De ventede og ventede og ventede. Først tæt på kl. 01 natten til onsdag kom tallene fra det sidste valgsted på en skole i Københavns nordvestkvarter. Aftenen igennem var regeringsblokken kommet tættere og tættere på ved folketingsvalget at kunne bevare sit flertal i Folketinget.
TV-stationerne havde hver deres prognose helt frem til det sidste mandattal kom på skærmen: 87-73. Det røde flertal på 90 var dermed intakt, inklusive de tre røde nordatlantiske mandater, to fra Grønland og et fra Færøerne.
Statsminister Mette Frederiksen (S) kunne kl. 1.30 omsider holde sin sejrstale til Socialdemokratiet i Folketinget fællessal. Trods det, at både Lars Løkke Rasmussens Moderaterne og Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne bragede ind i Folketinget med 9,3 og 8,1 procent af stemmerne, var det ikke nok til at ændre magtfordelingen mellem blokkene.
Der blev jublet hos Socialdemokratiet, for nu tyder meget på, at Mette Frederiksen får lov at fortsætte som statsminister i fire år mere. I valgkampen sagde hun selv, at en bred regering over midten var hendes førsteprioritet, og det gentog hun, efter at valgresultatet omsider stod klart. Onsdag vil hun gå til Dronningen for at indgive regeringens afskedsbegæring, og derefter vil der blive åbnet for en dronningerunde, hvor Mette Frederiksen ser ud til at få den første mulighed for at forsøge at danne en ny og bredere regering.
Ved nattens partilederdebat på tv gentog hun også invitationen til partierne til højre om at gå med i en bred regering over midten. Den svære situation med krig, inflation, sundheds- og klimakrise kalder på det, fordi der skal træffes mange svære beslutninger de kommende år, også om nødvendige reformer for at sikre økonomien.
Umiddelbart var Lars Løkke Rasmussen klar til forhandlingerne, og han ville også pege på Mette Frederiksen som forhandlingsleder. Ikke nødvendigvis som kommende statsminister, understregede han dog, tro mod sit slogan om, at man skal forhandle om noget og ikke om nogen.
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ville ikke på forhånd afvise ideen om en SMV-regering, hvis det betød, at Venstre kunne få væsentlige dele af sit partiprogram igennem, men det havde han nu svært ved at forestille sig. Med valgets udfald kunne de tre partier, Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre ellers danne et flertal i Folketinget. De øvrige borgerlige partier skulle ikke nyde noget.
Enhedslistens leder Mai Villadsen mente fortsat, at det ville være en stor fejl at danne en bred regering, fordi de borgerlige partier ville bremse den grønne dagsorden.
Der er flere grunde til, at socialdemokraterne ikke kunne få armene ned over valgresultatet, mens de borgerlige partilederes mundvige vendte nedad sidst på natten til onsdag. Resultatet betyder for det første, at Mette Frederiksens chance for at fortsætte som statsminister er dramatisk forbedret. De Radikale kræver ganske vist fortsat den brede regering over midten, men hvad stiller De Radikale op, hvis det efter nogle ugers forhandling viser sig helt umuligt?
Med mere end en halvering til blot 3,8 procent fik partiet en hård vælgerlussing, og der vil næppe være stor appetit på at kaste det ud i et nyt eksperiment foreløbig, for eksempel ved at skifte side og pege på en blå statsminister.
Glipper det med en regering over midten, kan det i stedet ende med, at Socialdemokratiet vil udvide regeringen med De Radikale, SF og muligvis Alternativet med et erklæret mål om at styrke klimakampen. Det står De Radikale ikke i en situation til at kunne afvise.
Netop den mulighed betyder, at de borgerlige partier og Moderaterne står langt svagere i regeringsforhandlingerne, end de ville have gjort, hvis det røde flertal var forsvundet. Groft sagt er Mette Frederiksen i dag nok fortsat forpligtet på at forsøge at skabe en bred regering, men hun er ikke forpligtet på, at det lykkes. Det ville hun i langt højere grad have været, hvis det røde flertal var forduftet, som exitpolls og valgprognoserne viste langt det meste af valgaftenen.
Nu har Socialdemokratiets formand de gamle støttepartier at falde tilbage på.
Det betyder alt andet lige, at realismen i en regering over midten er blevet væsentligt mindre. Lars Løkke Rasmussen vil stadig gøre forsøget, men allerede på valgnatten gentog han, at han vil have en dommervurdering af Minkkommissionens rapport - med den indbyggede risiko, at dommeren når frem til, at der er noget at komme efter over for Mette Frederiksen.
Det kommer hun næppe til at acceptere. Lars Løkke Rasmussen fremdrog også igen sit kryptiske synspunkt om, at det jo ikke er sikkert, at Mette Frederiksen skal være statsminister i en ny midterregering. Underforstået, at det kunne blive en anden socialdemokrat, eller at han selv eller en partileder fra et andet borgerligt parti kunne ende med at få posten. Intet af det lyder realistisk med det valg, Socialdemokratiet netop har fået. Som Mette Frederiksen selv pointerede, er det det bedste i 20 år.
Det vil uden tvivl blive nogle svære forhandlinger de kommende dage og uger, men vælgerne gav tirsdag Mette Frederiksen meget gode kort på hånden til at fortsætte som statsminister fire år mere.
Dette er en politisk analyse.