Det er ikke nødvendigvis hverdagskost, at Danmark ønskes tillykke på Kristeligt Dagblads debatsider. Men det var tilfældet en junidag i 2009. Afsenderen var en aktør på handicapområdet, og årsagen til lykønskningen var Danmarks ratificering af FN’s Handicapkonvention.
Men selvom der i konventionen står, at ”deltagerstaterne skal forbyde enhver diskrimination på grund af handicap og skal sikre personer med handicap lige og effektiv retlig beskyttelse imod diskrimination af enhver grund”, var det først i går, at en dansk regering tog initiativ til at forbyde diskrimination på grund af handicap i bred forstand.
”Det er tiltrængt med et forbud. I dag er det sådan, at hvis man oplever at blive afvist på baggrund af sit handicap, så kan man ikke gøre noget ved det. Det kan man til gengæld, hvis man bliver afvist på baggrund af sit køn eller sin seksualitet. Det er der en vis uretfærdighed i,” siger børne- og socialminister Mai Mercado (K).
I de knap otte år, der er gået siden ratifikationen, har blandt andet Institut for Menneskerettigheder kunnet berette om flere tilfælde af handicapdiskrimination i Danmark. For eksempel med en mand, der blev afvist fra udendørsservering på et spisested, fordi restauranten ikke ønskede kørestole i restauranten. En hændelse, som den handicappede ikke har kunnet klage over. Forslaget fra regeringen vækker derfor glæde i Det Centrale Handicapråd.
”Handicappede bliver meget pressede, når de kommer ud for at blive afvist steder, og derfor er det vigtigt nu at have retssikkerheden,” siger formand Anette Laigaard fra Det Centrale Handicapråd.
Hun kalder det ”et vigtigt signal at sende, at man ikke kan blive forskelsbehandlet”.
Spørgsmålet om diskriminationsforbud har flere gange rumlet siden Danmarks ratifikation af handicapkonventionen. FN’s Handicapkomité kritiserede Danmark i 2014, og det samme gjorde FN’s Menneskerettighedsråd i januar 2016. Få måneder senere efterlyste flere politiske partier i dagbladet Politiken et forbud mod diskrimination.
Der findes i forvejen et forbud mod at diskriminere handicappede på arbejdsmarkedet, men ikke mod at nægte personer med et handicap adgang til forsikringer, dagtilbud, sundhedsydelser og kulturlivet.
Ifølge ligebehandlingschef Maria Ventegodt Liisberg, der er ligebehandlingschef ved Institut for Menneskerettigheder, binder og forpligter konventioner dog kun offentlige myndigheder.
”Det vil sige, at selvom du inkorporerer en konvention, betyder det ikke, at private er bundet af konventionen, men bare at offentlige myndigheder virkelig skal tage konventionen alvorligt. Derfor er det så vigtigt med et dansk diskriminationsforbud, for hvis vi ikke har det, så ville der for det første ikke være nogen forpligtelser over for private, for det andet tager domstolene det ikke så alvorligt, og for det tredje er der ikke nogen klageadgang til Ligebehandlingsnævnet,” siger hun.
Institut for Menneskerettigheder er altså glade for beslutningen, som Maria Ventegodt Liisberg kalder et paradigmeskifte, der vender den danske tilgang rundt, så man går fra en accept af, at mennesker med handicap ikke kan deltage fuldt ud i samfundet, til at samfundet skal indrettes på en måde, så mennesker med handicap kan deltage fuldt ud.
Eva Naur Jensen forsker i offentlig ret som adjunkt ved juridisk institut på Aarhus Universitet.
Ifølge hende kan årsagen til, at der først tages skridt til et forbud nu, være, at skiftende danske regeringer har ment, at ”vi i forvejen har en så ligestillet retsstilling over for mennesker med handicap, at vi ikke har behøvet at inkorporere den (FN’s handicapkonvention, red.) i dansk ret,” siger Eva Naur Jensen.
Lidt samme opfattelse har Maria Ventegodt Liisberg fra Institut for Menneskerettigheder.
”Vi har en grundopfattelse af, at vi er verdensmestre i Danmark,” siger Maria Ventegodt Liisberg:
”I hvert fald på ligebehandlingsområdet har vi været lorne med individuelle rettigheder. Vi kan se det ved, at den lovgivning, vi har på området, kommer fra EU. Det er noget med, at når vi er i udlandet, så er vi utroligt glade og positive i forhold til diskriminationslovgivning, men når det kommer til stykket i Danmark, så er vi lidt mere tilbageholdende”.
Fra børne- og socialminister Mai Mercado lyder det, at ”jeg kan jo dårligt sige, hvad det er, at skiftende regeringer igennem de sidste otte år har tænkt, når de har vurderet FN-konventionen”.
”Men jeg tror, at man har lavet en juridisk vurdering i forhold til FN-konventionen. Det, som jeg synes er vigtigt, det er at stille sig selv det enkle spørgsmål, om vi vil acceptere, at der er mennesker med handicap, der bliver diskrimineret,” siger hun.
Forslaget fra regeringen stiller dog ikke krav til tilgængelighed for handicappede. Det vil sige, at handicappede ikke kan klage over, at for eksempel museer, som ikke er handicapvenlige, er et udtryk for diskrimination. En sådan regel risikerer at blive meget omkostningstung ude i virkeligheden, siger Mai Mercado, og ifølge Anette Laigaard fra Det Centrale Handicapråd er der brug for en analyse af, hvor store udgifter en sådan lovændring vil medføre.
”Diskriminationsforbuddet er et vigtigt første skridt, og så skal vi videre herfra,” siger Anette Laigaard.
Mai Mercado har dog vanskeligt ved at se en løsning på omkostningsproblemet lige foreløbig. Men, siger hun, ”jeg har da heller ikke lyst til at tage den pessimistiske hat på”.