Prøv avisen

Kirke og kultur glimrer ved deres fravær i regeringsaftale

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Mennesket er ikke andet end en økonomisk størrelse for venstrefløjen, lyder kritikken, efter en ny regeringsaftale hverken byder på store kirke- eller kulturpolitiske ambitioner. Det giver os større råderum for at definere kirkepolitikken, siger næstformand for Landsforeningen af Menighedsråd

Mens den nye regeringsaftale rummer store ord om både klima, velfærd og flygtninge, skal man kigge langt efter politiske ambitioner for kultur- og kirkelivet.

Det 18 sider lange dokument, som Socialdemokratiet er blevet enige om med De Radikale, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, indeholder ikke et ord om kristendom og folkekirke og kun få sætninger om kulturpolitik.

At kirke- og kulturpolitikken fylder så lidt på politikernes dagsorden, er et både ærgerligt og tidstypisk tegn, mener forfatter og kulturdebattør Kasper Støvring.

”Helt overordnet er min opfattelse, at politikere – både de borgerlige og på venstrefløjen – ikke prioriterer kulturspørgsmålet så højt, som de burde. Når man diskuterer kulturpolitik, er det underordnet andre interesser, særligt økonomiske interesser. Når man taler kirke og kristendom, kan man nærmest ikke finde ord for det. Det er ekstremt ærgerligt, for det er det, der binder os sammen,” siger han.

Til sammenligning var der i den afgåede regerings grundlag flere formuleringer om kunst og kultur. Her blev det blandt andet understreget, at dansk kunst og kultur skulle udvikles og bevares med udgangspunkt i ”vores nationale identitet og i åben dialog med resten af verden”.

Hos Dansk Folkeparti kalder kulturordfører Alex Ahrendtsen det for ”dybt bekymrende”, at den nye regering ikke har ambitioner om noget tilsvarende.

”Det viser, at mennesket er en økonomisk størrelse for venstrefløjen. Nation, folk, historie, identitet og bygningsbevaring, alle de ting, der er så vigtige, er ikke nævnt,” siger han.

En af de mere opsigtsvækkende formuleringer i den seneste regerings grundlag lød, at Danmark er et kristent land. I samme ombæring blev det understreget, at den evangelisk-lutherske kirke indtager en særstatus som folkekirke. Når tilsvarende formuleringer ikke fremgår af den nye røde regeringsaftale, afspejler det først og fremmest, at kirkepolitik ikke har spillet en rolle under valgkampen og derfor ikke har været et emne, partierne har skullet forhandle om. Det forklarer Peter Lodberg, professor i teologi ved Aarhus Universitet, hvor han blandt andet beskæftiger sig med forholdet mellem kirke og politik.

”Det viser, at politikerne anser folkekirken som en stabil institution, hvor der næppe er de store politiske kampe. Derudover kan det hænge sammen med, at der hos røde partier generelt er et mere sekulært samfundssyn end hos de blå. De røde partier har traditionelt skelnet skarpt imellem stat og kirke, hvor de blå partier har været mere tilbøjelige til at se kirken som en dimension under staten,” siger han.

Og det kan på mange måder komme ud på ét, om det står nævnt direkte eller ej, at Danmark er et kristent land, mener Anders Gadegaard, domprovst i København.

”Det var fint, at det blev nævnt sidste gang. Men jeg ser det som en selvfølge, og derfor ikke noget, man behøver at nævne hver gang. Så længe det modsatte ikke er bevist, går jeg ud fra, at formuleringen stadig gælder. Man kan sige, at den der tier samtykker,” siger han og tilføjer, at det formentlig er fornuftigt, at partierne ikke har forsøgt at finde en fælles formulering om kirke eller kristendom.

”De har så forskellige holdninger, at det bare ville have skabt forvirring,” siger han.

Anderledes lyder det fra valgmenighedspræst Morten Kvist, der sidste år var med til at markere båndet mellem stat og kirke som prædikant ved Folketingets åbningsgudstjeneste.

”Jeg glædede mig over, at det var nævnt i det forrige regeringsgrundlag. Det viste, at politikerne havde tænkt over, hvad den underliggende kultur betyder for hele regeringsførelsen. Det havde været rart, om den nye regering også havde gjort sig tilsvarende overvejelser,” siger han.

Men gør det reelt en forskel, om det står der eller ej?

”Det er svært at sige. Men vi har da set i forbindelse med alle de store uddannelsesreformer, at en målsætning om dannelse er røget ud af alle platforme. I den forbindelse kunne man også tænke, at det var overflødigt at nævne dannelse direkte. Sådan forholdt det sig imidlertid ikke. Begrebet dannelse er først humpende på vej ind i igen, efter der kom en reaktion, og det er blevet nævnt direkte,” siger han.

Men man skal passe på med at tolke for meget på det, der ikke står i den nye regeringsaftale, forstår man på Marianne Jelved, folketingsmedlem for De Radikale og tidligere kirke- og kulturminister. Hun minder om, at aftalen ikke er et egentlig regeringsgrundlag, men en såkaldt forståelsesaftale mellem partierne og ikke en ”udtømmende samarbejdsprotokol”.

”Det er nogle greb ned i problemstillinger, som er aktuelle lige nu. Der er ingen kirkepolitiske problemstillinger lige nu, der berettiger til, at man har et særligt afsnit om det. Det ville være helt utidigt. Der er bestemt ingen kriser efter min opfattelse,” siger hun og fortsætter:

”På kulturområdet er public service og beskæringen af Danmarks Radio det, der er mest aktuelt lige nu, og som vi alle sammen er rystede over. Der kan være andre ting, men ikke på niveau med det,” siger hun med henvisning til aftalepartiernes intention om at styrke public service.

Hos Landsforeningen af Menighedsråd mener næstformand Inge Kjær Andersen, der desuden er medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse, at det ligefrem kan være en fordel, at folkekirke og kristendom ikke er nævnt i regeringsaftalen.

”Når partierne ikke har lagt sig fast på nogle kirkepolitiske sager, giver det et større råderum for os til at komme på banen og definere politikken sammen med den kommende kirkeminister,” siger hun.