”Elsker mor og far mig stadig?”.
Det er et af de spørgsmål, som bider sig fast hos børn og unge, når en bror eller søster dør.
For det gabende tomrum, som den afdøde søskende efterlader, ender ofte med at opsluge forældrene i en sådan grad, at det overlevende barn står alene tilbage på sidelinjen med en sorg, barnet ikke får mulighed for at bearbejde.
Ifølge Børn, Unge & Sorg mister knap 1000 børn og unge hvert år en søskende, og cirka 17.000 vil opleve at miste en bror eller søster, inden de fylder 28 år. Fælles for mange af dem er ifølge organisationens direktør, Preben Engelbrekt, at de i bestræbelsen på at hjælpe forældrene gennem deres sorg ofte ender med selv at blive overset.
”Vi hører igen og igen, at de sidder tilbage med en følelse af at være forældreløse, fordi forældrene med god grund sørger rigtig meget over det barn, de har mistet. Det kan få de efterladte søskende til at vende deres sorg indad, fordi der ikke er plads til deres sorg. Ofte bliver den udskudt til, når forældrene er nået længere i deres sorgforløb og har mere overskud. Men det betyder, at der kan gå år, før de unge begynder at reagere,” forklarer han.
Når sorgen endelig melder sin ankomst, kommer den som et chok for både de unge selv og deres omgivelser. For omverdenen har bevæget sig videre, mens de unge er bagud i sorgprocessen. Konsekvensen kan være, at tabet bliver sværere at håndtere og udvikler sig fra normal til kompliceret sorg. Det vil sige, at selv længe efter at tabet har fundet sted, bliver sorgen ved med at være så intens, at den kan påvirke ens evne til at fungere i dagligdagen.
Situationen bliver særlig problematisk, fordi konsekvenserne ved søskendetab er underbelyst. Det oplever blandt andre Charlotte Drue, der har stiftet netværket Søskendekram for folk, som har mistet en bror eller søster.
I 2002 mistede hun selv sin bror, René, i en trafikulykke og savnede at tale med andre, der havde oplevet den sorg, som tabet af en søskende medfører. Siden da har hun været i kontakt med mange andre efterladte søskende landet over og hørt deres historier.
”Fælles for os alle er spørgsmålet: 'Hvordan går det med dine forældre?'. Man bliver fuldstændig usynlig. Forældrene bliver til børnene, og børnene bliver de voksne. Der er ikke nogen, der kan lide at se sin mor og far græde, så man skubber sig selv i baggrunden, indtil der er overskud. Men det er ikke sikkert, der bliver overskud, så mange får ikke talt tabet ordentligt igennem. Ikke alle familier kan holde til, at døden banker på,” siger hun og påpeger, at mødet med andre, der har oplevet et lignende tab, medvirker til at skubbe forestillingen om at være anderledes og underlig til side.
I stedet får de efterladte søskende bekræftet, at deres reaktioner er normale.
En af de følelser, som mange sidder tilbage med, er skyld, bemærker Preben Engelbrekt.
”Hvis dødsfaldet sker efter et længerevarende sygdomsforløb, kan nogle søskende opleve en lettelse, når deres bror eller søster dør. Nu er det overstået, og de håber, de kan få forældrene igen, efter at al opmærksomheden har været rettet mod det syge barn. Men i den sammenhæng føler de også en enorm skyldfølelse over lettelsen. For andre kan skyldfølelsen komme af, at man har skændtes meget med sin bror eller søster, som søskende jo ofte gør,” forklarer han.
Kultursociolog Ida Wentzel Winther har forsket i søskendeskab og påpeger, at søskendeforholdet er et stærkt følelsesladet og betydningsfuldt forhold, fordi det er den familierelation i livet, der varer længst.
”At være søskende er i høj grad noget, man skaber og gør med hinanden. I Danmark har vi en meget stærk normativ forestilling om, at det at være søskende er noget positivt, og både kultur- og religionshistorisk har vi nogle centrale fortællinger om, hvor vigtigt søskendebåndet er,” siger hun.
Alligevel kan efterladte søskende sidde tilbage med en følelse af, at deres tab og sorg ikke anerkendes som værende lige så stor som hos dem, der har mistet en forælder, sit livs kærlighed eller et barn. Det kan afholde dem fra at søge hjælp og støtte eksempelvis i en sorggruppe.
”Jeg har selv oplevet at være del af en sorggruppe, hvor jeg følte mig malplaceret og kom til at lyde helt undskyldende, da jeg skulle sige, at jeg havde mistet en bror,” nævner Charlotte Drue som eksempel.
Ifølge psykolog og sorgforsker Mai-Britt Guldin kan den følelse hænge sammen med en tendens til at gradbøje sorg og tab efter den, man har mistet.
”Vi kan godt lide at finde formler for, hvilke tab der er voldsomme. Objektivt set kan der være stærkere sorgreaktioner efter eksempelvis tabet af et barn eller ægtefælle end ved søskendetab. Men der overser vi, hvordan det er for individet at miste en bestemt person. Som samfund har vi endnu ikke anerkendt og fået indarbejdet, at det ikke er det objektive tab, der er humlen i det hele, men personens egen forståelse og oplevelse af tabet og dets betydning,” forklarer hun.
I den sammenhæng kan det være særligt givende at bearbejde sorgen med andre, der har oplevet samme form for tab.
”Set udefra skulle man mene, at det er underordnet, hvilket tab der er tale om, fordi de indebærer mange af de samme sorgreaktioner. Men hvis du sidder i en gruppe, hvor alle er enige om, at der er nogle tab, som er værre end andre, så får man ikke den støtte og anerkendelse, man har hårdt brug for,” siger Mai-Britt Guldin.
Charlotte Drue så gerne, at der kom en større forståelse for, hvor massivt et tab det kan være, når søskendebåndet bliver brudt før tid.
”Søskende slås lige så meget i stykker af sorg. Der mangler fokus på familien som helhed. Et tab er skrækkeligt for os alle, men på forskellige måder, og der skal være plads til, at alle kan sørge,” fastslår Charlotte Drue.