Da det danske fodboldlandshold i 1992 kom med på afbud til en EM-turnering, det ikke havde magtet at kvalificere sig til, og med mere held end overbevisende spil kæmpede sig vej til finalen og sluttede af med at besejre storfavoritten Tyskland 2-0, ville den nationale jubel ingen ende tage. Ud over det spontane udbrud Hutlihut! fik TV 2s fodboldkommentator Flemming Toft i sejrsrusen sagt: Endelig fik vi hævn for nederlaget i 1864.
Om en uge, den 18. april, markeres 150-årsdagen for det store og skelsættende nederlag, de danske tropper led ved Dybbøl under den anden slesvigske krig. Et nederlag, som skulle få overordentlig stor betydning for Danmarks udenrigs- og forsvarspolitik og for hele vores selvforståelse som nation. Et nationalt traume, som det tog os lang tid at overvinde. Måske skete det først i de år, da danske soldater blev udsendt til Jugoslavien, Afghanistan og Irak, og da Kim Vilfort, John Faxe Jensen og resten af EM-holdet overraskede på grønsværen.
Jeg tror slet ikke, man kan overvurdere betydningen af 1864 for dansk selvforståelse, men jeg mener, at man kan sige, at vi fra 1990 og frem gradvis er trådt ud af skyggen. Vi er holdt op med at omtale og opfatte os som den småstat, vi stod tilbage som efter 1864, siger Uffe Østergård, professor i historie ved CBS Handelshøjskolen i København.
I den netop udgivne bog om tabet af Norge i 1814, Sønner af de slagne, argumenterer en anden historiker, Rasmus Glenthøj, for, at småstats-mentaliteten faktisk går 200 og ikke kun 150 år tilbage. Uffe Østergård er langt hen ad vejen enig i, at den konfrontatoriske danske politik over for Tyskland, som udløste krigen i 1864, kan ses som udtryk for en eksistenskamp. De mennesker, som regerede Danmark, var i tvivl om, hvorvidt nationen ville overleve, og følte, de ikke bare kunne forholde sig passivt.
Den almindelige danske forklaring på nederlaget i 1864 er den danske regerings selvovervurdering. Men selvom regeringen måske overspillede sine kort, er det ikke givet, at nederlaget kunne være undgået, påpeger Uffe Østergård.
Effekten af 1864 blev ifølge Uffe Østergård, at Danmark blev en mere homogen stat med ét dominerende sprog og én dominerende kultur. Vores adel- og krigerklasse tabte afgørende terræn og banede vejen for, at gårdejerklassen i en række årtier kunne udgøre den økonomiske og kulturelle elite. Og i forhold til vores rolle i internationale relationer og konflikter var vi præget af, hvad professoren kalder et selvovervurderende mindreværdskompleks.
LÆS OGSÅ: Sønderjyder må ikke sende Dannebrog til tops på Dybbøldagen
Vi fik en selvforståelse som dem, der militært set var bedst til tilbagetrækning, men som havde retten og fornuften på vores side. Vi var måske ikke de stærkeste, til gengæld var vi de bedste. Det mente vi i hvert fald, indtil Pisa-undersøgelserne fortalte os noget andet, siger Uffe Østergård.
Han henviser dermed til de internationale sammenligninger af skoleelevers præstationer, som i 1990erne og 2000erne tildelte dansk selvforståelse en række nederlag, som måske ikke havde dybbølske dimensioner, men som alligevel er interessante, fordi Danmark i de samme år begyndte at føre sin såkaldt aktivistiske udenrigs- og forsvarspolitik. En politik, som kulminerede, da Danmark i 2003 var blandt USAs ivrigste støtter til den omdiskuterede militære indgriben i Irak.
Hvis du for 10-15 år siden havde spurgt, hvordan 1864-traumet og småstatsmentaliteteten konkret kan findes hos danskerne, ville jeg have peget på en række punkter. Men i dag mener jeg, at vi er kommet videre. For eksempel i forhold til vores interesser i Arktis, hvor vi tidligere holdt meget lav profil, er vi begyndt at opføre os, som det vi er: En mellemstor stat med en flåde af en vis betydning. Samtidig er vi en normal stat, som kan begå fejl, siger han.
Pointen er, at Danmarks selvforståelse i småstats-perioden var, at vi stod for folkeret, menneskerettigheder og u-landsbistand, og at vi ikke ville stå ved, at vi også handler ud fra egennyttige magtinteresser.
At 1864 har præget dansk udenrigspolitik betydeligt, er Carsten Due-Nielsen, lektor i historie ved Københavns Universitet og specialist i dansk udenrigspolitik fra 1864 til i dag, enig i. Men alligevel advarer han imod at tro, at 1864 med ét slag gjorde os så homogene, at vi var enige om det hele og havde præcis samme syn på nationens forsvar. Tværtimod har emnet været genstand for stor national uenighed lige siden.
De politiske reaktioner på det samme nederlag var vidt forskellige. Én fløj gik ind for et oprustet Danmark, som gennem alliancer med England og Rusland kunne stå rustet til at møde en ny tysk trussel. En anden håbede at kunne undgå at provokere Tyskland ved ikke at opruste, og at vi kunne søge ly under tyske vinger i tilfælde af andre trusler, påpeger Carsten Due-Nielsen.
Kort fortalt var det oprustningslinjen, som Højre og dele af Venstre repræsenterede, der dominerede frem til 1900. Derefter tog tilpasningslinjen over, især repræsenteret af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet. Tilhængere af tilpasningslinjen plejer at referere til Første Verdenskrig som bevis på fornuften i denne politik. Den radikale regering med Erik Scavenius som udenrigsminister formåede at holde Danmark ude af krigen ved ikke at tirre tyskerne, lyder forklaringen. Men Carsten Due-Nielsen gør opmærksom på, at ny forskning peger i retning af, at det måske snarere var tyskernes overdrevne respekt for de danske befæstningers modstandsdygtighed, som afholdt tyskerne fra en invasion.
Da Danmark blev besat den 9. april 1940, slog splittelsen ud i lys lue, nu med langt hovedparten af de folkevalgte politikere bag tilpasningslinjen, mens voksende nationalkonservative og kommunistiske modstandsgrupper stod for det synspunkt, at Danmark skulle kæmpe imod med alle midler.
Anden Verdenskrig fik det regeringsbærende socialdemokratiske parti til at skifte politik, støtte oprustning og føre Danmark ind i Nato-alliancen. Men splittelsen mellem forsvarsvilje og pacifisme viste sig igen i fodnoteperioden i 1980erne. Den aktivistiske periode i 1990erne og 2000erne var præget af støtten til Nato-medlemskabet, og aktiv militær indsats var i højsædet, men Carsten Due-Nielsen pointerer, at vores politik var underordnet alliancens dominerende magter, især USA, og vi kan ikke tage for givet, at denne linje vil bestå.
Den anden slesvigske krig ligger langt tilbage i tiden, og der er absolut ingen overlevende længere. Derfor er det ikke overraskende, hvis de eventuelle traumer og mindreværdskomplekser, krigen forårsagede, er borte her 150 år efter. Men den splittelse i danskernes forsvarsvilje, som opstod på slagmarken den 18. april 1864, har ikke fortaget sig, mener han:
Jeg ved ikke, om 1864 påvirkede nationalkarakteren. Men før 1864 var det en selvfølge for alle, at vi skulle være rustet til at udkæmpe krige. Herefter skete en afgørende ændring. Det synspunkt vandt frem, at det er håbløst, fordi stormagterne er for stærke. Denne position er ikke enestående dansk, men det er værd at hæfte sig ved, at Sverige i 1800- og 1900-tallet førte en helt anden politik og stod militært langt stærkere end Danmark i 1940.