Udviklingsminister Christian Friis Bach (R) så ikke det mindste utilpas ud. Snarere tværtimod.
Med smil og opsmøgede skjorteærmer svarede han gennem to timer prompte på striben af kritiske spørgsmål i Udenrigsudvalget. Han gjorde ikke brug af rådgiveren ved sin side, og han konsulterede kun få gange det på forhånd skrevne talepapir.
Den 23. oktober var han kaldt i samråd om GGGI-sagen. Han redegjorde for rejsereglerne hos andre internationale organisationer, for EU-udbudsreglerne om udviklingsmidler og for informationspligten af Folketinget angående udviklingsarbejdet. Han var på hjemmebane.
OVERBLIK: Se alle ministrenes faglige baggrund her
Det samme er han lidt mere end en måned senere på sjette sal i Udenrigsministeriet med udsigt til Københavns tage, tårne og inderhavnen med Operaen. Efter 15 år i udviklingsbranchen, blandt andet fem år som international chef i Folkekirkens Nødhjælp, satte han sig i oktober 2011 på ministertaburetten for udviklingsbistand, og han er overbevist om, at hans baggrund har gavnet ministerarbejdet:
I min tid som minister har vi ændret fundamentalt på, hvordan vi tænker udviklingsbistanden. Fra at det tidligere havde en klang af almisser til svage mennesker til nu at være et spørgsmål om globale rettigheder. Den fundamentale ændring havde jeg en klar retning på, da jeg trådte ind som minister.
I debatten om, hvorvidt en ministers baggrund skal matche det ministerium, han leder, anfører blandt andre Michael Ulveman, Anders Fogh Rasmussens (V) tidligere rådgiver, at ministre skal være politiske ledere, ikke fagspecialister. Men man kan godt være begge dele, svarer Christian Friis Bach.
LÆS OGSÅ: Få ministre har brugbar erhvervserfaring
Jeg er fagspecialist og har også været leder i Folkekirkens Nødhjælp. Som minister har jeg haft mindst lige så meget gavn af lederfagligheden, for hvis jeg var rykket direkte fra at være forsker til politiker, var jeg nok lettere kommet til at akademisere i det politiske spinatbed uden at kunne drive en organisa-tion i en bestemt retning.
Friis Bach pointerer flere gange, at han har stor respekt for de politikere, som går målrettet efter at gøre politik til en levevej og på den måde bliver eksperter i at navigere i det politiske spil. Hans oplevelse er bare, at et solidt kendskab til det politiske område, man beskæftiger sig med, gavner.
Det giver noget andet til modtageren. Det, at jeg er landmand, bruger jeg ofte på internationale konferencer i forhold til, hvordan vi løser verdens fødevareproblemer. Du bærer et stærkere budskab med dig, når du kan bringe personlige erfaringer. Det giver gennemslagskraft, og du kan lave ting om, når folk stoler på dig og kan mærke, at du ved noget om substansen.
På spørgsmålet om, hvorvidt der så burde være flere ministre med en faglig ballast fra verden uden for Christiansborg, svarer han hurtigt:
Alle skal kunne blive ministre, uanset om man har været frisør, finmekaniker, forsker eller FN-medarbejder. Det er en fejl, hvis vi opbygger et politisk system af professorer.
Der kunne dog med fordel hentes flere fagstærke personer ind på Christiansborg, mener Christian Friis Bach, men det kræver en grundlæggende holdningsændring i befolkningen.
Som fagperson bliver man ofte problematiseret, hvis man går ind i politik. Folk siger om en skolelærer, der også er politisk engageret: Nå, han indoktrinerer nok vores børn, og der var også dem, der mente, at jeg ikke kunne være radikal politiker og samtidig chef for Folkekirkens Nødhjælp. Vi skal passe på, at vi ikke skubber store faggrupper helt ud af politik, siger han.