”Hun må og skal aflives” lød påskriften på en dukke, som også var forsynet med et billede af Mette Frederiksen (S). Lørdag aften blev dukken brændt af som led i de demonstrationer og gadekampe, som fandt sted i København. Tre er anholdt og risikerer op til 16 års fængsel for trusler på livet mod statsministeren.
Umiddelbart efter episoden kommenterede justitsminister Nick Hækkerup (S) den som ”skræmmende” og ”helt utrolig fremmed for Danmark”. Og der er da også omstændigheder ved lørdagens demonstration, som ikke er set i Danmark siden mellemkrigstiden. Men selve det at bruge endog meget grove ord og at brænde dukker er ikke helt ukendt i nyere dansk sammenhæng, påpeger René Karpantschof, historiker og sociolog med speciale i politiske bevægelser og radikalisering.
”Jeg har selv en fortid som bz’er i 1980’erne og har rendt rundt og råbt: ’Weide er en svindler, han hænger snart og dingler’. Det er slet ikke usædvanligt med den slags retorik med meget drabelige formuleringer i de politiske bevægelser, men det slap vi af sted med dengang,” siger René Karpantschof, som understreger at ingen bz’ere konkret havde planer om at hænge deres yndlingsmodstander, Københavns daværende overborgmester, Egon Weidekamp (S).
Lige så lidt har diverse medlemmer af politiske ungdomsorganisationer formentlig haft konkrete planer om at hænge eller skyde dem på den modsatte side, selvom begge fløje har sunget masser af slagsange med et sådant indhold.
”Personligt tror jeg, at det med at aflive statsministeren er en ironisk kommentar til mink-sagen, det er ikke tænkt som en specifik dødstrussel. Og jeg finder det meget drastisk, hvis episoden fører til, at personer bliver fængslet i flere år. Men der er en anden tilstand i samfundet i dag, som gør, at episoden og sprogbrugen i lørdags bliver taget meget alvorligt,” siger René Karpantschof og tilføjer:
”Ord skaber ikke nødvendigvis handling. Men på den anden side er det klart, at for eksempel fortidens jødeforfølgelser ikke var mulige uden nogle forudgående ord, der påvirkede befolkningens tankegang. Der er i situationen lige nu nogle tegn på, at demokratiet er udfordret på en måde, vi ikke har set siden mellemkrigstiden, og vi ser nogle scener, som vi ikke havde forestillet os, at vi skulle opleve igen.”
René Karpantschof har i bogen ”De stridbare danskere” beskrevet, hvordan 1800-tallets og det tidlige 1900-tals politiske kampe ofte gik meget voldsomt for sig, når politiske kræfter tørnede sammen med hinanden eller med ordensmagten.
”I mellemkrigstiden så vi mange konfrontationer, som kunne være ganske voldelige, og hvor ikke alene venstrekræfter blandt arbejderklassen, men også højrekræfter blandt småborgerskabet drog selve demokratiet i tvivl. Men siden Anden Verdenskrig har der været konsensus om at gå ind for demokrati,” siger René Karpantschof.
Så vidt vides er der ikke brændt dukker af eller fremsat dødstrusler mod specifikke politikere.
”Der findes kun enkelte eksempler på brug af dukker ved demonstrationer i Danmark. I 1990’erne blev en dukke af USA’s daværende præsident Bill Clinton brændt af i forbindelse med en dansk protest mod en dødsdom i USA, og sidste år var der en episode i Danmark, hvor en dukke, der forestillede en indvandrer, blev hængt,” oplyser René Karpantschof.
Det er lidt uklart, om kræfterne bag lørdagens demonstration lader sig placere på en højre-venstre-skala. Politiet har omtalt, at kræfter fra hooligan-miljøet i Danmark blandt andet stod bag, og de plejer at blive rubriceret på højrefløjen. Bevægelsen Men in Black er af en iagttager, Eske Vinther-Jensen, blevet kaldt ”en blanding af corona-benægtere, vaccinemodstandere, konspirationsteoretikere, alternative sundhedsfolk og folk, der er meget kritiske over for regeringens corona-håndtering”.
Når disse kræfters dukkeafbrænding bliver betragtet med større alvor og placeret i en anden strafferamme i dag, end et bz-slagord mod en overborgmester i 1980’erne, skyldes det ifølge René Karpantschof flere ting.
Dels har vi en skærpet lovgivning rettet imod mulige antidemokratiske kræfter. Desuden har vi et aktuelt skræmmeeksempel fra USA, der viste, at når en central politisk stemme, i dette tilfælde den tidligere præsident Trump, opfordrer til protest, kan en pøbel finde på at storme demokratiets hellige haller, Kongressen. Og endelig er situationen også i Danmark, både parlamentarisk og samfundsmæssigt, ganske enkelt mere højspændt end sædvanligt.
”Der er voldsomme debatter om, hvad demokrati er, og hvem der er legitime magtudøvere. Der er debat om indtil flere rigsretssager. Og så er der en stor del af befolkningen, som er ekstremt frustrerede over samfundsudviklingen og corona-pandemien. Tilsammen virker det som en kæmpemæssig trykkoger.”