Prøv avisen
Min ledestjerne

Dy Plambeck: Min mormor gjorde mig selvstændig

Fra hende lærte jeg at være et selvstændigt menneske, og at man ved hårdt arbejde kan nå langt. Foto: Malene Korsgaard Lauritsen

Forfatteren Dy Plambeck har taget ved lære af sin mormor, der viste hende, hvordan man kan nå langt ved at arbejde hårdt

Min mormor Yvonne Tenna Plambeck har været en ledestjerne for mig, og hun har været med til at danne den person, jeg er i dag. Min morfar forlod min mormor, da hun var gravid med min mor, og min mor voksede op med kun sporadisk kontakt til sin far.

Min mormor stod altså alene med at forsørge og opdrage et barn. Det var ikke almindeligt i arbejderklassen i 1950'erne, hvor de fleste kvinder gik hjemme og lod sig forsørge, men hun tog opgaven på sig og fik et arbejde og lykkedes med at få det hele til at køre rundt. Hun blev afdelingsleder på en parfumefabrik og havde et hold af kvinder under sig, som hun altid omtalte som ”mine damer”.

Fra hende lærte jeg at være et selvstændigt menneske, og at man ved hårdt arbejde kan nå langt. Det var ikke noget, hun bevidst indprentede i mig, det lå ligesom bare i hende, i hele hendes natur, og jeg kunne se på hende, hvordan tingene kunne lade sig gøre. Samtidig var hun sådan en fin dame. Selvom hun ikke havde mange penge at jonglere med, så hun altid elegant ud, lange lakerede negle, læbestift, en spadseredragt og håret, der blev klippet hver måned hos frisøren. Og så handlede hun kun i Irma. Hun boede på et tidspunkt i Ruskær i Rødovre, det sociale boligbyggeri, der senere er blevet revet ned. Som barn troede jeg, det var et af de fineste steder, man kunne bo, fordi der var så pænt hjemme hos min mormor. Det med at gå op i sit udseende og få sine penge til at slå til, har jeg taget med mig. Det er godt at kunne i min branche, hvor det, som min kæreste siger, er: ”All fame, no money”. Men det er især det med selvstændigheden, jeg har fra hende og en tro på, at det umulige kan lykkes, en tro på at tingene nok skal ordne sig. Det har været med til at give mig en ballast og en tro på mit eget forfatterliv.