På Vedersø Idrætsefterskole er der 40 forskellige nationaliteter: ”Vi er nu ikke så forskellige”

På en grøn plet i Vestjylland ligger en efterskole, der huser mere end 40 forskellige nationaliteter. Vedersø Idrætsefterskole er den eneste efterskole i landet med en gennemført engelsksproget afdeling

”Næsten hver dag lærer jeg noget nyt om nogens kultur, og om at være sammen på tværs,” siger Karl Emil Kjærulff Trillingsgaard (til venstre). Ved siden af ham ses en af de øvrige elever, der går på The International. –
”Næsten hver dag lærer jeg noget nyt om nogens kultur, og om at være sammen på tværs,” siger Karl Emil Kjærulff Trillingsgaard (til venstre). Ved siden af ham ses en af de øvrige elever, der går på The International. – . Foto: Vedersø Idtrætsefterskole.

I den lille vestjyske by Vedersø nær Vesterhavets brusende bølger ligger en ikke helt almindelig efterskole. De to elever Amir Ibragimov og Karl Emil Kjærulff Trillingsgaard har begge forladt familien for at udleve drømmen om et år på egne ben på efterskolen.

Men de har ikke lige langt hjem. Karl Emil Kjærulff Trillingsgaard skal knap nok transportere sig en time væk, før han igen befinder sig i familiens trygge rammer i Herning. Amir Ibragimov derimod skal flyve mere end 4000 kilometer, hvis han skal på hjemmebesøg i Usbekistan i Centralasien. Sådan er vilkårene for mange af efterskolens elever, der kommer fra hele verden.

I 2016 blev vestjyske Vedersø Idrætsefterskole udvidet med en ny selvstændig afdeling, der kom til at hedde The International. Det skete, efter skolen flere gange havde oplevet interesse fra udenlandske samarbejdspartnere, der ønskede at sende elever til Danmark. I år har The International talt intet mindre end 40 forskellige nationaliteter blandt elever og lærere.

”The International er den internationale afdeling af Vedersø Idrætsefterskole. Det, der er specielt ved den her efterskole, er, at al undervisning foregår på engelsk, men det gælder faktisk også hverdagen. På den måde har efterskolen sin helt egen profil. De elever, der vælger at gå her, vil gerne udvikle deres interkulturelle kompetencer og deres kulturforståelse. Derudover får eleverne et internationalt anerkendt afgangsbevis,” siger Alex Mason, der er daglig leder på The International.

Han fortæller yderligere, at The International benytter sig af sloganet ”Meet your world”, men at skolen på samme tid har ambitioner om, at verden skal møde den danske efterskoleform.

I år er det tredje hold af elever, der slår sine folder på den nye efterskoleafdeling. Og selvom Alex Mason beskriver både konceptet og hverdagen på skolen som meget velfungerende, er der altid plads til forbedring.

”Efterskolen er endnu under udvikling, og vi skal stadig finde ud af, hvilke muligheder der ligger i, at vi er én skole med to adskilte afdelinger. På nogle punkter er vi fælles, og på andre er vi separate. Det er meget naturligt, at idrætsinteresserede vælger Vedersø Idrætsefterskole, mens vores elever på The International typisk er boglige og kulturelt interesseret. Men vi kan profitere af hinanden, og vi har blandt andet en fælles studietur, ligesom begge afdelinger bygger på de grundtvig-koldske værdier,” fortæller den daglige leder.

17-årige Amir Ibragimov er glad for at gå på The International, men han og alle de andre udenlandske elever, har stiftet bekendtskab med et særligt savn.

”I starten af mit ophold, var det udfordrende at være her. Ikke på grund af omgivelserne, men fordi jeg savnede min familie. Men det var nemt at komme i kontakt med folk, for alle er hjælpsomme og venlige. Jeg startede et par måneder senere end de andre elever, men det var lige op til en udlandstur til Polen, og det var en rigtig god måde at lære folk at kende på,” fortæller han.

Karl Emil Kjærulff Trillingsgaard har på trods af sin danske baggrund valgt at gå på den internationale del af efterskolen. Efter 10 år på den samme folkeskole mente han, at det var tid til lidt luftforandring.

”Jeg synes, det er super spændende at være sammen med så mange forskellige mennesker. Næsten hver dag lærer jeg noget nyt om nogens kultur, og om at være sammen på tværs. Når vi diskuterer samfundsrelaterede emner i klassen, synes jeg det er ret fantastisk, at vi har så mange forskellige vinkler på emnerne. Jeg ved nu, at vi ikke er så forskellige og i bund og grund, synes jeg godt, vi kunne være et folk,” siger den 16-årige efterskoleelev.