Stemmerne er talt op efter fire ugers hektisk kamp om magten i Danmark. Det blev i høj grad midtens folketingsvalg.
Om Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, fik de afgørende mandater til at bestemme farven på landets statsminister, var endnu uklart, da redaktionen sluttede tirsdag aften. Men de første valgstedsmålinger bekræftede, hvad andre målinger op til valget har vist: at statsminister Mette Frederiksen (S) som minimum får svært ved at fortsætte med den etpartiregering, hun har stået i spidsen for i tre år.
DRs og TV2s målinger var stort set enige om billedet. Socialdemokratiet stod til omkring en fjerdedel af vælgerne med en lille tilbagegang. Med tilbagegang for de Radikale, der nærmest blev halveret, og for Enhedslisten, så den røde blok ikke ud til at kunne bevare sit flertal.
De tegnede også begge billedet af, at Moderaterne ville få de mandater, der kan afgøre, hvem der får regeringsmagten efter valget. I det hele taget blev de seneste målinger bekræftet med stor fremgang til Liberal Alliance, en svag tilbagegang for De Konservative, voldsom tilbagegang for Dansk Folkeparti, der dog så ud til at klare spærregrænsen, modsat Kristendemokraterne og Frie Grønne. For SF, Danmarksdemokraterne og Nye Borgerlige så det også ud til at ende som tidligere forudset.
Selvom det i nat skulle ende med et spinkelt flertal til den røde blok, har Mette Frederiksen forpligtet sig til at afsøge, om hun kan danne en bred regering over midten. Og De Radikale, der i aftes så ud til at få lige så dårligt et valg, som målingerne tidligere har vist, har krævet det samme.
Spillet om regeringsmagten kan som ventet blive både kompliceret og langstrakt.
Lykkes det mod alle odds at danne den brede regering, åbner det imidlertid for en række spørgsmål om, hvad det betyder for fløjene, som i årtier har været helt afgørende for regeringens farve herhjemme.
En bred flertalsregering over midten får svært ved at dele politisk magt og indflydelse med fløjpartier som Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og måske Liberal Alliance. Når først en flertalsregering med flere partier er blevet enig med sig selv, udelukker det nærmest efterfølgende at bøje sig for andre partier.
Danmark er et politisk konsensusland. Man bøjer sig mod hinanden for at finde nødvendige kompromiser. Udgangspunktet for ethvert kompromis har dog altid været tydeligt. Det er kommet fra et socialdemokratisk eller borgerligt ringhjørne.
Som i stort set alle andre demokratiske lande deler vælgerne sig så på magisk vis i to næsten lige store lejre, en rød og en blå, og så havner regeringsmagten i den ene af dem. Med passende mellemrum skifter magten fra den ene gruppe til den anden.
Den lovmæssighed har været på spil i dette valg. Den blev senest for alvor udfordret ved jordskredsvalget i 1973, som førte til knapt 10 års politisk uro, fordi den politiske midte havde svært ved at håndtere fløjene – fra Fremskridtspartiets Mogens Glistrup til kommunisternes Knud Jespersen.
Interessant nok var optakten til det valg en periode fra 1968 og frem, hvor det blev stadigt sværere at se forskel på de etablerede partier på midten. VKR-regeringen hævede skatterne og udvidede den offentlige sektor på en måde, som en socialdemokratisk regering ville have set misundeligt på. Det reagerede vælgerne på i 1973.
I det forløb forsøgte man sig i 1978 også med en SV-regering – arbejder-bonderegeringen – som blev en total fiasko. Først da Fremskridtspartiet i begyndelsen af 1980’erne blev tæmmet under den daværende leder Helge Dohrmann, stabiliseredes det politiske landskab. Fremskridtspartiet fik indflydelse – og medansvar for de borgerlige firkløverregeringers politik.
Partiet revnede senere, og af asken opstod Dansk Folkeparti, som i et par årtier kom til at bære flere borgerlige regeringer under Anders Fogh Rasmussen (V) og Lars Løkke Rasmussen (nu Mod.) i 2000'erne, og senest fra 2015 til 2019. Prisen for den støtte var en stram udlændingepolitik, men Dansk Folkeparti mærkede samtidig ansvarets åg, hvorunder man blandt andet måtte stå på mål for den økonomiske politik.
Tilsvarende opstod Enhedslisten på ruinerne af sammenbruddet på den politiske venstrefløj i slutningen af 1980'erne. Partiet endte gradvist med at stede både væbnet revolution og opgør med privat ejendomsret til hvile. Enhedslisten bar Poul Nyrup Rasmussens SR-regeringer igennem 1990'erne, samtidig med at listen erklærede at være i opposition. Enhedslisten har siden støttet flere S-regeringer for at få politiske indrømmelser. Prisen har de seneste tre år været en accept af, at Socialdemokratiet på lange stræk har videreført den hårde udlændingepolitik med de borgerlige partier.
Muligvis munder dette folketingsvalg ud i en ny socialdemokratisk regering, som baserer sig på De Radikale og Enhedslisten, som så vil bevare indflydelsen og ansvaret. Men begge partier vil tage sig betalt for Mette Frederiksens flirt med de borgerlige.
Bliver det en bred konstellation over midten, vil Enhedslisten og dens vælgere blive parkeret på sidelinjen. Moderaterne ser mandatmæssigt ud til både til venstre at kunne erstatte Enhedslisten og til højre muligvis Dansk Folkeparti i et flertal med eksempelvis Socialdemokratiet, De Radikale og SF.
Svagheden ved enhver midterregering er dog, at magtfordelingen bliver tåget for vælgerne. Utilfredse vælgere på midten risikerer at blive hjemløse. Det kan senere forstærke yderfløjene.
Det så man allerede tendenser til under coronakrisen, hvor mange indgreb blev gennemført med meget brede politiske flertal. Utilfredse vælgere havde svært ved at finde allierede i det etablerede politiske system, og nogle søgte mod udenomsparlamentariske organisationer som corona-skeptikerne i Men in Black for at protestere.
I andre lande findes lignende eksempler. I Sverige stod partierne fra højre til venstre i mange år sammen om at fordømme Sverigedemokraterne som ekstremistisk og forsvare en human udlændingepolitik. Men utilfredsheden med den politik voksede, og først da hver femte vælger ved det svenske valg i september stemte på Sverigedemokraterne, fik partiet indflydelse. Og ansvar.
Der er med andre ord en risiko for, at vælgerne på fløjene "radikaliseres", hvis et politisk flertal på midten udelukker fløjpartierne.
Det er så muligvis en nødvendig omkostning for at føre en ansvarlig eller "nødvendig" politik i en periode. Hovedargumentet for en bred regering over midten er i hvert fald, at Danmark står over for så alvorlige problemer med økonomi, klima og sikkerhed, at det kræver svære og nødvendige beslutninger, som man ikke kan få igennem med fløjpartierne i dag.
Det være sig Lars Løkke Rasmussens mislykkede forsøg på at få arbejdsmarkeds- og skattereformer igennem i 2015-2019 – eller Mette Frederiksens problemer med at få sine støttepartier til venstre med på en asyllejr i Rwanda.
Uanset hvad det ender med, risikerer en kommende regering at skulle træffe mange upopulære beslutninger om økonomi, sundhed, klima og sikkerhed. Det kan skabe stor utilfredshed og polarisere vælgerne, som fløjene kan profitere på ved næste valg, hvis de holdes helt uden for ansvar og indflydelse nu.
Dette er en politisk analyse.