I Kongernes Jelling modtog man i påsken tre besøgende, som havde kørt 285 kilometer fra Helsingør til Jelling for at opleve, hvor Lars Mikkelsen i ”Historien om Danmark” gik rundt i den gamle skibssætning, en mere end 350 meter lang skibsformet grav fra Gorm Den Gamles tid.
Og de er langt fra de eneste besøgende, som har ladet deres påskeudflugter inspirere af DR’s historieserie, som er blevet sendt i bedste sendetid de tre seneste søndage.
I Kongernes Jelling kan overinspektør og daglig leder Hans Ole Matthiesen tydeligt mærke en større tilstrømning af mennesker, der kommer, fordi de har set Jellingstenen i fjernsynet og nu bare må se den i virkeligheden. Og det bygger ovenpå en generel historisk interesse, som museet nyder godt af, fortæller han.
I april steg besøgstallene nemlig med 30-40 procent sammenlignet med de tre foregående måneder, og det kan blandt andet skyldes DR’s historieserie, fortæller han.
Samme tilstrømning oplevede museumsdirektør på Moesgaard Museum i Højbjerg ved Aarhus Mads Kähler Holst i påsken, hvor museet havde 20-25 procent flere besøgende end normalt.
”Det er helt tydeligt, at de besøgende refererer til serien, så det er en væsentlig faktor for den øgede interesse for museet,” siger Mads Kähler Holst.
Han peger på, at efterhånden, som udbuddet af historiske museumsoplevelser er blevet større, har det kun stimulereret danskernes nysgerrighed. På samme måde har ”Historien om Danmark” bidraget til endnu mere interesse på området.
Og interessen var helt i top langfredag, hvor hele 2758 mennesker besøgte Moesgaard Museum, og det var især stenalderudstillingen, som åbnede i efteråret, der tiltrak gæsterne.
Men ikke kun stenalderen nyder godt af populariteten. På Vikingeskibsmuseet i Roskilde kom der i påsken omkring 600 besøgende om dagen for at opleve de fem vikingeskibe, hvor der normalt på denne tid af året er cirka 300 besøgende om dagen.
Ifølge økonomichef Claus Christiansen på Vikingeskibsmuseet er de mange besøgende en kombination af, at påsken i år ligger senere, de mange tv-programmer om vikingetiden, og at vikinger fortsat bliver mere populære.
Stenalderen og vikingetiden trækker altså besøgende til over hele landet, og spørger man Peter Yding Brunbech, som er ph.d. i historie og leder af Nationalt Videncenter for Historie og Kulturarvsformidling, skyldes det både en overordnet tendens og en mere specifik tendens.
”Historie og kulturarv oplever en stor interesse og er blevet mere populært i de seneste 20-30 år,” siger Peter Yding Brunbech.
Det har smittet af på for eksempel museumstilbuddene, som i deres formidling er blevet rettet mere mod den almindelige dansker og ikke bare reserveret for en mindre skare. Og det appellerer blandt andet til børnefamilier, hvor forældrene i højere grad efterspørger oplevelser med dybde.
”Forældre vil gerne lave noget kvalificeret med deres børn, som for eksempel at tage på museum. Vi søger tilbage efter noget ægte og autentisk,” siger Peter Yding Brunbech.