Prøv avisen

Ny forskning: Egtvedpigen var nok alligevel dansker

”Vores data viser, at både Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden formentlig er født, opvokset og har levet hele deres liv meget tæt på de steder, hvor de blev begravet,” siger den ene af forskerne bag studiet, Rasmus Andreasen ved institut for geoscience, Aarhus Universitet. Egtvedpigens dragt fra bronzealderen cirka 1370 f. Kr. Foto: Ritzau Scanpix

Den ikoniske bronzealderkvinde, som forskere for få år siden sensationelt viste formentlig var tysk, er nu igen dansker, viser en ny undersøgelse

Først var hun pæredansk, så blev hun sydtysk, og nu er hun måske dansk igen. En af Danmarks største nationalskatte, den ikoniske bronzealderkvinde Egtvedpigen, har haft en identitetskrise, siden analyser i 2015 viste, at hun ikke var dansk, men sandsynligvis kom fra Sydtyskland.

Opdagelsen blev fejret som en videnskabelig sensation, der satte bronzealderen (3000-1300 f.Kr.) i et spændende nyt lys som langt mere avanceret og globaliseret end antaget. Det blev bestyrket to år senere, da også Skrydstrupkvinden røg langt uden for landets grænser.

Men nu viser det sig, at det hele kan hvile på en fejl.

I et nyt studie i det højt ansete tidsskrift Science Advances påviser to geologer fra Aarhus Universitet nemlig, at man i analyserne kort sagt har overset massiv påvirkning fra landbruget. Tages det med i ligningen, bliver de to kvinder igen gammeldanskere.

”Vores data viser, at både Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden formentlig er født, opvokset og har levet hele deres liv meget tæt på de steder, hvor de blev begravet,” siger den ene af forskerne bag studiet, Rasmus Andreasen ved institut for geoscience, Aarhus Universitet.

Kristeligt Dagblad ville gerne have haft en kommentar fra professor Karin Margarita Frei ved Nationalmuseet, som stod bag de oprindelige studier. Hun har ikke svaret på avisens henvendelser.

Men fra Moesgaard Museum i Aarhus siger direktør og professor Mads Kähler Holst, som ikke selv har deltaget i studiet, at ”det er meget svært at komme uden om artiklens konklusion”.

Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden har, siden de blev fundet i henholdsvis 1921 og 1935, været to af de vigtigste vinduer til bronzealderen. Der er forsket meget i de to kvinder, som begge levede for cirka 3400 år siden, begge døde unge i en alder af 16 til 18 år og begge blev begravet som en del af datidens elite i egetræskister. I Egtvedpigens kiste lå en sommerblomst, og med hendes blonde hår og karakteristiske lårkorte snoreskørt har ingen tvivlet på, at hun var dansk.

Indtil Karin Margarita Freis studie i 2015 udført med såkaldte strontiumisotop-analyser af pigens tænder, hår og negle.

Strontium er et grundstof, som mennesker, dyr og planter optager gennem vand og føde. Det interessante er, at forholdet mellem forskellige strontiumisotoper varierer forskellige steder i verden, og når det optages i kroppen, får man en slags geografisk fingeraftryk.

Nøglen til metoden er, at man kan matche signaturerne til lokalområder, så i 2011 producerede Karin Margarita Frei et basiskort over strontiumisotoperne i Danmark. Med det kort i hånden begyndte sensationerne at rulle. Strontium-signaturen i Egtvedpigens kindtand viste sig til alles forbløffelse ikke at matche noget sted i Danmark, men derimod et lille område 800 km mod syd i Schwarzwald.

Og næsten mere sensationelt viste bratte skift i signaturerne ned gennem pigens 23 cm lange hår, at hun måtte være rejst frem og tilbage flere gange de sidste to år. Håret vokser en centimeter om måneden, og tilsyneladende indtog Egtvedpigen snart sin mad i Sydtyskland, snart omkring Vejle.

Men nu ser det ud til, at historien var for fantastisk. I det nye studie viser Rasmus Andreasen og kollega Erik Thomsen, at grundlaget – selve basiskortet – er forkert.

”Vi viser, at landbrugskalk ændrer jordens strontium-signatur markant,” siger Rasmus Andreasen.

”Brugen af landbrugskalk har været massiv gennem de sidste 100 år, og de fleste steder, man måler i dag, er helt domineret af den her kalksignatur.” Det betyder, at man ikke kan se lokalitetens oprindelige strontium-signatur.

Men det er lykkedes de to forskere at finde områder i Danmark, der har været uforstyrrede af landbrug, og dér finder de signaturer, som matcher analyserne fra Egtvedpigen og Skrydstrupkvinden.

Dermed behøver man ikke rejse til udlandet for at forklare kvindernes strontiumsignaturer. De kan forklares med en nomadisk livsstil, hvor Egtvedpigen er gået med dyrene op på hedesletten om sommeren – hvor de finder en høj signatur – og så har overvintret nede i å-dalen, hvor der er en lav signatur.

Tilsvarende finder forskerne, at pengene passer for Skrydstrupkvinden, hvis hun blot bevægede sig få kilometer over hovedstilstandslinjen, der løber ned gennem Jylland.

Er billedet af den globaliserede bronzealder så aflyst?

Nok ikke helt, mener professor i forhistorisk arkæologi ved Aarhus Universitet Helle Vandkilde, som ikke har deltaget i studiet.

”Der er strontiumstudier mange andre steder i Europa, som peger på en tendens, hvor kvinder bevægede sig over både korte og lange afstande. Formentlig fordi kvinderne blev gift ind mandens slægt,” siger hun.

Også studier af for eksempel dna og handel med rav og kobber peger på en stor mobilitet i bronzealderen.

Rasmus Andreasen advarer dog om, at arkæologerne bør kigge på deres strontiumstudier igen.

”Geologisk ligner situationen her meget det, vi ser andre steder – Nordtyskland, Polen, Ukraine, Rusland og over til De Britiske Øer. Landbrugskalk bruges i hele verden, så man er nødt til at vide, hvor stor indflydelse landbruget har, før man kan fortolke på de her data.”8