I søndags blev regeringens ghettoliste offentliggjort for 10. gang. I alt 28 boligområder fandt vej til listen på baggrund af deres koncentration af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, beboernes uddannelses- og indkomstniveau og andelen af beboere, der er dømt for kriminalitet.
På papiret er der én ghetto mindre end i 2010, hvor 29 boligområder figurerede på listen. Det ser Hans Skifter Andersen, der er adjungeret professor ved Aalborg Universitet og har forsket i udsatte boligområder, som udtryk for, at det ikke er det store, man kan bruge den til. Selvom kriterierne løbende har ændret sig, så ghettolisten også tog højde for, hvor godt uddannede beboerne er, og hvor meget de tjener, er han blandt andet skeptisk overfor, at gennemsnitsindkomsten i en region er udslagsgivende. Det betyder, at indkomstniveauet i Nordsjælland gør, at områder i København har langt lettere ved at blive udpeget som ghetto.
”Ghettolisten kan ikke bruges til at udpege, hvilke områder der har brug for hjælp, for den konkretiserer ikke nogen problemer. Og når man bruger den til at sige, at der skal rives boliger ned i områder, der har været på listen i fem år, mangler der simpelthen en sammenhæng mellem, hvor pålidelige de her data er i forhold til den måde, man bruger dem på.”
Til gengæld er den såkaldte ghettoliste medvirkende til, at forskellige aktører sætter endnu mere tryk på de boligsociale indsatser i de udsatte boligområder og især sætter tryk på samarbejdet mellem de boligsociale helhedsplaner, kommuner og andre relevante aktører, mener centerchef hos Center for Boligsocial Udvikling, Birgitte Mazanti.
”Det er positivt, når vi ser, at de boligsociale helhedsplaner, boligorganisationer bredt forstået og kommuner virkelig arbejder fokuseret på at komme deres udfordringer til livs og sætter konstruktive, bæredygtige indsatser i gang,” siger hun og uddyber:
”Det, der også er vigtigt, når vi taler om udsatte områder, er, at det bliver mere end bare tal. Det er mennesker af kød og blod, der bor i områder, og det er vigtigt at fortælle historien om, at forskellige indsatser ikke kun er vigtige for at tiltrække ressourcestærke mennesker. Det er til for alle.”
Spørger man Birthe Rønn Hornbech (V), der fra 2007 til 2011 var minister for blandt andet integrationsområdet, er svaret på, om ghettolisten har virket efter hensigten, klart nej. Når et område optræder på ghettolisten, kan det blive pålagt forskellige tiltag, efter at et flertal under den tidligere VLAK-regering vedtog ghettoplanen i 2018. I de 15 såkaldt hårde ghettoområder, som er dem, der har været på listen i mindst fem år, skal der rives 3745 boliger ned. Det er ikke givet, at konsekvenserne ved at være på listen rammer de rigtige områder, mener hun.
”Man burde følge bevægelserne i udsatte områder i løbet af et år, og så ville det vise sig, at nogle ghettoer hidtil er udpeget på totalt tilfældigt grundlag, mens andre har en statisk tilstand, og dér skal selvfølgelig sættes ind,” siger hun og fortsætter: ”Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg synes, definitionen og målemetoden i forhold til ghettolisten er forkert. Man kan ikke sætte ind ved bare at definere en ghetto, når man ikke ved, om det er udtryk for, at folk siger op og flytter ud, eller bare nogen, der har boet samme sted altid. Jeg vil først tale om, hvorvidt noget er en ghetto, når jeg kender mønsteret bedre, end man gør, når man kigger på ghettolisten.”