Lige siden sin barndom har Kirsten Juel Grand jævnligt besøgt Mindelunden, hvor hendes far ligger begravet lige til venstre for det store mindesmærke.
Poul Larsen hed han, og han var politifuldmægtig, men under krigen var han også modstandsmand. Han lånte penge i banken, lejede en fiskekutter og sejlede et stort antal jøder, kommunister og andre forfulgte i sikkerhed. Men i begyndelsen af december 1944 blev han opdaget, og i marts det følgende år, blot to måneder før krigens afslutning, blev han skudt.
Hun har altid nydt at komme her. Der hviler en helt særlig ro over stedet, synes hun, men særligt de seneste par år har besøgene ført til frustrationer. For hendes fars gravsten er efterhånden så forvitret, at hun næsten ikke kan se hans navn længere, og datoerne for hans fødsel og død er også ved at være væk. Det samme er tilfældet på de fleste andre gravstene i nærheden, har hun bemærket.
”Det kan da ikke være meningen, at det bare skal forsvinde,” siger hun. ”Så kunne det jo være hvem som helst, der ligger derude, og det er det jo ikke. Det er modstandsfolk, som alle er enige om fortjener særlig hæder.”
Hun har i flere år skrevet til politikerne for at få dem til at gøre noget. Først til den tidligere kirkeminister Manu Sareen og for nylig til Marianne Jelved, den nuværende. Men svaret er det samme hver gang: Jo, gravstenenes bevaring er bestemt en vigtig prioritering. Men indtil videre ser de ingen grund til udskiftning. Og nej, det har ikke noget med økonomi at gøre.
”Det er mangel på respekt, simpelthen. Og jeg forstår faktisk ikke, at der ikke er flere, der råber mere op,” siger Kirsten Juel Grand.
I Kammeraternes Hjælpefond, en forening for aktive modstandsfolk og en fond for de efterladte, er formand Martin Frølund delvist enig i kritikken, som han også hører fra andre indimellem. For det er efterhånden svært at læse nogle af navnene, især i det område, der kaldes Det Store Gravfelt. Der har også tidligere været kritik af, at nogle sten i det, der hedder Rotunden, var sunket og lå skævt, men det er der rettet op på. I det hele taget er der gjort meget ved Mindelunden de senere år, mener han. Træer er fældet, nye er plantet, der er rettet op på stierne og indført interaktiv undervisning.
”Jeg synes generelt, Mindelunden fremstår på en respektfuld måde. Det er ikke nyt længere, og det skal det heller ikke være. Jeg tror faktisk, at det kunne vække endnu stærkere følelser, hvis man virkelig begyndte at ændre på stedets udseende, så det er en svær balance at finde. Når alt det er sagt, så er det klart, at man skal kunne se, hvem der ligger hvor, for det er en meget vigtig del af vores historie. Men som jeg har forstået det, er det ikke lige sådan at gøre stenene mere tydelige,” siger Martin Frølund.
Det er i sidste ende provst i Holmens Kirke, Ejgil Bank Olesen, der har ansvaret for tilsynet med Mindelunden. Han er fuldt bevidst om, at der ikke er tale om en almindelig kirkegård, men ”Danmarks kirkegård”, som han kalder den. Modsat andre kirkegårde får Mindelunden en særbevilling fra staten, der blandt andet skal sikre, at kirkegården lever op til alle standarder. Derfor både forstår han kritikken og ærgrer sig over den.
”Det er jo en tilbagevendende kritik, som særligt kommer omkring mærkedage som 9. april, 4.-5. maj og 29. august,” siger han. ”Og jeg forstår udmærket, at der er særligt stærke følelser forbundet med netop denne kirkegård og dens gravstene. Men jeg synes alligevel, at kritikken er skammelig, for vi gør vitterligt alt, hvad der er muligt, for at gøre alle tilfredse, og vi kan fuldt ud stå inde for Mindelundens vedligeholdelsesmæssige tilstand.”
Det er muligt, at der nogle steder kan være problemer med at læse navne og datoer på de plane gravsten, understreger han. Især hvis de er våde, og solen står på. Det er ikke et generelt problem, men det eksisterer, og det er umuligt at undgå. n af udfordringerne er, at man i sin tid valgte bornholmsk sandsten som materiale - ikke mindst af symbolske grunde. Så var stenene ikke bare danske, men også fra den del af landet, hvor besættelsen varede længst. Netop den stentype brydes ikke længere, så det er ikke muligt blot at udskifte de mest forvitrede sten.
Det er heller ikke muligt at opmale dem, for de er hugget på en særlig måde. Og man kan ikke genhugge dem, det er de for porøse til. Helt at udskifte alle sten med en anden type er utænkeligt. Ikke på grund af økonomien, for der skulle nok blive samlet penge ind, hvis det var problemet, fastslår Ejgil Bank Olesen. Men det æstetiske udtryk ville ændre sig alt for meget, forklarer han.
”Mindelunden er jo anlagt på én gang, og alt er tænkt sammen. Stenene, inskriptionerne, beplantningen, omgivelserne - alt passer sammen, så at skifte så radikalt ud ville ændre hele udtrykket. Og desuden er det ikke nødvendigt,” siger han med henvisning til det omfattende officielle tilsyn med Mindelunden, der sker hvert andet år, senest i maj 2014.
Her blev det besluttet at skærpe fokus på renholdelse af stenene, men på nuværende tidspunkt er der ikke lagt op til udskiftning.
”Man kunne med fordel have gjort nogle ting anderledes, da Mindelunden blev anlagt for 70 år siden. Eksempelvis har det vist sig problematisk, at stenene ligger fladt ned, så regnen ikke glider helt af dem. Men det er jo vanskeligt at tænke 70 år frem. Og det ville også virke mærkeligt, hvis ikke man kunne se tidens tand. Desuden er der gode oversigter over, hvem der ligger hvor, der er altid nogen at spørge, og i dag kan man endda tage mobilen til hjælp for at finde, hvad man søger. Så helt ærligt: Jeg synes stadig, Mindelunden er hele Danmarks kirkegård,” siger Ejgil Bank Olesen.
