DTU vil hjælpe handicappede med computerchips i hjernen

Forskergruppe fra DTU forsker i, hvordan man med computere knyttet til hjernen kan hjælpe folk med handicap.

Det kan lyde som det rene science fiction, når mangemilliardæren Elon Musk vil hjælpe handicappede med en trådløs enhed, der er koblet til en chip i hjernen - men arbejdet med at udvikle metoden foregår den dag i dag.

Oven i købet i Danmark.

Det fortæller Sadasivan Puthusserypady. Han er leder af forskningsgruppen Brain Computer Interface og lektor på Danmarks Tekniske Universitet, DTU.

Gruppen arbejder med at udvikle chips, der kan hjælpe folk, som har haft et stroke og andre med handicap.

Det betyder, at man kan hjælpe mennesker med lammelser til at kunne bevæge sig og hjælpe folk, der ikke kan tale, med at kommunikere via en skærm.

Alt sammen med tankens kraft.

- Man kan bruge det på rigtig mange måder. Alt fra kommunikation, navigation eller forbedring af folks evner, fortæller Sadasivan Puthusserypady.

Teknologien kan også bruges til underholdning, tilføjer han. Det kunne være til at spille med i stedet for keyboard og mus, sådan som man er vant til nu.

Forskningsgruppen har blandt andet fjernstyrede biler og en drone, der kan styres via en computerchip og hjernen.

Men det kan også bruges til at sende signaler, der fungerer som adgangskode til telefoner eller lignende.

Og det stopper ikke der. Det er nemlig ikke kun sådan, at data kun kommer ud fra hjernen. Det kan også komme ind i hjernen.

- Det går begge veje. Hvordan lærer man ting? Hvordan har du lært at tale? Du lærer det. Du starter med a, b, c, og så kommer ordene. Du lærer det.

- Neuroner har evnen til at lære ting. Hjernen er plastisk. Tryllekunstnere kan trylle, fordi de er trænet i det - det er jeg ikke. Men jeg kan lære det, hvis jeg træner, fordi mine neuroner kan lære det.

Finder man ud af, hvordan man kan gøre det, kan man muligvis genoptræne hjernen til at bevæge kroppen, selv om man er blevet lammet af eksempelvis et slagtilfælde.

/ritzau/