E-sport i Ejby rykker computerspil ud af børneværelset og ind i sociale rammer

Hver anden dreng spiller computer hver dag, og spillene berøver mange unge deres søvn. Men i en såkaldt e-sportsforening i Ejby nær Køge forsøger forældre og unge at gøre computerspil til en mere social aktivitet og samtidig tale om sund livsstil og søvn

Forrest i billedet spiller 15-årige Martin Schlaikjer. I baggrunden ses 13-årige Lukas Hoffmann Jørgensen. De er med i e-sport i Ejby ved Køge, hvor børn og unge mødes for at dyrke computerspil. DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger er med til at oprette e-sportsforeninger over hele landet for på den måde at gøre computerspil til en social aktivitet. – Fotos: Leif Tuxen.
Forrest i billedet spiller 15-årige Martin Schlaikjer. I baggrunden ses 13-årige Lukas Hoffmann Jørgensen. De er med i e-sport i Ejby ved Køge, hvor børn og unge mødes for at dyrke computerspil. DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger er med til at oprette e-sportsforeninger over hele landet for på den måde at gøre computerspil til en social aktivitet. – Fotos: Leif Tuxen.

Mellem bogreolerne i et hjørne af bibliotekslokalet i Ejby sidder den 15-årige Martin Schlaikjer og spiller videospillet Counter Strike Global Offensive, hvor en gruppe terrorister forsøger at angribe, mens en anden gruppe kæmper imod. Martin Schlaikjer rykker rundt på musen, og der lyder en skudsalve. Hans modstander i spillet befinder sig i Moskva.

Klokken er fire fredag eftermiddag, og en halv snes drenge mellem 11 og 15 år har trodset sommervarmen udenfor og er mødt op til en såkaldt e-sportsaften, der afholdes hver fredag mellem klokken 17 og 24 i medborgerhuset i Ejby ved Køge.

Mens drengene gør sig klar til at spille spil som Fortnite og Counter Strike, er en gruppe forældre i gang med at sørge for pizza og sodavand til pausen.

Sidste år viste en undersøgelse fra Danmarks Radios medieforskningsenhed, at 96 procent af alle drenge mellem 13 og 19 år spiller computer, og at 49 procent gør det dagligt. Samtidig viser en ny finsk undersøgelse, at computer og mobiltelefon er to af de helt store søvnrøvere og en væsentlig årsag til, at unge sover mindre end for 35 år siden.

Men en række såkaldte e-sportsforeninger under DGI, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, har besluttet at gøre at gøre noget ved problemet.

”Vi vil have computerspil ud af børneværelset og isolationen, og vi forsøger at bringe børn og unge sammen, så de kan indgå i et fællesskab. Vi prøver også at tale om søvn og sundhed. For man bliver en ukoncentreret og dårlig computerspiller, hvis man ikke får sin søvn,” siger formanden for e-sportsklubben i Ejby René Birch.

Ved en af computerne sidder 13-årige Lukas Hoffmann Jørgensen sammen med 14-årige Albert Thide og Martin Schlaikjer.

14-årige Albert Thide (forrest i billedet) spiller computer hver dag, men han har aftalt med sine forældre, at han ikke spiller længere end til klokken 22, så spillene ikke forstyrrer nattesøvnen. I baggrunden Martin Schlaikjer (til højre) og til venstre Lukas Hoffmann Jørgensen.
14-årige Albert Thide (forrest i billedet) spiller computer hver dag, men han har aftalt med sine forældre, at han ikke spiller længere end til klokken 22, så spillene ikke forstyrrer nattesøvnen. I baggrunden Martin Schlaikjer (til højre) og til venstre Lukas Hoffmann Jørgensen.

De tre unge dyrker computerspil på højt niveau og spiller som regel mindst fire timer dagligt plus i weekenderne.

De spiller med andre unge over hele verden, som de ikke kender i forvejen. Netop det faktum, at spillene ofte foregår på tværs af tidszoner kan gøre det vanskeligt at forlade computeren.

Lukas Hoffmann Jørgensens mor, Rikke Hoffmann, fortæller, at det indimellem kan være en udfordring at få sønnen til at passe sin seng, når en spiller fra USA er klar i cyberspace.

”Vi prøver at tale med Lukas og sætte rammer for, hvor sent han kan spille. Han lærer meget af at spille og er for eksempel blevet rigtig god til engelsk,” fortæller Rikke Hoffmann.

Hun mener, at det har været en stor gevinst for hendes søn at få et fristed, hvor han spiller med andre og kan udveksle erfaringer i stedet for kun at spille alene.

Albert Thide spiller som regel, fra han kommer hjem på skole til ud på aftenen og de fleste weekender.

Han peger på skærmen, der viser, at han i alt har spillet 710 timer af spillet Counter Strike Global Offensive. Albert Thide fortæller, at han efter aftale med sine forældre spiller til senest klokken 22 om aftenen, hvorefter han går i seng.

Foto: Leif Tuxen

”Mange af mine venner ligger med mobiltelefonen tændt til klokken 24. Det gør jeg ikke. Så synes jeg, det er bedre at sidde ved computeren til klokken 22 og derefter gå i seng,” siger Albert Thide.

En cykeltur frem og tilbage mellem hjemmet i Strøby Egede og skolen i Køge sørger for hans daglige motion. Ligesom det er tilfældet for flere andre drenge i lokalet, foregår kontakten til de jævnaldrende ofte via computer. Albert Thide fortæller, at det ikke er så ofte, han har venner på besøg. Men han taler tit med sine kammerater via computeren.

E-sportskonsulent i DGI, Christian Cramer Nielsen, der er 29 år, og selv har spillet på højt niveau, siden han var 11 år, er ikke i tvivl om, at computerspil er en søvnrøver og i det hele taget en udfordring for unges sundhed og sociale samvær.

”Det er især et problem for de børn og unge, som ikke har forældre, der kan sætte grænser for deres spilletid. Min egen personlige erfaring er, at det kan være svært at stoppe et spil. Jo yngre man er og jo mindre kontrol, der er fra forældrenes side, desto større er chancen for, at den unge går på kompromis med søvnen,” siger Christian Cramer Nielsen.

Han oplever dog også, at forældre i takt med den øgede debat om unges computerforbrug er blevet bedre til at sætte rammer for børns spil.

”Men aftenen er de gyldne timer for en spiller. Dagens pligter er overstået, og man kan bare spille. E-sporten er kommet ind i foreningslivet, fordi de lokale foreninger har kunnet se nytten i at få computerspillene ind i nogle fælles rammer. I den forbindelse kan vi tale med de unge om brug af computere, sundhedsvaner og søvn, så de får nogle kvalitetstimer med spillet i stedet for bare at spille mange timer i træk. Vores håb er at skabe en anden struktur for computerspil, som er orienteret mod sundere digitale vaner og mere socialt samvær,” siger Christian Cramer Nielsen.

I medborgerhuset i Ejby tager Albert Thide en dyst i Counter Strike med sin russiske modspiller, inden der serveres pizza og sodavand klokken seks.

Efter middagen fortsætter de unge med at spille nogle timer endnu.

”Det er dejligt, vi kan spille og samtidig være sammen med andre,” siger Lukas Hoffmann Jørgensen.

Tilbage ved computeren er han i gang med at spille med en dreng fra Kina.