Efter nye uroligheder: Jeg forstår godt, at danskerne tænker deres, når de hører ordet ”fodboldfans”

Jeg forstår godt, at danskerne tænker deres, når de hører ordet "fodboldfans", siger Brøndby-tilhænger efter nye tilskueruroligheder. Løsningen skal komme fra egne rækker

Rasmus Augustesen har været Brøndby-fan i mere end 20 år.
Rasmus Augustesen har været Brøndby-fan i mere end 20 år. . Foto: Privatfoto.

Søndagens rivalopgør mellem fodboldklubberne FCK og Brøndby blev endnu engang beskæmmet af tilskueruroligheder før, under og efter kampen. Brøndbyfans smadrede blandt andet 120 sæder, og flere af dem blev forsøgt kastet på banen eller efter vagter, politi og hjemmeholdets tilskuere. 

Rasmus Augustesen, du er mangeårig Brøndbyfan og var til stede i Parken, hvorfor er det så svært at afvikle en kamp mellem FCK og Brøndby i god ro og orden?

Jeg tror, at det handler om historien, som har været præget af mange provokationer mellem klubberne. Det er der desværre et fåtal af mennesker, som ikke kan håndtere på en ordentlig måde. Det er ikke særligt mange ud af de mange tusinde, der tager til fodboldkamp, men det er dem, der løber med overskrifterne og repræsenterer os fodboldsfans fuldstændig horribelt. Jeg kan da godt forstå, at helt almindelige danskere tænker på de her idioter, når de hører ordet "fodboldfans".

Føler du, at du og andre fredelige fans har et medansvar for balladen?

Jeg synes godt, at vi kunne gøre mere for at få skabt en dialog med de her mennesker. For én ting er, hvad autoriteter som politiet og klubberne kan lave af straffe og sanktioner, én anden ting er, hvad et opråb fra egne rækker kan gøre ved mentaliteten hos de her bøller.

Mangler der selvjustits i fodboldmiljøet?

Ja, i nogen grad. Men det er også bare rigtig svært at lave selvjustits, fordi det netop er nogle typer, som ikke løser konflikter gennem snak. Det er nogle store og frygtindgydende gutter, og det er nok heller ikke kun fadøl, de har i blodet. Det er også derfor, at man ikke bare lige siger: "Hvad har du gang i? Stop dog!". Jeg har også en familie derhjemme, jeg skal tænke på.

Kan I ikke bare udpege ballademagerne for klubben og politiet, så de kan straffes behørigt? I kender vel identiteten på dem, når de står ved siden af jer kamp efter kamp ...

Det tror jeg faktisk ikke. Jeg kender i hvert fald ikke en eneste i det her miljø, som er kendt for at være meget lukket.

Har du et bud på, hvordan vi kommer urolighederne til livs?

Jeg tror, at vejen frem er at få udarbejdet et værdisæt eller regelsæt for at være Brøndbyfan. En anden mulighed er helt at udvandre, når de her scener udspiller sig. Så kan bøllerne, der skaber sig, stå alene tilbage. Det ville være et stærkt signal. Der er også i fanmiljøerne en snak om at lave en fælles march mellem FCK- og Brøndbyfans til næste derby (udtryk for kampene mellem Brøndby og FCK, red.), men det tør politiet med sikkerhed ikke at tillade.

Du står bag en indsamling til nogle unge FCK-fans, der fik frarøvet deres trøjer af en truende Brøndbyfan i toget på vej hjem fra kampen. Hvad fik dig til at gøre det?

Jeg faldt over videoen på Facebook, der dokumenterer det, og jeg skammede mig simpelthen. Min første reaktion var: "Det kan ikke passe. Nok må være nok!". Sammen med hende, der havde delt videoen, fik jeg stablet en MobilePay-indsamling på benene, og inden for fem minutter havde vi indsamlet 5000 kroner. FCK har sagt til mig, at klubben vil give drengene nye trøjer, og så har vi sammen med FCK og drengene besluttet, at vi donerer de indsamlede penge til Danske Fodbold Fanklubber (DFF), der aktivt arbejder på at få skabt et positivt fanmiljø.

Hvorfor blev du fan af netop Brøndby?

Da jeg begyndte at se fodbold i start 2000'erne, var jeg stor Olsen Banden-fan, og jeg kunne se nogle af de værdier i Brøndby: Hele arbejderkulturen og den lille mands kamp mod den store. I dag handler fodbold mest om, hvem der har flest penge, men jeg holder fast i den romantiske forestilling.