Droner kan skade naturen – men næppe i Danmark

En stor gruppe internationale forskere udtrykker bekymring for, hvordan den øgede brug af droner vil påvirke biodiversiteten. Problemet vil dog nok ikke blive stort herhjemme, hvor eksperter peger på, at dronerne faktisk kan blive en gevinst for naturen

Forskere frygter, at den voksende brug af droner kan true dyrelivet. Herhjemme deles den frygt dog ikke, og på dette foto, der er taget i Frankrig, er rollerne da også byttet rundt, så det i dette tilfælde er dronen, der kommer uheldigt ud af mødet med en kongeørn. – Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix.
Forskere frygter, at den voksende brug af droner kan true dyrelivet. Herhjemme deles den frygt dog ikke, og på dette foto, der er taget i Frankrig, er rollerne da også byttet rundt, så det i dette tilfælde er dronen, der kommer uheldigt ud af mødet med en kongeørn. – Foto: Georges Gobet/AFP/Ritzau Scanpix.

Naturen bliver glemt, når dronerne og de selvkørende biler gør deres indtog. Det kan ifølge et stort internationalt studie få alvorlige konsekvenser for blandt andet biodiversiteten.

Sådan lyder det fra 170 eksperter på tværs af 36 lande, heriblandt forskere fra Københavns Universitet. I en artikel udgivet i det videnskabelig tidsskrift Nature Ecology & Evolution har forskerne kortlagt, hvordan den øgede teknologisering kommer til at påvirke vores hverdag og miljøet omkring os.

”Når vi taler om teknologi, er det ofte ud fra et effektiviseringsperspektiv. Men vi glemmer at holde os for øje, hvordan teknologien påvirker vores forhold til naturen,” siger Natalie Marie Gulsrud, der er lektor på institut for geovidenskab og naturforvaltning ved Københavns Universitet og en af forskerne bag studiet.

Et af de eksempler, hun giver, er, at den øgede brug af droner blandt andet kan slå fugle og større insekter ihjel. For det er ifølge forskerne en stigende tendens på globalt plan, at det offentlige luftrum i højere grad privatiseres, og at virksomheder ønsker at bruge droner til at levere eksempelvis pakker.

”Vi har heldigvis en vis regulering af droneflyvning i Danmark, men i andre lande, eksempelvis USA, hvor man i højere grad ligger under for en markedslogik, kan det vise sig at blive et problem. Som forskere skal vi fortsat have undersøgt, hvor stor effekten bliver herhjemme,” siger Natalie Marie Gulsrud, der understreger, at regulering er vigtig, hvis den store teknologibegejstring ikke skal have for ødelæggende konsekvenser for vores forhold til naturen.

Et problem mellem drone og natur, som er set herhjemme, er, at folk har fløjet deres drone nær vandrefalkereder for at følge med i, hvad der sker der. Sådan noget er både dumt og ulovligt, siger biolog i Danmarks Naturfredningsforening Bo Håkansson, men generelt deler han ikke bekymringen for, at flere droner i fremtiden vil skade dyr og insekter i tilnærmelsesvis samme skala som for eksempel vindmøller og bilisme.

Tværtimod ser han positivt på, hvordan robotteknologi vil påvirke os og naturen fremover.

”Det vil være en masse fordele ved at bruge droner i forhold til dyreliv. For eksempel taler man meget om at benytte droner til at opdage dyreunger, der trykker sig i det korn, der skal høstes. Det er en kæmpeproblematik, hvor der hvert år lemlæstes og dræbes masser af rålam, harer, agerhøns med mere,” siger Bo Håkansson og nævner endnu en fordel ved droner:

”Hvis der bliver registreret en ulv eller ræv nær en indhegning, ville det være smart at kunne sende en drone hen og lave noget larm og dermed skræmme dyret væk. Det er jeg sikker på ville virke, for er der noget rovdyr ikke kan lide, så er det, at der kommer noget pludseligt ’bulder og brag’. Så fra min stol ser jeg langt mere potentiale, end jeg ser problemer. Og at droner skulle kollidere med fugle og insekter, sådan som studiet frygter, kan jeg heller ikke se for mig. I forvejen er der jo alle mulige andre udfordringer for fugle, insekter og dyr,” siger han.

Også lektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU) Lazaros Nalpantidis, som arbejder med robotteknologi, ser muligheder frem for problemer for naturen, når det kommer til droner.

”Det er indlysende bedre at sende en lille drone ud med en vare end at sende en lastbil. Jeg tror på, at robotter og droner vil være en fordel for kloden,” siger forskeren.

De robotter, DTU arbejder med at udvikle, har indbyggede advarselssignaler, når de nærmer sig et menneske. Men i øjeblikket er der ikke et lignende system, der skal advare dyr. Forklaringen er, at robotter ikke som sådan sendes ud i naturen.

Lazaros Nalpantidis synes generelt, at det internationale studie er interessant, men også lidt fortænkt. Selvom han venligt bemærker, at det er glimrende at debattere forskellige scenarier. Selv arbejder han i øjeblikket på et teknologisk projekt, som skal minimere brugen af sprøjtegifte i landbruget.

”Med droner kan man opdage områder med ukrudt i en mark, inden den høstes, og enten fjerne det manuelt eller med andre metoder. Det er et droneprojekt, som har et stort potentiale i kampen for at nedbringe sprøjtegifte,” siger han.