første skridt til at bryde tabuet og tale åbent om problemet.
Vi skal også ruste nøglepersonerne til at forklare, at misbrug er en sygdom og ikke noget, der bare går væk, selvom man bliver gift eller sendt tilbage til hjemlandet. Og så håber vi, at vi kan være med til at fjerne den skam og skyld, der omgærder afhængighed.
