Så er der ikke flere udeståender på den politiske dagsorden.
Punktummet blev sat med torsdagens aftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale om at give nedslidte bedre muligheder for at gå tidligt på pension, en såkaldt seniorpension.
At De Radikale er med i aftalen med regeringen, ringer en klokke for dem, der husker valgkampen i 2011. Dengang indgik den daværende VK-regering, Dansk Folkeparti og De Radikale også en aftale om pensionsforhold kort før valget.
Tilbagetrækningsaftalen i 2011 indskrænkede adgangen til efterløn markant og fremrykkede samtidig den gradvise forhøjelse af pensionsalderen, som allerede var aftalt i den brede velfærdsreform fra 2006.
Socialdemokratiet var rasende over, at efterlønsordningen reelt blev aflivet med den smalle aftale i 2011, men De Radikale tvang alligevel aftalen igennem i den efterfølgende SRSF-regering. Det forløb kan gentage sig efter det aktuelle valg, hvis Socialdemokratiet vinder regeringsmagten som forudskikket.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet vil føre valgkamp på at give en ret til den tidlige pension, og det er den afgørende forskel i forhold til regeringens aftale om seniorpension – den skal man søge og tilkendes. Nogen skal vurdere, om man er så nedslidt, at man må forlade arbejdsmarkedet tidligt, men regeringen og dens støttepartier har dog ikke kunnet enes om, hvem ”nogen” er.
Socialdemokratiet mangler på sin side også stadig at forklare, hvilke grupper der skal have ret til den tidlige pension, og hvordan de ”objektive kriterier” for at få ydelsen skal se ud.
Det springende punkt er, at slagsmålet om tidlig pension på en måde genåbner efterlønsdebatten, selvom ingen formelt vil genindføre retten til efterløn. Men dens genfærd er vendt tilbage.
Efterlønsordningen blev en af det 20. århundrede største, politiske succeser for Socialdemokratiet. Og en af de dyreste. Retten til tidlig pension fik en folkelig gennemslagskraft, som de færreste havde drømt om, da den blev vedtaget af SV-regeringen i 1979.
Det var en socialdemokratisk idé, der skulle skaffe plads på arbejdsmarkedet til ledige, og dengang lød prognosen, at 17.000 60-67-årige ville benytte muligheden. I 2008 gik over 150.000 personer på mellem 60 og 64 år på efterløn.
Allerede i valgåret 1998 udgjorde ordningen et samfundsøkonomisk problem, men den daværende socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) undgik et ellers truende valgnederlag, blandt andet med sin ”efterlønsgaranti” til vælgerne. Da der kort efter alligevel blev gennemført en større opstramning, betragtede mange socialdemokratiske vælgere det som løftebrud.
Trods indgrebet fortsatte væksten i tilgangen til ordningen, og der blev i stigende grad tegnet et billede af, at det var raske, golfspillende ældre, som gik tidligt på pension på samfundets regning. Økonomerne advarede mod udviklingen, og med udsigten til meget store årgange af pensionister de følgende årtier, indgik VK-regeringen i 2006 den velfærdsaftale, der gradvis skulle øge både efterløns- og folkepensionsalderen i takt med den længere levealder.
I 2010 og 2011 brugte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) befolkningens krisebevidsthed efter finanskrisen som springbræt til et nyt angreb på efterlønnen. I sin nytårstale den 1. januar 2011 foreslog han rent ud, at ordningen skulle afskaffes for alle under 45 år. Det førte siden til den nævnte tilbagetrækningsaftale med De Radikale og Dansk Folkeparti, som nok var medvirkende til, at de borgerlige tabte valget i 2011.
Seniorførtidspensionsordningen skulle have været det plaster på såret, der sikrede, at alle reelt nedslidte alligevel havde en mulighed for pension inden folkepensionsalderen. Det blev ordningen bare aldrig. I et svar til Folketinget for et år siden, opgjorde beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), at blot 917 personer havde fået seniorførtidspension mellem 2014 og første halvdel af 2017. Det vil sige langt færre end de godt 6000, man skønnede, da ordningen blev indført.
Med andre ord: Regeringen kunne langt tidligere have reageret på, at så få nedslidte kom på pension. Det gjorde den ikke, og Socialdemokratiet fik dermed foræret et valgkampstema, der historisk har trukket vælgere til. De politiske problemer kommer først, når løfterne skal indfries, uden at bunden går ud af samfundsøkonomien.