I denne uge udsendte Udlændinge- og Integrationsministeriet en analyse, der viser, at tredjegenerationsindvandrere på flere områder ikke klarer sig bedre end anden generation. På den baggrund udtalte undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Berlingske blandt andet, at ”integrationen starter forfra i hver generation”. Jan Rose Skaksen, forskningschef i Rockwoolfondens Forskningsenhed, du har kritiseret konklusionen. Hvorfor?
Der er to dele i min kritik. Vi skal være opmærksomme på, hvordan vi definerer efterkommere. Analysen bruger Danmarks Statistiks definition af efterkommere. Den går ud på, at en tredjegenerationsindvandrer enten er en person, der har to efterkommerforældre eller forældre, hvor den ene er efterkommer og den anden indvandrer. Men børn af efterkommere gift med danskere indgår ikke i analysen. Allerede der har analysen valgt at se på en gruppe af efterkommere, der ikke er så godt integrerede som andre. Det skal man i hvert fald være opmærksom på, når man går ud og tegner det store billede af integrationen. Mange af de virkelig velintegrerede vil gifte sig med en dansker. Mit andet kritikpunkt går på, at det nok er for tidligt at lave analysen. Der er ikke ret mange i tredje generation, og mange af dem er børn af unge mødre. Tredje generation er i høj grad børnebørn af lavtuddannede tyrkiske og pakistanske gæstearbejdere, der kom i 1970’erne. De indvandrergrupper, der er kommet senere, er i nogle tilfælde mere veluddannede, og deres efterkommere vil formentlig klare sig bedre. Samtidig kan vi se, at hvis vi udelukkende sammenligner tyrkere med tyrkere, så går det faktisk fremad. Det kan godt være, at det går dårligt med tredjegenerationsindvandrerne, men vi kan ikke vide det på basis af denne analyse, for den ser på en gruppe, der er meget udfordret. Og vi kan ikke bruge oplysningerne til at se på, hvad indvandring kommer til at koste i fremtiden.
Analysen viser, at knap tre ud af fire børn af ikke-vestlige efterkommere har en far eller mor, der er indvandrer. Er det ikke en kendsgerning, der svækker efterkommernes integration?
Tallene i analysen er korrekte, men giftemønsteret blandt indvandrere er under kraftig forandring. Hvis man opgør tre typer ægteskaber: Ikke-vestlige efterkommere, der gifter sig med ikke-vestlige efterkommere, ikke-vestlige efterkommere, der gifter sig med ikke-vestlige indvandrere og ikke-vestlige efterkommere, der gifter sig med danskere, så blev 60 procent af disse ægteskaber i 2001 indgået mellem efterkommere og indvandrere. I 2018 er den andel faldet til 47 procent. Det skyldes, at flere ikke-vestlige efterkommere gifter sig med en anden efterkommer eller med en dansker, så på den måde vil billedet ændre sig i fremtiden.
Skulle Danmarks Statistik lave en anden definition af, hvem der er efterkommer, så børn af etniske danskere og efterkommere også tæller med i statistikken?
Jeg mener i hvert fald, det er værd at se på, om man skal lave definitionen om.
Er kritikken af analysen fra Udlændinge- og Integrationsministeriet udtryk for, at ministeriet udsender rapporter, der har for dårlig kvalitet?
Hvis man læser rapporten, så er det en udmærket analyse af en lidt svag gruppe af ikke-vestlige efterkommere. Problemet er i højere grad den efterfølgende formidling af rapporten, hvor man skarpvinkler analysen så meget, at der ikke bliver taget de nødvendige forbehold. Langt det meste går galt i pressens formidling og politikernes udtalelser, for rapporten er omhyggelig med at fortælle hvem, det er, man ser på. Den efterfølgende formidling har været alt for unuanceret.
Er det også for unuanceret, når Kristeligt Dagblad på forsiden den 19. december skriver, at indvandreres giftemønstre svækker integrationen?
Det er da rigtigt, at det ikke er godt for integrationen, at mange gifter sig med en indvandrer. Men det hører med, at billedet er ved at ændre sig, og at pilen peger i den rigtige retning.