DSU-formand: Vi skal samle de unge op

DSU-formand Frederik Vad Nielsen har forud for denne weekends S-kongres skrevet 10 teser, som går i rette med moderpartiet og venstrefløjen

Frederik Vad Nielsen har været Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom siden 2017.
Frederik Vad Nielsen har været Forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom siden 2017.

Hvorfor var der et behov for at lave de her 10 teser?

Fordi det er sundt, når man har det største røde flertal i 40 år, at man tager sin egen ageren og ideologiske grundlag op til debat. Vi har lige nu et rødt flertal, som muligvis, forhåbentligvis, kommer til at eksistere længe. Det er vigtigt, at man giver plads til en ideologisk debat for at se, om vi nu også bevæger os i den rigtige retning.

Ligger der implicit i det udsagn, at man bevæger sig i den forkerte retning?

Nej, det vil jeg ikke helt sige. Men der er nogle meget store udfordringer, vi som venstrefløj har svært ved at løfte. Mistrivslen blandt unge har aldrig været større. Vi har 50.000 unge, der hverken er i uddannelse eller arbejde. Det er nogle enormt store problemer. Derfor spiller vi ind med nogle forslag til løsninger.

Hvilken af dine 10 teser vil du selv fremhæve som den vigtigste?

En overset og meget vigtig tese er nummer fem: ”Det er vigtigere, at unge selv har råd til at flytte tidligt hjemmefra, end at forældre har råd til at købe flere boliger.” Det er en af de største frihedssejre, vi har i Danmark, at vi lever i et land, hvor unge traditionelt kan flytte hjemmefra tidligt. Der er ikke noget mere myndiggørende end at flytte hjemmefra. Men det bliver sværere og sværere at komme ind på boligmarkedet for unge. I stedet foretager rige forældre forældrekøb til deres børn eller sommerhus nummer to.

Hvordan kan man gøre op med det?

Det kan man gøre ved at bygge flere billige boliger. Og det kan man gøre ved at belønne mennesker, der arbejder, i stedet for mennesker, der har formue og ejendom. Det bliver beskattet skævt i forhold til arbejdet. Det skal vi gøre op med.

Hvad ville du selv gøre, hvis du med et slag blev statsminister?

Min første handling ville være at samle de unge op, som er fuldstændigt tabt af vores samfund. Uligheden i den unge generation er tydelig. Der er rigtig mange, som ikke kan læse, skrive eller regne ordentligt, når de går ud af niende klasse. Og der er som sagt 50.000 unge, som hverken er i arbejde eller uddannelse, og det, mener jeg, er et udtryk for, at de er blevet tabt af fællesskabet. Derfor ville jeg, hvis jeg var statsminister, lave århundredets plan for at sikre social mobilitet i ungdomsgenerationen. Jeg ville sikre, at alle unge kan læse og skrive og regne, og at de kan få tag over hovedet.

Gør vi ikke allerede meget for at sikre unges faglighed?

Nej, det synes jeg ikke, vi gør. Vi har fokuseret for meget på lange videregående uddannelser. Vi har snakket om, at vi skal have universiteter i top-10 i verden. Vi har haft alt for stort fokus på sidste del af uddannelseskæden. Det er et kæmpestort svigt af folkeskolen, som bådes skyldes skiftende regeringer og skoleledere, som ikke har taget problemet alvorligt. Vi taler tit om, at vores forældres generation har svigtet de unges generation ved ikke at tage klimaforandringerne seriøst – og det er jeg enig i. Men det er et lige så stort svigt, at man, i et uddannelsesmæssigt perspektiv, har tabt unge på jorden.

Hvad håber du sker på kongressen i weekenden?

Jeg håber, at vi kan få en politisk diskussion. Jeg håber, vi kan få ris og ros og konstruktiv kritik fra ledelsen. Det er nu, hvor det går godt for Socialdemokratiet, at vi skal kunne diskutere med hinanden på en god måde.

Vil du være statsminister?

Nej, det vil jeg faktisk ikke. Det virker som et rigtigt hårdt job. Det misunder jeg ikke. Det virker hårdt for ens familie. Det er ikke op til mig at afgøre, om andre har bragt store ofre, men jeg tror, man skal være gjort af et særligt stof, og det er Mette Frederiksen. Men det tror jeg ikke, jeg selv er.

Hvad er den bedste bog, du har læst for nyligt?

”Onkel Toms Hytte” læste jeg henover sommeren. Den er bare vild. Man siger, at den var en stor del af grundlaget for den amerikanske borgerkrig. Den beskriver, hvordan man så på mennesker i Sydstaterne. Den beskriver på virkelig grusom vis, hvordan slaver blev behandlet. De sindssyge overgreb i bomuldsplantagerne. Den gjorde stort indtryk på mig.