Prøv avisen
Analyse

Efter valgkamp kommer hverdag

Finansminister Nicolai Wammen (S) klarede omstillingen til den politiske hverdag på fin vis, da han i begyndelsen af september løftede sløret for ny aftale mellem staten, regioner og kommuner. Udadtil var både formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, fra Venstre og de enkelte regionsformænd tilfredse med aftalen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Sidste uges aftaler mellem regeringen samt regioner og kommuner afspejler en delikat balance i dansk politik mellem central styring og decentralt ansvar. Aftalerne viser samtidig, at regeringsansvaret hurtigt lægger en dæmper på udgiftsønskerne, skriver professor i statskundskab, Peter Nedergaard

I sidste uge blev der indgået to meget vigtige aftaler for det danske samfund. Først indgik regeringen en aftale med repræsentanter for regionerne og derefter med repræsentanter for kommunerne.

Siden slutningen af 1970’erne har skiftende regeringer fundet det vigtigt at indgå disse aftaler. Basalt set skyldes det, at de decentrale enheder i Danmark udgør en meget stor del af den offentlige økonomi. Danmark er et af de lande, hvor kommuner og regioner udgør den største del af den offentlige sektor. Aftalerne er derfor vigtige instrumenter til at sikre, at de decentrale sektorer ikke pludselig begynder at bruge langt flere midler, end dansk samfundsøkonomi kan holde til.

År for år har det vist sig muligt at lave disse detaljerede aftaler på en måde, således at de i hvert fald i de senere år nogenlunde er blevet overholdt. Det skyldes både, at kommuner og regioner er velorganiserede, at de har en professionel interesserepræsentation, og at regeringen både har tillid til overholdelsen og har sanktioner i skuffen, hvis det modsatte skulle være tilfældet. Tillid er godt, men (muligheden for) sanktioner er nu heller ikke at foragte.

Under statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vedtog man den såkaldte budgetlov, som gjorde, at man siden har kunnet ramme de enkelte kommuner, hvis kommunerne samlet set overskred budgetterne. Den kom i stand efter inspiration fra Sverige og EU’s finanspagt. Meningen var, at man skulle undgå, at kommunerne under ét overskred den aftalte udgiftsramme, uden at det fik særlige konsekvenser for de kommuner, der overskred budgettet. Tidligere var eventuelle sanktioner alene rettet imod kommunerne kollektivt.

I aftalerne fastlægges der rammer for økonomien i kommuner og regioner under ét. Man tager stilling til, hvor mange penge, der skal anvendes til direkte service over for borgerne, og hvor meget der skal anvendes til investeringer i veje, skoler, klimasikring, hospitaler og så videre. I aftalen med kommunerne fastlægger man også rammen for, hvor meget de må kradse ind i skat, men det er ikke aktuelt for regionerne, som lever af et statsligt bloktilskud. Herudover indeholder aftalerne også et fælles skøn over, hvor meget kommuner forventes at anvende på eksempelvis førtidspensioner og sygedagpenge.

Aftalen om regionernes udgiftsramme for 2020 indebærer, at de får et løft på 1,5 milliarder kroner i forhold til de fastsatte udgiftslofter for 2020. Rammen for sundhedsudgifter i 2020 er 118,4 milliarder kroner. I hvert fald udadtil var både formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V) og de enkelte regionsformænd tilfredse med aftalen. Formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (S), nævnte også, at det hele skulle ses i et overlevelsesperspektiv fra regionernes side. De anså sig nu og på baggrund af valget for at være sikret en fremtid. Lars Løkke Rasmussen-regeringens ønske om at nedlægge dem var i mere end én forstand en død sild.

Når det drejer sig om kommunerne, får de sammenlagt et økonomisk løft på 2,2 milliarder kroner i 2020. De samlede serviceudgifter, som kommunerne kan afholde i 2020, bliver dermed på knap 262 milliarder kroner. Formanden for Kommunernes Landsforening (KL), Jacob Bundsgaard (S), sagde, at han var tilfreds med aftalen, fordi den indebar en større forøgelse af udgiftsrammen end under den tidligere regering. Andre i det kommunale bagland er imidlertid mindre tilfredse. Det gælder for eksempel borgmester Michael Ziegler fra Høje-Taastrup Kommune, der kommer fra Det Konservative Folkeparti. Han stemte i KL’s bestyrelse hverken for eller imod aftalen, selvom han normalt altid har stemt for tilsvarende aftaler. Hans begrundelse var, at især S under valgkampen havde stillet vælgerne et velfærdsløft i udsigt, som kommunerne skal levere. Det er imidlertid ifølge Ziegler ikke muligt med et løft på 2,2 milliarder kroner. Årsagen er blandt andet stigende udgifter til handicapområdet og udsatte børn.

Spillet efter regeringens aftaler med både regioner og kommuner viser, at de skal ses i en bredere sammenhæng. En aftale er ikke blot en aftale. Konteksten for aftalerne er altafgørende. Samtidig viser situationen også, at regeringsansvaret som altid lægger en dæmper på udgiftsønskerne. Efter valgkamp kommer hverdag. Omstillingen ser regeringens chefforhandler, finansminister Nicolai Wammen, imidlertid ud til at have klaret uden slinger i valsen. Han kender også temaerne som tidligere borgmester i Aarhus Kommune.

Alt i alt er det danske system med aftaler mellem regeringen på den ene side og kommuner og regioner på den anden et finmasket og nøje afbalanceret system, som forener overordnede samfundsøkonomiske hensyn med en betydelig grad af decentralt ansvar og frihed. Balancen mellem dette yin og yang i systemet er helt afgørende.

Peter Nedergaard er professor i statskundskab ved Københavns Universitet.