Prøv avisen

Efter 40 år: Grønland beder om hjælp mod overgreb

Det handler ikke om, hvem der har skylden for fortiden, men om, hvordan vi ændrer fremtiden,” siger folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam, der repræsenterer det grønlandske regeringsparti Siumut. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For første gang, siden Grønland overtog ansvaret for socialområdet, beder landet nu Danmark om hjælp til at løse de massive sociale problemer og omfattende svigt af børn. Vi har været for stolte, mener grønlandsk politiker

I maj skete der noget usædvanligt for det dansk-grønlandske forhold. På den statsejede tv-kanal KNR kastede en tydelig berørt borgmester for Tasiilaq, Asii Chemnitz Narup, håndklædet i ringen.

”Vi er i en menneskelig, social og kulturel dødsspiral,” sagde hun.

Anledningen var en DR-dokumentar, der afdækkede omfattende problemer med seksuelle overgreb i byen Tasiilaq på den grønlandske østkyst. Borgmesteren erkendte, at kommunen – trods voksende bevillinger – ikke kunne løfte opgaven alene. Hun langede samtidig ud efter den grønlandske regering for ikke at gribe ind og for i årevis at have afvist en dansk indgriben som en mulig løsning.

Konsekvensen af opråbet kunne man opleve i Nuuk i går. Her stod socialminister Astrid Krag (S) side om side med Grønlands minister for sociale anliggender, Martha Abelsen, og præsenterede en plan, der skal sætte en stopper for misbruget af børn i Grønland. Konkret har landene nedsat en fælles arbejdsgruppe, der inden sommer skal komme med en række anbefalinger til, hvordan man blandt andet kan forebygge overgreb på mindre-årige.

Gruppen er et nybrud i det dansk-grønlandske forhold, mener Astrid Krag:

”Socialområdet har været hjemtaget siden 1980, så det er helt nyt, at vi går ind og laver et så tæt socialt samarbejde,” siger hun og hæfter sig ved, at Grønlands regering af egen fri vilje har bedt Danmark om hjælp til at løse problemet.

”Et tættere samarbejde betyder, at vi kan komme længere end hidtil med at sikre, at alle børn får en god og tryg opvækst. Vi skal simpelthen have stoppet de her overgreb.”

Aaja Chemnitz Larsen, grønlandsk medlem af Folketinget for det venstreorienterede parti IA, mener, at samarbejdet symboliserer en erkendelse, der længe har været fortrængt i den grønlandske politiske bevidsthed.

”Jeg plejer at sige, at bag enhver problemløsning ligger en erkendelse. Når jeg siger dette, så er det primært fordi, at man hjemme i Grønland tidligere har været meget stolte og sagt, at det her er et område, som vi har hjemtaget, og som Danmark derfor ikke skal involveres i,” siger Aaja Chemnitz Larsen.

Ifølge hende har den grønlandske selvforståelse ændret sig ”de seneste fire-fem år”. Her er grønlænderne nået frem til en konklusion om, at det er i orden at bede om hjælp. Hun kalder samtidig den grønlandske håndsrækning ”et nødvendigt opgør med en tiltagende passivitet på området fra grønlandsk side”.

Det udlægning køber hendes kollega i Folketinget Aki-Matilda Høegh-Dam, der repræsenterer det grønlandske regeringsparti Siumut, ikke. Hun lægger vægt på, at Grønland har opnået ”små” fremskridt på socialområdet de sidste 40 år, og at situationen i hvert fald ikke er blevet værre siden tiden før selvstyreordningen.

”Det her samarbejde er et positivt skridt i retningen af et mere ligeværdigt, gensidigt fællesskab over for hinanden. Det handler ikke om, hvem der har skylden for fortiden, men om, hvordan vi ændrer fremtiden. Når Grønland en dag er selvstændigt, så forestiller jeg mig, at vi stadig skal hjælpe Danmark, hvis de kommer og beder os om hjælp,” siger hun.

Sara Olsvig, der er programleder for Unicef Danmark i Nuuk og tidligere grønlandsk socialminister for IA, kalder det nye samarbejde for positivt. Hun mener imidlertid ikke, at de sociale problemer skyldes Grønland alene:

”Det er vigtigt at huske på, at Danmark har haft et ansvar. Danmark styrer stadig politiet, Kriminalforsorgen og hele retsområdet. Dette område skal være gearet til at spille sammen med socialområdet. For eksempel kan det ikke passe, at fokus for politikerne gennem flere år har været regningen for behandlingen af krænkerne, der er blevet kastes frem og tilbage mellem socialområdet og justitsområdet – altså mellem Grønland og Danmark i stedet for at få gjort noget så hurtigt som muligt,” siger Sara Olsvig.