Efter Johnson-sejr: Vejen til magten i Vesten bygger på velfærd og national identitet

Den markante konservative valgsejr i Storbritannien vidner om, at adgang til politisk magt i Vesten i dag beror på at kombinere velfærd og stram indvandringspolitik med evnen til at tale meningsfuldt om national identitet og sammenhængskraft

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Den konservative valgsejr i Storbritannien er tordnende klar. Og for mange briter egentlig heller ikke overraskende. De har længe vidst, at Labourleder Jeremy Corbyns inkompetence, argument-resistens og uklare Brexit-holdning ville forhindre ham i nogensinde at komme i nærheden af magten i Westminster.

Anderledes forholder det sig herhjemme og i resten af Europa. Her er flertallet af politiske kommentatorer og intellektuelle stadig på jagt efter en grimasse, der kan passe. For hvad i alverden er det, der sker derovre på øen? Er de helt fra forstanden? Hvad vil de med overklasse-populisten Boris Johnson?

Medierne har svælget i historier om Johnsons hår, hans arrogance og tvivlsomme journalistiske meritter. Men alt det har de britiske vælgere været ligeglade med. De har ønsket en regering, som kunne føre Brexit ud i livet og sætte en politisk dagsorden, der forholder sig til de britiske vælgeres bekymringer. Spørgsmålet er, hvad vi i bredere forstand kan lære af det. Hvad fortæller det britiske valg os om den politiske virkelighed i Europa ved indgangen til 2020?

Slående er det først og fremmest, i hvilket omfang den politiske platform, Boris Johnson er blevet valgt på, minder om den kombination af socialt bevidst velfærdspolitik og stram indvandringspolitik, der i sommer sikrede Socialdemokratiet magten her i landet. Det handler om tryghed, sikkerhed, mere politi, fokus på uddannelse, sundhed, migration og national identitet.

Kombinationen er afgørende. De socialdemokratiske partier i Europa, som er søgt til venstre i den økonomiske politik uden at forholde sig til vælger-bekymringer om indvandring og spørgsmål om national identitet, taber vælgere i stort antal. Det gælder i Frankrig, Tyskland, Holland og nu altså også i Storbritannien.

Vejen til magten i Vesten i dag består i evnen til at kombinere investeringer i velfærd og fokus på sikkerhed og tryghed, der er koblet til indvandring og de udfordringer, som knytter sig til det multikulturelle samfund. Helst skal det præsenteres i et sprog og med afsæt i et verdensbillede, som helt almindelige mennesker kan forholde sig til. Interessant er det, at der er tale om en politisk platform, som kan indtages af såvel konservative, som tilfældet nu er i Storbritannien, og af socialdemokrater som herhjemme.

Det er en formel, som socialkonservative og kristendemokratiske CDU i Tyskland bør notere sig, og som det nye venstresøgende formandspar for de tyske socialdemokrater får mere end vanskeligt ved at realisere. Også i USA bør Demokraterne se over Atlanten med en vis bekymring og agtpågivenhed. Corbyn og Labours kobling af traditionel marxistisk antikapitalisme, multikulturalisme og akademisk identitetspolitik, som flere demokratiske præsidentkandidater også forsøger at strikke sammen, sælger simpelthen ikke billetter i stort omfang.

Det samme gør sig i øvrigt gældende for den kosmopolitiske liberalisme, der med De Liberale Demokrater ikke formåede at vinde mandater trods Labours katastrofevalg.De to centrum-venstre dagsordener, som herhjemme tilnærmelsesvis repræsenteres af Pernille Skipper i Enhedslisten og De Radikales Morten Østergaard, er nichefænomener, men rummer slet ikke den folkelige forankring, som er nødvendig for at gribe den politiske magt.

En anden vigtig lære af det britiske valg er, i hvor høj grad arbejdervælgere forlader den klassesolidaritet, som op gennem det 20. århundrede blev givet videre i dåbsgave, og som tidligere har udgjort rygraden i de europæiske socialdemokratier. Når Boris Johnson har opnået det bedste konservative resultat siden Thatcher-tiden, skyldes det i høj grad, at traditionelle arbejdervælgere har forladt Labour til fordel for De Konservatives udgave af velfærd og national stolthed.

De er ikke konservative i Jørgen Varnæsk forstand, men de er værdikonservative vælgere, som længes efter tryghed, stabilitet, sikkerhed i en verden og i en tilværelse, hvor det er blevet en mangelvare.

Læren er simpelthen: Hvis man som politisk leder ikke kan forholde sig til disse vælgergruppers reelle oplevelse af kontroltab, af at det samfund, som de har knoklet for i hele og halve liv, er ved at gå op i limningen af indvandring og stadigt mere besynderlige debatter om hensyn til snart det ene, snart det andet mindretal; hvis du ikke kan tale meningsfuldt om national identitet og sammenhængskraft, så har du ingen politisk platform og ingen adkomst til politisk magt i Vesten i dag.

Det er naturligvis en politisk virkelighed, som rummer åbninger for plattenslagere og uansvarlige demagoger både til højre og venstre. Så meget desto vigtigere er det, at ansvarlige partier på den politiske midte forstår den vir-kelighed og evner at omsætte den til politiske løsninger.