Hvert år bryder et ukendt antal danskere velvidende loven, når de bringer et barn til verden ved hjælp af en rugemor, der får betaling for at hjælpe de barnløse danskere.
”Det siger noget om de kræfter, der er på spil, når man ønsker sig et barn,” siger Mikkel Langvad Raahede.
Han er formand for den nystiftede organisation Dare, der arbejder for lige rettigheder for alle familiekonstellationer i Danmark - heriblandt de familier, der bliver til ved hjælp af surrogatmoderskab - og så er han far til tre børn, der alle er båret af kvinder, som mod betaling har stillet deres livmoder til rådighed.
I Danmark er det ikke bare ulovligt at betale en kvinde for at bære et barn, det er også ulovligt at henvise eller formidle kontakt til rugemødre og udenlandske surrogatklinikker, men det betyder ikke, at udvekslingen af informationer og efterspørgslen på rugemødre ikke finder sted. Den foregår bare i det skjulte. På lukkede møder, i hemmelige Facebookgrupper og ved fortrolige konsultationer hos læger.
”Hemmelighedskræmmeriet skyldes en reel frygt for at blive opdaget. Alle er klar over, at det er ulovligt at udveksle informationer om surrogatmoderskab og strafbart at efterlyse rugemødre, og det fylder naturligvis meget for de mennesker, at de gør noget kriminelt.
Det er jo helt almindelige lovlydige danskere, der pludselig oplever, at de er på kant med landets lovgivning, men det er den mulighed, de har for at blive forældre, og derfor ser de ingen alternativer,” siger Mikkel Langvad Raahede, der understreger, at foreningen Dare ikke formidler kontakt til klinikker, der tilbyder surrogatmoderskab.
Ifølge Kristeligt Dagblads kilder findes der i dag tre hemmelige grupper på Facebook, hvor medlemmerne netop udveksler erfaringer og kontaktoplysninger på udenlandske klinikker og forsøger at etablere kontakt mellem barnløse par og potentielle rugemødre. Facebookgrupperne har dæknavne, og nye medlemmer optages kun, hvis de over for gruppens administrator kan sandsynliggøre, at de har reelle intentioner om at blive forældre eller bærere af et rugebarn.
Et medlem af den hemmelige gruppe, der ønsker at være anonym, fortæller, at der er både gode og dårlige historier at hente i Facebookgrupperne. Nogle lykkes med at etablere en god kontakt og få det barn, de altid har ønsket sig, mens andre betaler beløb på op til flere hundredtusinde kroner til kvinder, der aldrig gennemfører den aftalte graviditet.
”Det hele er meget usikkert, fordi det foregår i hemmelighed og uden nogen form for regulering. Der er ingen garantier for, at man får det barn, man betaler for, eller at kvinden for den sags skyld får betaling for sin ydelse. Det gør det hele meget sårbart. En kvinde, der bærer dit barn, kan i princippet afpresse dig for hvad som helst. Der er jo intet, man ikke ville gøre, hvis nogen har taget ens barn som gidsel,” siger hun.
For dem, der vælger at tage til klinikker i udlandet, findes der heller ingen garantier for en lykkelig slutning. Mens der i USA er en lang tradition for surrogatmoderskab og stilles strenge krav til screening af rugemødrene og de potentielle forældre, er markedet for surrogatmoderskab langt mere broget i Asien og Østeuropa. Og i Danmark står de nybagte forældre over for en række juridiske udfordringer, når statsborgerskab og forældremyndigheden over barnet skal sikres - en proces, der kan trække ud i årevis.
Når flere danskere alligevel vælger at kaste sig ud i surrogatmoderskab, er forklaringen enkel, mener ph.d. ved Syddansk Universitet, Karen Hvidtfeldt Madsen, der blandt andet forsker i moderskab og surrogatmoderskab.
”Ønsket om at få et barn er et stærkt og for mange mennesker grundlæggende behov. Derfor oplever personer, der af forskellige årsager ikke kan få børn ad naturens vej - enlige, homoseksuelle og infertile heteroseksuelle - at de begynder at sætte spørgsmålstegn ved de regler og normer, samfundet sætter for, hvem der har ret til at få børn, og hvordan de skal have mulighed for at få dem,” siger hun.
Formand for Jordemoderforeningen og medlem af Det Etiske Råd, Lillian Bondo, har forståelse for de barnløse danskere, der vil gøre alt for at få et barn. Men metoden er ifølge hende problematisk.
”Det er en kæmpe sorg, når man ikke kan få børn, og jeg kan forstå, at man hjælper hinanden. Men mit udgangspunkt er, at kvinder ikke skal opfattes som hylstre for børn, der ikke tilhører dem, uanset om det er i USA eller Indien. Man må også tage hensyn til barnets basale behov for at forblive sammen med den mor, det er vokset op i. Den kontakt har stor betydning for barnets udvikling. Jeg finder det ikke rigtigt, at man aktivt skaber en situation, hvor adskillelse er nødvendigt,” siger hun.
Formand for Dare, Mikkel Langvad Raahede, fortæller at de kommende surrogat-forældre ofte er meget skamfulde over at bryde loven og få børn på en måde, der i den brede offentlighed anses som dybt uetisk og som regulær udnyttelse af fattige kvinder.
Derfor undgår surrogatforældrene ikke bare myndighedernes søgelys, men skjuler i vid udstrækning også deres planer for venner, kolleger og familie. De låner penge i banken under påskud af, at de skal bygge om og kommer hjem efter lange rejser med nyfødte ønskebørn, der på mirakuløs vis er blevet undfanget efter flere års barnløshed. Kun de allernærmeste indvies i, hvordan familieforøgelsen reelt har fundet sted, siger han.
”Det er blot en af mange årsager til, at surrogatmoderskabet skal ud i det åbne. Jeg går selvfølgelig ind for en lovændring, der kan bringe surrogatmoderskab hjem til Dannmark og forankrer det i det danske sundhedssystem, så vi kan sikre både de intenderede forældre og rugemødrenes rettigheder, men jeg mener som minimum, at vi bliver nødt til at tage debatten og sætte fokus på, at det her foregår på en stadig mere systematiseret måde og i stadig større omfang,” siger Mikkel Langvad Raahede.