Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

Reportage

Efter 13 år i Herstedvester Fængsel drømmer grønlandske Lars om en fremtid i Nuuk

Kasper Brandt (th.) og Lars Ejgelsen i fængselsgården i Herstedvester. Foto: Leif Tuxen

I årtier er det blevet kritiseret, at grønlændere idømmes forvaring i Danmark. Nu får de muligheden for at afsone i Nuuk. 58-årige Lars Ejgelsen er en af de indsatte, der har besluttet at rejse tilbage til Grønland, mens 45-årige Kasper Brandt foreløbig vil blive i Danmark

På sin næste ledsagede udgang har Lars Ejgelsen planlagt at købe en stor kuffert, for i løbet af sommeren rejser han tilbage til Nuuk efter at have tilbragt 13 år i Herstedvester Fængsel ved København.

Lars Ejgelsen er en af de foreløbig otte grønlændere, der har besluttet sig for at vende tilbage til Grønland for at afsone en forvaringsdom, når den nye lukkede anstalt i Nuuk åbner i løbet af forsommeren.

Kristeligt Dagblad møder den 58-årige grønlænder sammen med en tolk i Herstedvester Fængsels såkaldte advokatrum. Et smalt rum på omkring 10 kvadratmeter med nøgne vægge, et bord og fire stole. Lars Ejgelsen er lille og spinkel med et ar omkring venstre øje. Umiddelbart ligner han ikke en hårdkogt forbryder. Journalistens spørgsmål besvarer han høfligt med ordene: ”Tak fordi du spurgte.”

Og han forklarer udførligt, hvordan han har forberedt sig til interviewet. Men Lars Ejgelsen er som de øvrige 28 indsatte på grønlændergangen i Herstedvester Fængsel lukket inde på ubestemt tid på grund af så alvorlig personfarlig kriminalitet, at han ifølge det grønlandske retsvæsen udgør en fare for andre.

Inden besøget i Hersted- vester har fængselsledelsen da også gjort opmærksom på, at der af hensyn til ofrene ikke må gås for meget i detaljer med de indsattes kriminalitet. Lars Ejgelsen og en anden grønlandsk indsat, den 45-årige Kasper Brandt, har indvilliget i at fortælle om deres overvejelser i forbindelse med åbningen af den nye anstalt i Nuuk. Mens Lars Ejgelsen er fast besluttet på at vende tilbage til Grønland, vil Kasper Brandt blive i Danmark. I hvert fald foreløbig.

Lars Ejgelsen fortæller, at han sagde nej til at afsone i Grønland, da han blev præsenteret for idéen for første gang for tre år siden.

”Men siden har jeg tænkt meget over det. Jeg har besluttet, at jeg skal tilbage. Jeg har været i behandling, og efter psykologbehandlingen og misbrugsbehandlingen i Herstedvester kender jeg mig selv bedre end tidligere,” forklarer Lars Ejgelsen via en grønlandsk tolk.

Lars Ejgelsen har hverken hustru eller børn og voksede op hos en stedfamilie i Nuuk. Han fortæller, at hans barndom var præget af vold, druk, hash og seksuelt misbrug. Han forlod skolen allerede inden konfirmationen og havde forskellige jobs på fiskefabrik og som arbejdsmand. Han søgte tidligt det forkerte selskab, kom ud i et alvorligt misbrug af hash og alkohol og udviklede en voldelig adfærd og er dømt for voldtægt.

”Da jeg for 13 år siden kom til Herstedvester, havde jeg ondt af mig selv. Jeg syntes, det var forfærdeligt, at jeg skulle forlade Grønland, og jeg kendte ikke vilkårene i et dansk fængsel.

Men efterhånden indså jeg, at der var mange muligheder for behandling og arbejde i fængslet, og at jeg selv har et ansvar for det, jeg har gjort og for at komme videre. I begyndelsen kritiserede jeg forholdene her, men efterhånden har jeg indset, at de, der kritiserer fængslet, gør det, fordi de ikke vil erkende, at de har gjort noget forkert,” forklarer Lars Ejgelsen.

Han synes, at opholdet i Herstedvester på mange måder har hjulpet ham. Han følger misbrugsbehandlingen og et terapeutisk forløb, og han betegner sig selv som fri af stoffer og alkohol. Desuden arbejder han som møbelmaler i et af fængslets værksteder. Alligevel savner han Grønland.

”Jeg glæder mig især til at kunne tale grønlandsk med personalet i anstalten i Nuuk,” siger han.

Kasper Brandt er tidligere fanger og kommunalt ansat i en lille bygd i Grønland. Han blev for fem år siden overført til Herstedvester efter en dom for alvorlige sædelighedsforbrydelser. Den karseklippede, slanke grønlænder, der er iført blåt arbejdstøj, fortæller lavmælt om sit tidligere liv i Grønland. Han arbejder i dag som rørlægger i Hersted- vester og modtager terapeutisk behandling.

Trods de mange grove forbrydelser, såsom vold og drab, der ligger bag forvaringsdommene, har der i årtier været rejst menneskeretlig kritik af, at forvaringsdømte grønlændere blev placeret 4000 kilometer fra deres familier. Det er blevet kaldt en dobbeltstraf, at de skulle forvises til et andet land. Og gennem årene har blandt andet det danske Institut for Menneskerettigheder og det grønlandske lovudvalg påpeget, at afsoningen i Danmark kunne være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols artikel 8 om retten til respekt for familieliv.

At grønlandske indsatte er blevet sendt til Danmark, skyldes paradoksalt nok den særlige grønlandske kriminallov. Tanken i den grønlandske lovgivning er, at kriminelle hurtigst muligt skal resocialiseres på åbne anstalter, hvor de indsatte kan færdes frit, i stedet for i lukkede fængsler. Men problemet har været, hvad det grønlandske samfund skulle stille op med de kriminelle, der var for farlige til at blive placeret på en åben anstalt. Løsningen blev at sende dem til Hersted- vester flere tusind kilometer væk. Ordningen er blevet kritiseret stort set lige siden, de første grønlandske forvaringsdømte kom til Herstedvester for 50 år siden.

I 1986 anbefalede et dansk embedsmandsudvalg, at der skulle opføres en lukket anstalt i Nuuk, og i 1994 nedsatte den danske regering Den Grønlandske Retsvæsenskommission. På baggrund af kommissionens anbefalinger besluttede daværende justitsminister Lene Espersen (K) i 2007, at der skulle opføres en lukket anstalt i Nuuk.

I betragtning af de mange års kritik kunne man tro, at de indsatte i Herstedvester var meget opsatte på at vende tilbage til Grønland. Men det er ikke tilfældet.

Direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja Nathanielsen, betegner det som forventeligt, at kun 8 af de i alt 29 grønlandske forvaringsdømte i Danmark indtil nu har ønsket at vende hjem.

”Nogle indsatte har været så mange år i fængslet, at de efterhånden har større tilknytning til Danmark end Grønland,” forklarer Naaja Nathanielsen med henvisning til, at halvdelen af de grønlandske indsatte i Herstedvester har været fængslet mere end 10 år og en enkelt i mere end 20 år.

Lektor, ph.d. Annemette Nyborg Lauritsen fra Grønlands Universitet i Nuuk har flere gange interviewet de forvaringsdømte. Hun fortæller, at hovedparten er både ofre og gerningsmænd. En tredjedel af de forvaringsdømte kommet fra det meget fattige Østgrønland, selvom østgrønlænderne kun udgør seks procent af den grønlandske befolkning.

”Størstedelen af de forvaringsdømte har været udsat for voldsomt omsorgssvigt som børn. Mange har været udsat for seksuelle krænkelser, og rigtig mange er opvokset med nære pårørende, der har begået selvmord. Mange af de forvaringsdømte har også selv forsøgt at tage deres eget liv,” siger Annemette Nyborg Lauritsen og forklarer, at flere af de indsatte føler sig udstødt og landsforvist fra Grønland, og at de i nogle tilfælde nærer en vis bitterhed over for det grønlandske samfund.

”Min oplevelse er, at det i nogle tilfælde er de mere realistiske indsatte, der vil blive i Danmark, fordi de har indset, at det er sværere at få bolig, uddannelse og behandling i Grønland. Samtidig kan de, som er nået langt i deres afsoningsforløb, være bekymrede for, om de skal begynde forfra i forhold til for eksempel at få tilladelse til udgang i Nuuk,” siger Annemette Nyborg Lauritsen.

Desuden kan det ifølge Annemette Nyborg Lauritsen også spille ind, at det kan være svært for forvaringsdømte med alvorlige forbrydelser på samvittigheden at vende tilbage til de små samfund i Grønland.

For Kasper Brandt står det klart, at han ikke skal tilbage lige nu. Han bruger tiden i fængslet på behandling og arbejde. Når han engang er klar til løsladelse, drømmer han om at bo i Danmark og fortsætte sin behandling. Han har tre børn, en gammel far og søskende i Grønland, som han har sporadisk kontakt med via telefon.

”Selvfølgelig savner jeg naturen i Grønland. Men behandlingen her er bedre. Jeg tror ikke, at jeg kommer til at begå kriminalitet igen. Jeg har lært, at jeg skal sætte ord på tingene i stedet for at reagere fysisk,” siger han.

Lars Ejgelsen håber, at han efter 13 år bag tremmer på et tidspunkt kan blive fri mand i Nuuk.

”Hvis jeg kommer ud af fængslet i Nuuk, vil jeg finde en ny omgangskreds og skabe kontakt til min biologiske mors familie. En ting ved jeg. Jeg skal ikke tilbage til mine gamle venner.”

For Kasper Brandt står det klart, at han ikke skal tilbage lige nu. Han bruger tiden i fængslet på behandling og arbejde. Når han engang er klar til løsladelse, drømmer han om at bo i Danmark og fortsætte sin behandling. Foto: Leif Tuxen
Lars Ejgelsen fortæller, at han sagde nej til at afsone i Grønland, da han blev præsenteret for idéen for første gang for tre år siden. Foto: Leif Tuxen