Prøv avisen

"Du er den første dansker, jeg rigtig har talt med"

Ønsket om at lære det danske sprog og ad den vej få mulighed for at deltage i samfundet er kollideret med virkeligheden for en gruppe familiesammen-førte kvinder fra Tyrkiet. Det viser en ny undersøgelse. Foto: Mette Frandsen.

Familiesammenførte kvinder fra Tyrkiet taler dårligt dansk og har næsten ingen kontakt med danskere

Sevil forventede noget helt andet, da hun kom til Danmark. Hun regnede med, at hendes liv her ville blive endnu mere moderne end det liv, hun levede i Tyrkiet. At hun ville blive en del af en kultur, hvor folk læste bøger, var aktive og "gjorde ting", som hun udtrykker det. Det var dét, hun håbede. Men Sevils liv blev et helt andet.

I dag – ni år senere – taler hun stort set kun et "købmandsdansk", så hun lige kan klare at handle i danske butikker. Og hun har nærmest ingen kontakt med danskere. På den vis er Sevils historie langtfra enestående.

Det dokumenterer en ny undersøgelse, som seniorforsker Anika Liversage fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – står bag. I undersøgelsen har hun interviewet 21 kurdiske og tyrkiske kvinder, som alle kom til Danmark som familiesammenførte, inden den såkaldte 24-års-regel blev indført i 2002.

Kvinderne er mellem 25 og 43 år og er udvalgt fordi de – trods op til 24 års ophold i Danmark – stadig lever på grænsen af det danske samfund. Det skyldes i høj grad, at kvinderne er stødt ind i nogle af de samme barrierer.

– De her kvinder har af forskellige grunde ikke lært dansk i den vigtige første tid her. Det skyldes blandt andet, at en stor del af dem har boet de første år hos deres svigerforældre, fortæller Anika Liversage.

Det gjaldt for eksempel Sevil.

Da den dengang 17-årige kvinde blev familiesammenført med sin herboende dansk-tyrkiske mand, havde hun netop afsluttet gymnasiet og drømte om at læse til ingeniør. Men drømmene om uddannelse og et moderne liv kolliderede med virkeligheden i Danmark: Sevil og ægtemanden boede de første fem-seks år sammen med svigerforældrene i deres lejlighed.

Her mødte Sevil stort set kun det tyrkiske sprog. Svigerforældrene talte ikke dansk, så ikke dansk tv og modsatte sig Sevils ønske om at komme på sprogskole – det var for langt væk, og noget kunne jo ske hende på vejen.

En anden fælles barriere for kvinderne i undersøgelsen har været, at mange af dem fik børn ret hurtigt efter ankomsten til Danmark. Og at de – tro mod traditionen i Tyrkiet – stod med ansvaret for at gå hjemme og passe børnene.

Sevil for eksempel fik ret hurtigt en datter, som hun gik hjemme hos – i svigerfamiliens lejlighed – i de næste tre år. Hun lærte derfor stadig ikke at tale dansk. Heller ikke, da hun tre år senere besluttede sig for at få et arbejde.

Hendes manglende danskkundskaber betød nemlig, at der reelt kun var ét job, hun kunne få: rengøring i tomme kontorlandskaber om natten. Og det er igen en helt typisk historie for de familiesammenførte kvinder fra Tyrkiet, som medvirker i undersøgelsen.

– Arbejdsmarkedet i Danmark kræver, at man faktisk kan ret meget dansk. Derfor er natrengøring stort set disse kvinders eneste mulighed. Men det bliver endnu en barriere for, at de lærer dansk. De møder jo ikke nogen danskere i de tomme kontorlokaler om aftenen eller natten, påpeger Anika Liversage.

Til sidst er selv tiden blevet en barriere for kvindernes mulighed for at lære dansk. Også for de af dem, som efter nogle år i Danmark endelig kom på sprogskole.

– Der er ingen tvivl om, at de gerne vil kunne mere dansk. Men man skal huske, at mange af de her kvinder kun har fem års skolegang med sig fra Tyrkiet. Og så har de med tiden fået en masse andre forpligtigelser og er derfor ikke lige så motiverede for at lære som i de første år. De har børn, som de skal tage sig af, og nogle af dem har også et arbejde, som de skal passe ved siden af sprogskolen, forklarer Anika Liversage og tilføjer, at de manglende sprogkundskaber har store konsekvenser for kvinderne.

– De sagde blandt andet til mig: "Jeg ville så gerne kunne gå alene til lægen i stedet for at skulle have en tolk med." Eller: "Jeg ville så gerne kunne snakke med mine børns skole – for eksempel i forhold til lektier." De kan godt bakke op om deres børns skolegang på det moralske plan, men når de ikke kan dansk, har de ikke ret gode muligheder for at hjælpe deres børn med lektierne, forklarer forskeren.

I det hele taget betyder de manglende danskkundskaber, at kvinderne lever et liv på grænsen til det danske samfund. Flere af dem sagde for eksempel til Anika Liversage: "Du er den første dansker, jeg rigtig har talt med."

Desværre er det nok for sent at ændre på disse kvinders situation, mener Anika Liversage:

– Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne blive anderledes for mange af dem. Der er så meget fundament, der skal lægges først. Når først de har den alder, den familie og det ansvar, som disse kvinder har fået med årene, så er det bare rigtig, rigtig vanskeligt.

For familiesammenførte kvinder, der er kommet til Danmark efter indførelsen af 24-års-reglen, kan det dog meget vel se helt anderledes ud.

24-års-reglen forhindrer familiesammenføring, hvis en af parterne i et ægteskab er under 24 år. Samtidig er der knyttet en række krav til reglen – blandt andet et krav om, at den herboende ægtefælle skal stille egen bolig til rådighed for ægteparret.

– Så man undgår i hvert fald den situation, at de bor sammen med svigerfamilierne og derfor ikke lærer dansk, forklarer Anika Liversage.

I dag er der desuden et krav om, at nyankomne udlændinge skal underskrive en såkaldt integrationskontrakt, hvor de lover enten at deltage i danskuddannelse eller begynde i et job. Og det kan – i teorien i hvert fald – også betyde, at de senere ankomne kvinder bliver meget bedre til at tale dansk, påpeger Anika Liversage.

De nye regler har dog også ført til såkaldte pendlerægteskaber, hvor den ene part i en årrække pendler mellem hjemlandet og Danmark, fordi vedkommende ikke kan blive familiesammenført med sin herboende partner. Og det kan trække i den anden retning, mener forskeren:

– En del af disse mennesker vil måske få mulighed for at komme til Danmark senere. Men de får en rigtig, rigtig skæv start på livet her, fordi de pendler frem og tilbage og ikke har mulighed for at gå på sprogskole. De kommer – ligesom kvinderne i undersøgelsen – til at misse muligheden for at lære dansk i de første og vigtige år.

Anika Liversage håber nu at få lejlighed til at undersøge, om de nye regler reelt også har betydet, at familiesammenførte kvinder undgår et liv på grænsen af det danske samfund.

agger@kristeligt-dagblad.dk

Seniorforsker Anika Liversage interviewede de 21 familiesammenførte kvinder på tyrkisk. Flere af dem sagde: "Du er den første dansker, jeg rigtig har talt med". -- Privatfoto.