USA’s legendariske Apollo-program kulminerede i juli 1969 med, at et rumfartøj landede på Månen, så to astronauter kunne plante Stars and Stripes på dens overflade og gøre honnør for flaget.
Det var en vigtig symbolsk og nationalt samlende begivenhed, men ikke meget mere end det. Når USA nu forbereder bemandede Mars-rejser, er målet ikke bare at plante flaget og tage hjem igen, men at udbrede den menneskelige civilisation, så den i fremtiden vil være til stede på to kloder.
Det er de svimlende perspektiver for den erklæring om fremtidig kolonisering af Mars, som USA’s præsident Barack Obama netop er fremkommet med.
”Jeg håber en dag at kunne løfte mine børnebørn op på mine skuldre. Vi vil stadig se op mod stjernene og undre os. Men i stedet for forventningsfuldt at afvente vores frygtløse opdagelsesrejsendes hjemvenden, vil vi vide, at på grund af de valg, vi træffer nu, er de ikke rejst ud i rummet bare på besøg, men for at blive – og derved gøre vores liv her på Jorden bedre,” hedder det blandt andet i Obamas erklæring, som CNN offentliggjorde i tirsdags.
Den amerikanske præsidents vision er, at USA i 2030’erne skal sende mennesker til Mars og bringe dem sikkert hjem igen. Og det er ikke overraskende, at Obama føler, at tiden er kommet til de højstemte erklæringer. Om en måned vælger amerikanerne hans efterfølger, og den 1. januar 2017 fratræder han formelt.
Men ifølge Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space, er visionen om en Mars-koloni både realistisk og aktuel.
Ligesom den måne-vision, præsident John F. Kennedy satte ord på i en tale den 25. maj 1961, er Mars-visionen led i et igangværende rumkapløb.
”Det er ikke nyt , at Obama vil til Mars. Det nye er, at han så klart siger, at Mars er vores skæbne. Når Obama udvider sin vision fra en Mars-landing til en Mars-kolonisering, skyldes det, at USA’s rumfartsadministration NASA er i et rumkapløb med forretningsmanden Elon Musk og hans projekt SpaceX,” forklarer Michael Linden-Vørnle.
Obama overtogsom nyvalgt præsident Mars-programmet Constellation fra forgængeren George W. Bush, og han har selv tidligere talt om en bemandet Mars-landing inden udgangen af 2030’erne, ligesom Kennedy talte om en månelanding inden udgangen af 1960’erne.
Elon Musk, som også er manden bag el-bilen Tesla og solvarmefirmaet SolarCity, har i længere tid ytret, at hans selskab SpaceX vil skabe den teknologi, som skal til for at bygge både de rumfartøjer og de faciliteter på planeten, som skal til, for at mennesker ikke alene kan rejse til Mars, men også blive der i en længere periode.
Det er uden tvivl Musks meldinger og de reelle tekniske landvindinger, han har gjort, som får Obama til nu at gå yderligere ind i rumkapløbet. Men modsat rumkapløbet i 1960’erne er det ikke to rivaliserende supermagter med hver sin ideologi, USA og Sovjetunionen, der konkurrerer. I stedet ser vi en særdeles fredelig kappestrid mellem en afgående præsident, der meget gerne ser et samarbejde mellem NASA og private virksomheder, og en erklæret patriotisk amerikansk opfinder og iværksætter, der helt bogstaveligt vil redde verden.
”Hvis Jorden på et tidspunkt rammes af en katastrofe, kan artens overlevelse afhænge af, at vi har etableret en civilisation et andet sted i rummet. At vores planet skulle gå under, er det svært at forestille sig vil ske før om syv milliarder år, når solen brænder ud. Men vi skal huske, at mindre end det kan ramme menneskeheden. For 65 millioner år siden blev 65 procent af Jordens arter udryddet af en katastrofe, som formentlig var forårsaget af en asteroide,” siger Michael Linden-Vørnle.
Han understreger, at der er mange hindringer, som skal overvindes, før Mars-rejser bliver hverdag. Med den nuværende teknologi varer en Mars-rejse – på enkeltbillet – omkring et halvt år. Og den kan kun gennemføres på de bestemte tidspunkter, hvor afstanden mellem de to planeter er mindst mulig. Mens Jorden og Månen konstant er omtrent lige langt fra hinanden, varierer Jordens og Mars’ indbyrdes afstand nemlig betydeligt.
”Der er med cirka to års interval et tidsmæssigt ’vindue’, hvor en rejse er mulig at gennemføre. Rumfartøjet skal så sendes af sted, lige før den mindste afstand er opnået. Så hvor afstanden til Månen gør, at astronauter i princippet kan tage hjem igen og hente madpakken, hvis man er kommet til at glemme den, så er man langt, langt fra Jorden, når man er på Mars,” forklarer rumforskeren, som tilføjer, at en af Elon Musks mange planer netop er en teknologi, der skal afkorte rejsetiden betydeligt.
At skabe faciliteter , hvor mennesker kan overleve i længere tid på Mars’ ugæstfri overflade, hvor man på grund af luftens høje CO2-indhold er tvunget til altid at bære rumdragt, anser rumforskeren for en endnu større udfordring end at rejse til Mars og tilbage igen.
”Elon Musk arbejder fokuseret på at nå sit mål, og hans rumfartøjer er på tegnebrættet. Men der er selvfølgelig et stykke vej igen, før Mars-visionen er virkelighed. De skal først bygges og afprøves, og vi ved ikke, hvordan offentligheden vil reagere, hvis der for eksempel sker ulykker, som koster menneskeliv. Vil vi acceptere at betale den pris for fremskridt? Det er et etisk spørgsmål, som er svært at svare på. Apollo-programmet skulle gennemføres, koste hvad det ville, fordi det handlede om nationens ære i den kolde krig. Det er ikke sikkert, der er den samme drivkraft i dag,” siger Michael Linden-Vørnle og tilføjer:
”Men hvis viljen og investeringerne er til stede, kommer mennesket til Mars. Det, vi især lærte af Apollo-programmet, var, at alt kan lade sig gøre, hvis man sætter sig for det. Og så vanskeligt er det heller ikke at rejse til Mars. Man fristes til at sige, at det ikke er raketvidenskab.”