Socialdemokratiet ville sælge, De Radikale ville sælge, De Konservative ville absolut ikke sælge, og Venstre var splittet på midten. Derfor besluttede partierne i den danske rigsdag i 1916 at udskrive et folketingsvalg om, hvorvidt den danske stat skulle afsætte De Vestindiske Øer til amerikanerne eller ej.
Folkeafstemningen, der var den første af sin art, faldt den 14. december 1916, altså for præcis 100 år siden i dag, og endte med et klart ja til salget. For handlen med USA var virkelig godt betalt, fortæller seniorforsker ved Rigsarkivet Erik Gøbel, der har forsket i De Vestindiske Øer i mere end 40 år.
”Det var afgjort det økonomiske argument, der vejede tungest ved afstemningen. Danmark kunne med et slippe ud af et underskud mod 25.000.000 amerikanske dollar. Det svarede til halvdelen af den danske stats indtægter i et helt finansår.”
Og det var en god pris for et foretagende, der slet ikke var lige så guldrandet, som det engang havde været. Øerne, der traditionelt var blevet brugt til sukkerrørsproduktion, havde svære kår:
”Det gik på alle måder ned ad bakke for Dansk Vestindien. Gennem 1700- og 1800-tallet havde øerne været en guldgrube for de private sukkerplantagejere, og den danske stat tjente godt på skatter og afgifter. Men fra sidste halvdel af 1800-tallet gjorde de faldende sukkerpriser på verdensmarkedet øerne til en dårlig forretning.”
Amerikanerne på den anden side var nemme at handle med, for det var midt under Første Verdenskrig, og de måtte derfor eje øerne, koste hvad det ville:
”USA var urolige for, at tyskerne ville overtage øerne fra danskerne og indrette flådebaser. Den trussel kunne de selvfølgelig ikke leve med, og derfor var de enormt nemme at forhandle med,” fortæller Erik Gøbel.
Men selvom øerne ifølge historikeren ikke spillede nogen videre rolle i den almene danskers bevidsthed, opnåede afstemningen alligevel stor opmærksomhed, da den samtidig markerede en historisk milepæl for danske kvinder. De havde året forinden fået stemmeret og havde nu for første gang mulighed for at bruge den. Ironisk nok blev befolkningen på øerne aldrig selv spurgt ved en tilsvarende afstemning.
100 år efter salget til amerikanerne er De Vestindiske Øer, der i dag går under navnet Amerikanske Jomfruøer, dog langt fra et uddebatteret emne i Danmark. For som kolonimagt var Danmark dybt involveret i handlen og brugen af slaver frem til midten af 1800-tallet.
Det har gennem årene fået debattører i Danmark og borgere på Jomfruøerne til at afkræve den danske stat en officiel undskyldning for slaveriet. Men gang på gang har skiftende regeringer afvist en sådan undskyldning. I forbindelse med 150-året for slaveriets ophør afviste daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) en sådan undskyldning, da han ikke mente, at man kunne undskylde for, hvad tidligere regeringsledere og regenter havde foretaget sig.
Senest blussede debatten op i august, da den danske forfatter Mich Vraa udkom med den historiske roman ”Haabet” om slavetiden på De Vestindiske Øer. I forbindelse med lanceringen opfordrede han de danske politikere og siden dronning Margrethe til at rette en officiel undskyldning til Jomfruøerne.
Hos Folketingets Udenrigspolitiske Nævn afviser formand Søren Espersen (DF) også, at en officiel undskyldning kan komme på tale – også selvom en delegation af vestindere besøgte Danmark i 2013 for at bede om netop dette:
”Det forekommer mig helt surrealistisk, at vores nutidige generationer, der aldrig har holdt slaver, skal til at undskylde over for generationer, der aldrig har været slaver. Det paradoks er helt ude fra min tankevirksomhed. Og det er jo ærligt talt svært at vide, hvem man skal sige undskyld til. Folk på de øer har jo gener, der er blandet på kryds og tværs af slaveejere og slaveslægter, så det komplicerer jo billedet yderligere.”
Søren Espersen anskuer dog slavetiden som et ”mørkt kapitel” i Danmarkshistorien og finder det helt uforståeligt, at man handlede med mennesker, som var de genstande.
På Dansk Institut for Internationale Studier forsker postdoc Astrid Nonbo Andersen i historisk politik og har blandt andet studeret debatten om Danmarks koloni- og slavetid. Og her er det forholdsvis nyt, at danske politikere entydigt tager afstand fra kolonitidens slavehandel. Faktisk skal vi helt op til 1990’erne, før det for alvor breder sig. Tidligere blev kritikken af kolonialismen nemlig generelt betragtet som et synspunkt, der tilhørte venstrefløjen:
”Det egentlige brede opgør sker først i 1990’erne, hvor flere markante borgerlige politikere som Bertel Haarder og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti kræver, at vi som nation undskylder for slaveriet. Efter murens fald betragtes venstrefløjens kritik for ufarlig. Så det at tage et selvransagende opgør med landets kolonifortid kobles ikke længere til en kritik af en samfundsform, men bliver i højere grad et rent moralsk spørgsmål.”