Efter måneders tøven: Nu bekræfter Udenrigsministeriet Huda Ali Ahmads død

Udenrigsministeriet har torsdag over for Kristeligt Dagblad bekræftet, at Huda Ali Ahmad og hendes søn Azad omkom i Syrien den 22. februar. Det har afgørende betydning for Huda Ali Ahmads tvillinger. Borgmester og partier vil nu undersøge, om de kan vende tilbage til Danmark

Den officielle erklæring om Huda Ali Ahmads død har betydning for hendes to tvillingedøtre, der lige nu befinder sig i Syrien. – Privatfoto bearbejdet af Julie Meldhede Kristensen.
Den officielle erklæring om Huda Ali Ahmads død har betydning for hendes to tvillingedøtre, der lige nu befinder sig i Syrien. – Privatfoto bearbejdet af Julie Meldhede Kristensen.

102 dage. Eller næsten tre og en halv måned.

Så længe gik der, inden Udenrigsministeriet fik bekræftet, at de herboende flygtninge Huda Ali Ahmad og hendes otteårige søn Azad omkom den 22. februar i år i Syrien.

Kristeligt Dagblad har gentagende gange anmodet Udenrigsministeriet om at anerkende dødsfaldene, som avisen i en artikelserie har fremvist dokumentation for, men forgæves.

Det ændrede sig onsdag. Her kontaktede Udenrigsministeriet Kerteminde Kommune, hvor Huda Ali Ahmad boede, og bekræftede dødsfaldene.

Torsdag formiddag oplyser Udenrigsministeriet i en skriftligt kommentar til Kristeligt Dagblad ligeledes, at Huda Ali Ahmad og sønnen Azad ”blev dræbt den 22. februar i Syrien”. Huda Ali Ahmads mand og faderen til hendes børn er sigtet i sagen og har over for de kurdiske myndigheder tilstået drabene.

Det officielle stempel har afgørende betydning for sagens videre færd. Huda Ali Ahmads tvillingedøtre på fire år befinder sig i Syrien, hvor deres fremtid er uvis. De er født og opvokset i Danmark, har dansk opholdstilladelse og gik indtil februar i børnehave i Langeskov i Kerteminde Kommune.

Ifølge borgmester i Kerteminde, Kasper Ejsing Olesen (S), giver Udenrigsministeriets oplysninger mulighed for, at kommunen kan tage næste skridt hvad angår tvillingerne.

”Vi har ikke kunnet få Udenrigsministeriet til at undersøge, hvad der skal ske med de her piger, så længe morens død officielt har været ubekræftet,” siger Kasper Ejsing Olesen.

”Nu kan vi officielt konstatere, at pigerne ikke er sammen med deres mor. Det betyder, at to piger, der har levet hele deres liv i Danmark, nu er i Syrien. Jeg har mine gisninger om, hvordan deres liv ser ud der. Som kommune er vi nødt til at undersøge, hvad vi kan gøre og skal gøre for dem,” siger han.

Kerteminde Kommune vil nu vurdere, hvad der juridisk kan lade sig gøre for at sikre sig tvillingernes ve og vel. Det er en mulighed, at pigerne bliver i Syrien, hvor de i øjeblikket bor hos deres morbror, mormor og tante.

Kasper Ejsing Olesen udelukker ikke, at pigerne kan komme hjem til Danmark og anbringes i en dansk plejefamilie:

”Man kunne sagtens forestille sig en anbringelsessag. Men vi er nødt til at være rigtig grundige i vores forarbejde, hvis vi når derhen. Vi skal ikke have dem til Danmark, hvis ikke vi kan finde nogen, der er rustet til opgaven. Og så er det vigtigt, at vi ikke skiller de to piger ad. De har kun hinanden.”

Red Barnet og en række af regeringens støttepartier samt Dansk Folkeparti har tidligere krævet, at regeringen går ind i sagen om de efterladte tvillinger.

Ifølge den kurdisk-syriske ngo SARA, der dokumenterer vold mod kvinder i regionen, samt tanten Hanan Fariz, der passer på tvillingerne i Nordsyrien, er det i øjeblikket usikkert, hvor tvillingerne skal vokse op. Huda Ali Ahmads egen familie ønsker forældremyndigheden, men Hussein Abbas – pigernes far, der har tilstået drabene på Huda Ali Ahmad og Azad – vil ligeledes have forældremyndigheden.

Dermed risikerer pigerne i værste fald at vokse i et fremmed land hos en familie, hvor faren har slået deres mor og storebror ihjel.

Ifølge SF’s indfødsretsordfører, Halime Oguz, kan det ”kun gå for langsomt” med at få regeringen til at reagere.

”Lige nu ved vi ikke, om de havner hos manden, der slog deres mor ihjel, eller om de ender i et tvangsægteskab som mindreårige, ligesom Huda gjorde. Det kan vi ikke tillade os, og derfor skal vi hente dem tilbage til Danmark,” siger hun.

SF vil nu bede udenrigsminister Jeppe Kofod (S) redegøre for regeringens næste træk.

Også De Radikale mener, at Udenrigsministeriet bør undersøge, om tvillingerne kan komme hjem til Danmark. Det oplyser udlændingeordfører Andreas Steenberg i en skriftlig kommentar.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har ikke ønsket at stille op til interview.