Må en læge vælge at give blod til en bevidstløs, døende patient, selvom vedkommende tidligere har frabedt sig dette? Det er et spørgsmål, som et kvindeligt medlem af Jehovas Vidner netop har besluttet at bede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol om at tage stilling til.
Ifølge Højesteretten skete der nemlig intet ulovligt, da hendes nu afdøde mand, der også var medlem af Jehovas Vidner, i 2014 fik en blodtransfusion, mens han var bevidstløs og ikke selv kunne frabede sig den. Heller ikke, selvom han forinden havde frabedt sig både skriftligt og mundtligt at modtage blod, ligesom han i lommen bar et kort, et såkaldt forhåndsdirektiv, med samme budskab.
I februar slog Højesteretten imidlertid fast, at der ikke skete et brud på mandens rettigheder til selvbestemmelse i den pågældende sag. Det er denne afgørelse, som mandens enke nu har besluttet sig for at indklage til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
“Det har hun, fordi hun har oplevet blodtransfusionen som et overgreb på hendes mand," siger kvindens advokat, Tyge Trier, der sammen med den engelske advokat Shane Brady vil føre sagen i Strasbourg, såfremt Menneskerettighedsdomstolen vælger at behandle den.
"Retten til at manifestere sin religion er beskyttet, men læser man Højesterets afgørelse virker det til, at man ikke har taget meget hensyn til det aspekt," siger han.
Efter blodtransfusionen kom manden aldrig til bevidsthed, og en måned efter afgik han ved døden. Dødsårsagen havde ikke noget med blodtransfusionen at gøre, blev det senere fastslået. Enken valgte imidlertid at lægge sag an mod Styrelsen for Patientklager, fordi hun mente, at beslutningen om at give hendes mand en blodtransfusion var en krænkelse af hans selvbestemmelsesret. Siden blev sagen anlagt ved Retten i Svendborg og Østre Landsret, der gav kvinden medhold, før den nåede Højesteret, hvor afgørelsen blev omgjort.
Nu er Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol kvindens sidste mulighed for at få medhold.
Hos Etisk Udvalg i Lægeforeningen var man tilfreds med Højesterettens afgørelse, da ”den gav bedre plads til lægens individuelle faglige og etiske vurdering”, siger udvalgets formand Klaus Peder Klausen:
“Det indebærer i den konkrete sag retten til at være tøvende i forhold til en ældre skriftlig beslutning hvor der står, hvordan patienten af religiøse årsager forholder sig til en eventuel livreddende behandling,” siger han.
“Men hvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol tager sagen op og eventuelt vurderer den radikalt anderledes end Højesteret, så kan det potentielt betyde, at nogle læger i sjældne situationer vil blive mere tilbageholdende med at behandle. De kan også blive nervøse for, hvorvidt de juridisk kan ende i fedtefaddet."
Når afgørelser fra den højeste nationale retsinstans indklages til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, afvises nogle på forhånd, fordi man vurderer, at de er udsigtsløse. Det forklarer advokat og formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist, der samtidig siger, at det set i lyset af tidligere sagers forløb meget vel være det, der kommer til at ske i den pågældende situation:
“Af hidtidig retspraksis kan man se, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ofte overlader det til de nationale domstole at fastlægge, hvordan man vil afgrænse religionsfriheden, og derfor blander man sig typisk ikke i sådanne spørgsmål,” siger han. Alligevel håber han på, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil tage sagen i behandling:
“Den her sag er anderledes end de tidligere, fordi der er tale om en privat situation, der involverer en enkelt persons adgang til at bestemme over sit eget liv ud fra sin religiøse overbevisning, hvor tidligere sager har været af mere generel karakter. Derfor håber jeg, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol vil forholde sig til denne.”