Efter fem år og 20 millioner: Bliver Nyborg Slot endelig ombygget?

Kulturministeren har givet nyt liv til kuldsejlet plan for at ombygge det gamle middelalderslot, men ifølge museumsinspektør er der fortsat sten på vejen

Et stort ombygningsprojekt af Nyborg Slot på Fyn har været længe undervejs.
Et stort ombygningsprojekt af Nyborg Slot på Fyn har været længe undervejs. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Den omfattende plan om at ombygge Nyborg Slot, så den oprindelige bygning tilføjes en nybygget længe, skulle egentlig have været fuldført i 2017. Fem år, 20,4 millioner kroners fordyrelse og en ny museumslov senere ser det nu ud til, at projektet, som ellers var kuldsejlet, kan gennemføres.

Det siger museumsinspektør Mette Ladegaard Thøgersen efter et møde tirsdag mellem Nyborg Kommune, Østfyns Museer, Realdania samt Slots- og Kulturstyrelsen.

"Projektet er ikke helt på skinner endnu, men der er taget et vigtigt skridt," siger hun med henvisning til, at kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) har udtalt, at staten er villig til at være med til at finde den restfinansiering, ombygningen kræver.

"Hvis ikke staten som bygherre var med, ville det hele været gået i stå. Men vi mangler stadig at finde en række løsninger, får vi kan sige, at projektet med sikkerhed bliver gennemført," siger Mette Ladegaard Thøgersen.

Forsinkelsen og fordyrelsen hænger sammen med, at der har været klager over nybyggeriets indvirkning på den eksisterende, fredede bygning, og Miljø- og Fødevareklagenævnet gav i december klagerne medhold. For at holde liv i projektet, har Kulturministeriet derfor tidligere i år foretaget en ændring af museumsloven, som åbner mulig for dispensation til et projekt som Nyborg Slot.

Det er dog ikke givet, at denne dispensation gives, og afgørelsen vil kunne blive bragt for en ankeinstans på ny. Derfor er det mest sandsynligt, at et politisk flertal vil vedtage en specifik anlægslov for Nyborg Slot, som i givet fald vil fratage eventuelle klagere sådanne ankemuligheder. Socialdemokratiet, Venstre og Konservative har indgået en aftale om en anlægslov, men den konkrete udformning mangler endnu. 

Usikkerheden om tid og økonomi er stor, og den blev større, da A.P. Møller Fonden i februar trak sin økonomiske støtte tilbage, indtil der var mere sikkerhed om den samlede tidsplan. Ifølge Mette Ladegaard Thøgersen er det nu aftalt, at Slots- og Kulturstyrelsen hurtigst muligt skal have en konkret tidsplan klar.

"Der har været en række forhold om lovgivning, tidsplaner og finansiering, som har bidt sig selv i halen og trukket det hele i langdrag. Men med den seneste udvikling er der i det mindste mulighed for, at projektet kan gennemføres," siger hun.