DSB indfører krav om cykelpladsbillet i tog

DSB indfører krav om køb af pladsbillet til cyklen på DSB's afgange med fjern- og regionaltog.

Fremadrettet er det et krav at bestille en pladsbillet til sin cykel på DSB's fjern- og regionaltog.
Fremadrettet er det et krav at bestille en pladsbillet til sin cykel på DSB's fjern- og regionaltog. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

DSB indfører ny cykelbillet, oplyser DSB torsdag.

Fremover vil cykelpladsbillet være et krav for at få cyklen med i fjern- og regionaltog.

Tidligere har der været krav om pladsbillet til cyklen i intercity- intercitylyn og lyn+ om sommeren fra 1. maj til 31. august, fremgår det af DSB's hjemmeside.

Med den nye cykelpladsbillet bliver der ensartede regler for cykler i DSB's fjern- og regionaltog hele året.

Formålet er at gøre det nemt og overskueligt for kunderne at rejse med sin cykel, oplyser DSB.

- Vores kunder har længe ønsket større sikkerhed for, at der rent faktisk er plads, når man skal have cyklen med i toget, siger kommerciel direktør i DSB Jens Visholm.

Cyklistforbundet jubler over de nye regler.

- Det er en kæmpe gevinst, siger Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet.

- Det er noget, vi har lagt pres på i mange år, så det er en stor sejr for os i Cyklistforbundet.

Indtil nu har man skullet ringe til DSB for at købe en cykelpladsbillet og derefter hente billetten i en billetautomat. Alternativt kunne man købe billetten i 7-Eleven-butikker på togstationen.

- Det var ekstremt omstændigt, siger Klaus Bondam.

Den nye cykelpladsbillet kan bestilles fra den 1. juli via DSB-appen og koster 20 kroner, uanset hvor i landet man skal hen.

Tidligere har det ikke været muligt at bestille en pladsbillet til sin cykel i regionaltoge.

Det er fortsat gratis at tage cyklen med i S-toget, oplyser DSB.

/ritzau/