Prøv avisen

Dronningen drages ind i Tycho Brahe-mysterium

Er det nu Christian IV?s tur til at blive gravet op fra sit hvilested i Roskilde Domkirke og underkastet en dna-analyse? Det er i hvert fald, hvad professor Peter Andersen håber på. -- Foto: Lars Gejl.

Dansk professor beder nu officielt dronning Margrethe om lov til at opgrave Christian IV for at foretage en dna-test, der kan afgøre teorien om, hvorvidt astronomen Tycho Brahe i virkeligheden var kongens far

"Deres Majestæt er Danmarks statsoverhoved, og opklaringen af en af danmarkshistoriens største gåder afhænger af Deres Majestæts personlige beslutning. Dette brev er en anmodning om tilladelse til at undersøge de grave, der tilhører kong Frederik II, kong Christian IV, dronning Sophie og prins Hans af Holsten."

Sådan indleder den danske professor ved Strasbourg Universitet Peter Andersen det brev til dronning Margrethe, han netop har sendt. Nu vil han - én gang for alle - have be- eller afkræftet det mere end 400 år gamle rygte om, at Christian IV i virkeligheden er søn af den verdenskendte astronom Tycho Brahe. Er han det, er der endnu mere, der taler for, at kongen var involveret i sin fars død. Forvirret? Vi tager den lige helt forfra.

Som vi tidligere har beskrevet her i avisen, mener professor Peter Andersen at have beviser for, at Tycho Brahe blev myrdet i 1601 af en lejemorder, muligvis bestilt af Christian IV's hemmelige rådgiver, Jon Jakobsen.

Kongens egen involvering er uklar, men meget tyder på, at han var på kant med Tycho Brahe. Hvis de to var far og søn, og kongen havde fundet ud af det, havde han et klart motiv. Under alle omstændigheder kunne det være en interessant omskrivning af danmarkshistorien, hvis Tycho Brahe virkelig var far til Christian IV og måske også hans søskende.

Christian IV ligger velbevaret i Roskilde Domkirke, og en dna-analyse er bestemt mulig. Peter Andersen har da også haft idéen længe, men i forbindelse med, at Tycho Brahe i sidste måned blev gravet op, virker det oplagt, at det skal være nu, Christian IV igen ser dagens lys, mener han:

" Et blankt afslag ville umiddelbart antyde, at der var noget at skjule. Det ville tvinge mig eller andre til at ansøge om gravåbning i London, hvor Christian IV's storesøster ligger begravet. Hvis Tycho Brahe virkelig havde et intimt forhold til dronning Sophie, så kan han meget vel have været far til alle syv søskende."

Opgravningen af Tycho Brahe har indtil videre ikke afsløret hverken dødsårsag eller mulig morder. En dna-analyse er på vej, som kan afsløre eventuelle sygdomme - og måske et slægtskab med én af Danmarks mest markante konger gennem tiderne.

henriksen@k.dk