Er det det endelige dagpengesystem, Dagpengekommissionen i dag kommer med sit bud på?
I kommissionen sidder blandt andre flere økonomer samt repræsentanter for arbejdsgivere og lønmodtagere, og allerede inden kommissionens rapport bliver offentliggjort, er det sluppet ud, at parterne ikke har kunnet enes om samlet at anbefale en ny model.
Hovedsigtet er, at dagpengesystemet skal være ”moderne, fleksibelt og robust”, og det må hverken være dyrere eller føre til, at den ”strukturelle ledighed” stiger. Sådan stod der i hvert fald i det kommissorium, som kommissionen har arbejdet efter siden juni sidste år.
Bag de mange teknikaliteter ligger imidlertid den politiske og ideologiske strid om, hvordan og hvor langt arbejdsløse skal forsikres. Hvor stort et incitament, der skal være, til at komme i arbejde igen.
Det er det, de vanskelige politiske forhandlinger om den 20. reform eller justering af dagpengesysemet siden 1969 kommer til at handle om.
Gennem de seneste 45 år har systemet allerede været igennem mindst 19 større ændringer, viser en historisk oversigt fra A-kassernes Samvirke (se tidslinjen til højre).
I 2012 og 2013 gennemførte den tidligere regering en række love og initiativer, der havde til formål at afbøde virkningerne af den dagpengereform, VK-regeringen gennemførte i 2010 sammen med Dansk F0lkeparti med opbakning fra De Radikale.
Reformen halverede den maksimale dagpengeperiode fra fire til to år, og samtidig blev genoptjeningsperioden forlænget fra seks måneder til et år. Man skruede med andre ord på to skruer på samme tid, og det fik stor effekt.
Langt større, end den daværende beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V), og hendes embedsmænd forudså i juni 2010. Da lød det, at 2000-4000 ville falde ud af dagpengesystemet, omend tallet var behæftet med ”betydelig usikkerhed”. I dag skønnes det, at 60.000 har mistet retten til dagpenge på grund af reformen fra 2010.
Det er dog langtfra hele historien. Af de 60.000 er hver tredje kommet i arbejde igen, viser de seneste tal fra Beskæftigelsesministeriet. 8600 får kontanthjælp, 8100 får en såkaldt arbejdsmarkedsydelse i for eksempel nyttejob eller jobrotation, mens resten er fordelt på en mængde andre overførselsindkomster eller lever uden at modtage noget fra det offentlige.
Ifølge andre tal er arbejdsløsheden fortsat på vej ned, og i nogle fag og i nogle områder af landet er der nu decideret mangel på arbejdskraft. Men skyldes det reformen eller det spirende opsving?
I de første fem måneder af 2013 fandt 18,4 procent ledige et job, efter at deres dagpengeperiode var slut. Fra januar i år og fem måneder frem - det vil sige efter, at dagpengereformen var trådt i kraft - var det tilsvarende tal 38,5 procent. Eksperter som arbejdsmarkedsforsker og professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet, og ph.d. Anders Bruun Jonassen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd afviser, at det nødvendigvis skyldes dagpengereformen, at flere nu finder job. Det kan der være andre forklaringer på.
Mere generelt er der imidlertid enighed blandt de fleste økonomer om, at en kortere dagpengeperiode alt andet lige får flere i arbejde.
Det Økonomiske Råd (”vismændene”) beregnede sidste år, at den strukturelle beskæftigelse (beskæftigelsen fraregnet konjunkturudsving) ville stige med omkring 15.000 jobs, når dagpengereformen var fuldt indfaset.
Netop målet om at udvide arbejdsstyrken har været et centralt tema i mange af de 19 større ændringer i dagpengesystemet siden 1967.
I 1970'erne blev reglerne lempet flere gange for de arbejdsløse, men fra 1989 og frem er der blevet strammet op. Det begyndte med en hvidbog om arbejdsmarkedets strukturproblemer, som den daværende arbejdsminister, Henning Dyremose (K), fik udarbejdet i 1989, fortæller direktør for a-kasssernes paraplyorganisation, AK-Samvirke, Verner Sand Kirk.
Hvidbogen lagde grunden til en række arbejdsmarkedsreformer op gennem 1990'erne, hvor dagpengepengeperioden ad flere omgange blev forkortet til syv år, fem år og siden fire år.
Reformerne blev ledsaget af fremrykkede krav om ret og pligt til arbejdstilbud.
”Det er imidlertid en misforståelse, at man indtil 1994 kunne få dagpenge livet igennem,” siger Verner Sand Kirk.
Det viste sig i praksis også, at kun nogle få tusinde i 1990'erne mistede retten til dagpenge på grund af den kortere dagpengeperiode.
Når afkortningen af dagpengeperioden fra fire til to år i 2010 fik langt flere til at falde ud af systemet, skyldtes det to forhold.
For det første var der mange flere ledige, som kunne miste dagpengene efter to år end efter fire, fem eller syv år. For det andet blev genoptjeningsperioden til dagpenge fordoblet fra et halvt til et helt år, og det gjorde det langt sværere for mange ledige at komme ind i dagpengesystemet igen.
Det er især denne del af reformen, som det bliver svært for politikerne at finde en løsning på, når Dagpengekommissionen har offentliggjort sin rapport i dag.
At gøre optjeningsperioden kortere koster staten penge, og de kan for eksempel skaffes ved at sætte dagpengeniveauet ned for nyansatte eller indføre otte karensdage, før man kan få dagpenge, som nogle af de lækkede forslag fra kommissionen har antydet.
Karensdage har man haft før, men tilsyneladende har kommissionen ikke kunnet enes om i fællesskab at anvise en brugbar model.
Derfor bliver det nu op til regeringen og i hvert fald Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti at finde en løsning. Nemt ser det ikke ud.