Siden 1772 er kirkegængerne i Sorø Klosterkirke trådt direkte ind i midtergangen i det vældige kirkerum gennem et større dørparti, placeret centralt i vestgavlen. Sådan har det ikke altid været.
Klosterkirken blev påbegyndt i 1160’erne med en grundplan og de funktioner, som hørte til en kirke indenfor cistercienserordenen og med forbillede i Fontenay-kirken i Frankrig; arketypen på cistercienserklosterkirker.
Det store kirkerum var ikke åbent som i dag, men opdelt i sektioner til de forskellige brugere: munkene holdt til længst oppe i kirken ved hovedalteret, de arbejdende lægbrødre midtskibs, mens den bagerste del af kirken var for almindeligt folk.
Derfor havde kirken oprindeligt også flere indgange, som siden blev sløjfet eller flyttet. To døre i sydsiden førte direkte til klosteret, og dem benyttede munke og lægbrødre ved de talrige tidebønner i kirken.
Bagerst i kirken i vestgavlens venstre hjørne var en dør tiltænkt alle andre. Fra sidst i 1100-tallet til 1772 kom kirkegængere altså ind i sideskibet, og først derefter åbenbarede kirkerummet med alter og kors sig. Grundtanken i klosterkirkens indretning og inventar var ikke tilfældig, men fælles for alle cistercienserkirker.
Det var givetvis klassicismens krav om symmetri og et ønske fra Sorøs borgerskab, der førte til en omplacering af kirkens indgang.
Så den oprindelige tanke bag klosterkirken fortonede sig, men bliver nu, som tidligere omtalt her i avisen, delvist genskabt med en genplacering af hovedindgangen og genåbning af to indgange i sydsiden af skibet i forbindelse med den igangværende restaurering ved arkitektfirmaet Bertelsen og Scheving.
Arbejdet sker i hårfin balance mellem kirkens praktiske funktion og dens kulturhistoriske værdi. Samtidigt tilgodeses både bygherre og ejers, Sorø Akademi, krav og ønsker og menighedsrådets.
”En restaurering af en historisk kirke som Sorø Klosterkirke kræver meget forarbejde og grundige overvejelser. Så vi gravede gamle tegninger og opmålinger af kirken frem og vægtede dem sammen med de krav, som nutidens brugere stiller til en kirke. Et depotrum, dåbsrum og handicaptoilet er uomgængeligt i dag, hvilket selvsagt ikke var i grundplanen i 1100-tallet, så man har måttet finde en mindre ideel løsning i Sorø. Da vi tog fat på restaureringsplanerne, valgte vi at gentænke det hele og fandt en fin løsning på problematikken ved at flytte indgangen tilbage til den oprindelige placering i vestgavlens venstre hjørne, og derved blev en del af kirkens tidligere indretning også genskabt,” forklarer arkitekt Jens Bertelsen.
At flytte klosterkirkens indgang er ikke noget lille ”indgreb”, men den kommer hen, hvor den lå de første godt 600 år. Og måske er det også på sin plads at efterlade spor af vor tid i de kirker, der er et produkt af flere historiske perioder og arkitektoniske strømninger:
”Landsbykirken er en vigtig del af vores arkitektoniske kulturarv og nationalikon på linje med bøgetræer og bølgende kornmarker. Hvis man tidligere havde været underlagt nutidens strikse restaurerings- og bevaringsregelsæt, havde disse middelalderkirker set meget anderledes ud og uden senere tilføjelser som våbenhuse og tårne – træk, som vi ikke ville undvære i dag. Kirker er bygninger i brug og dermed i udvikling; lige fra landsbykirken til Sorø Klosterkirke. Så det er naturligt, at restaureringen sætter et velvejet aftryk på klosterkirken med en ny hovedindgang og to genåbnede sideindgange, der vil genetablere dele af det oprindelige brugsmønster fra cisterciensernes tid,” siger kirkehistoriker Thomas Bertelsen fra arkitektfirmaet Bertelsen og Scheving.
Under nedlægningen af hovedindgangen midt i vestgavlen blev der blotlagt oprindeligt murværk fra 1100-tallet, som er undersøgt af arkitektfirmaet Bertelsen og Scheving og Nationalmuseet. Det uberørte murværk giver et sjældent indblik i datidens teglstensbyggeri med flere byggetekniske detaljer.
Eksempelvis holdt mureren en kort pause for hver cirka 35 centimeter muret mur for at lade stenene sætte sig. Bevaret græstørv i murens indre vidner om en vinterpause i byggeriet, hvor man lagde tørv over de ufærdige mure for at beskytte dem mod frostvejret.
Den ene sideindgang har bevarede trædesten, hvis slid tyder på en ældre dato:
”Meget murværk i klosterkirken er med tiden muret om, og tegl er skiftet ud. Det er ikke usædvanligt på de tidlige teglstensbyggerier, hvor tegl ofte var af svingende kvalitet. Derfor er det vigtigt at få undersøgt og bevare det oprindelige murværk og trædestenene ved sideindgangen, når den skal genåbnes,” siger museumsinspektør Per Kristian Madsen fra Nationalmuseet, der er rådgivende instans.
Trods århundreders vejrlig står murene i Sorø Klosterkirke stadig og kan altså fortsat kaste ny viden af sig om Hvidernes imponerende gravkirke.