Efter afbrudt samarbejde: Dansk-israelsk journalist beskylder TV 2 for at bukke under for “racistisk pres”

Den dansk-israelske journalist Jotam Confino mener, at TV 2 har givet efter for smædekampagner og de facto fyret ham. Men tv-stationen afviser anklagen

Jotam Confino har i en årrække dækket Israel som journalist for store internationale medier, herunder Sky News, BBC og CBS News.
Jotam Confino har i en årrække dækket Israel som journalist for store internationale medier, herunder Sky News, BBC og CBS News. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

Han har sendt direkte fra Israel på TV 2 adskillige gange siden den 7. oktober sidste år, hvor terrororganisationen Hamas angreb Israel. Men i fremtiden vil Jotam Confino i mindre grad blive brugt af tv-stationen.

Det fortæller TV 2's udlandschef til Ritzau.

Men ifølge den dansk-israelske journalist er der tale om en de facto fyring. 

Han mener, at tv-stationen har besluttet at afbryde samarbejdet på grund af et “racistisk pres” og den smædekampagne, som han mener er blevet ført mod ham. Det fortæller han i et interview til Weekendavisen, hvor han siger, at "TV 2 har kastet mig for løverne og vendt mig ryggen, når jeg havde allermest brug for dem":

“Jeg føler, det er en måde at cancellere mig på uden at få ørerne i maskinen. Det er i forvejen kendt i offentligheden, at der har været en racistisk shitstorm og hetz mod mig for at få mig boykottet og begå et karaktermord på mig. Det ville ikke være populært for TV 2 at give efter for et racistisk pres ved at fyre mig direkte, så det nemmeste har været at undlade at bruge mig på skærmen og på den måde fade mig ud,“ siger han til Weekendavisen.

TV 2’s udlandschef Jakob Vissing afviser over for Weekendavisen, at Jotam Confino, som har været ansat som freelancer, er blevet fyret. Han fortæller, at TV 2 vil benytte sig mindre af freelancere, fordi tv-stationen har ansat journalist Rasmus Tantholdt som fast korrespondent i Mellemøsten.

Siden journalisten begyndte at dække krigen i Gaza for TV 2 og en række internationale medier, har han været udsat for anklager om, at han skulle tage Israels parti. Tidligere folketingskandidat for Enhedslisten og debattør Asmaa Abdol-Hamid har spekuleret i, om Jotam Confino skulle være israelsk påvirkningsagent. Det fik ham til at true med at lægge sag an mod debattøren.

Sanger Isam B har desuden opfordret danskere til at boykotte TV 2, så længe tv-stationen benytter sig af Jotam Confino som journalist.

Senest er journalisten endt i en konflikt med Røde Kors' generalsekretær, Anders Ladekarl, som har anklaget Jotam Confino for at videregive misinformation.

Anklagerne er især blevet rettet mod ham på det sociale medie X, hvor han har forsvaret sig selv og sin dækning af krigen på daglig basis. Og ifølge Jotam Confino er hans ageren på de sociale medier en del af forklaringen på, hvorfor TV 2 afbryder samarbejdet.

Udlandschef Jakob Vissing afviser dog den påstand og understreger over for Weekendavisen, at TV 2 har bakket op om Jotam Confino, som bor i Tel Aviv. 

"Jotam Confino har været udsat for en helt urimelig, grænseoverskridende kampagne, som er bundet op på hans jødiske rødder, og det har TV 2 helt fra begyndelsen taget afstand fra – både indadtil og udadtil. Vi har brugt ham i vores dækning på trods af den intensive kampagne, og vi har på alle måder bakket op om ham," siger han.

Han påpeger desuden over for både Weekendavisen og Ritzau, at samarbejdet med Jotam Confino ikke nødvendigvis er helt afbrudt.